
Topøkonom med virkelighedstjek til industrien: ’Vi går ind i en tid med store muligheder – men også enorme risici’
De kommende år bliver ikke ’business as usual’ for fremstillingsindustrien, og det bliver afgørende at kunne afkode det politiske landskab. Det var budskabet fra økonomisk kommentator Frank Hvid, da han i går holdt et oplæg på OMRONs Nordic Partner Summit om industriens største strategiske udfordringer.

Her på tærsklen til et globalt økonomisk paradigmeskift venter der masser af potentielle gevinster ude i horisonten. Men også enorme risici.
Derfor bliver modstandsdygtighed og evnen til at afkode det politiske landskab to centrale kompetencer for industriens ledere i de kommende år, lød det fra økonomisk kommentator Frank Hvid, da han i går indtog scenen på OMRONs Nordic Partner Summit 2025 i Ystad – en konference for en række af OMRONs nordiske samarbejdspartnere.
”Vi er på vej ud af 30-40 år med en form for win-win-globalisering, hvor alle var gode venner, og hvor man kunne producere og afsætte sine varer, hvor man havde lyst. Nu er vi på vej over i et scenarie, hvor globaliseringen bliver meget mere fragmenteret, og hvor der er meget mindre tillid,” siger Frank Hvid.
”Så efter en lang økonomisk periode med fokus på effektivitet og optimering af forsyningskæder kigger vi nu ind i en ny fase, hvor modstandsdygtighed bliver et afgørende parameter for rigtig mange fremstillingsvirksomheder,” uddyber han.
Kina 2.0 kommer
Frank Hvid er tidligere investeringschef i blandt andet Nordea og i dag selvstændig rådgiver, underviser og økonomisk kommentator for blandt andet Politiken.
Han var inviteret til Ystad af OMRON for at sætte scenen for den makroøkonomiske udvikling de kommende år, og hvad den udvikling kommer til at betyde for industrien.
Et af de centrale budskaber er ifølge Frank Hvid, at vi kigger ind i nogle år, hvor man ikke bare kan gøre, som man plejer. For kombinationen af den geopolitiske, teknologiske og makroøkonomiske udvikling medfører stor usikkerhed – med både store muligheder og risici til følge.
Pengene sidder løst som aldrig før hos politikerne med dertilhørende voldsomme investeringer i blandt andet forsvar, energi og klima - investeringer, som uvilkårligt vil komme fremstillingsindustrien til gode. Men, understreger Frank Hvid, med disse penge følger også risikoen for, at politikerne dels blander sig mere end tidligere, dels at visse lande vil lukke sig mere om sig selv, når det kommer til kritisk infrastruktur og andre indsatsområder af national interesse.
”Samtidig har Kina tæt på udkonkurreret Europa på elbiler, vindmøller og solceller, og nu mærker vi også hårdere konkurrence inden for robotter, biotech og andre high-tech-industrier. Det betyder, at Europa skal op i gear, og at europæiske politikere bliver mere indstillet på at beskytte visse industrier, hvilket også kan udmønte sig i store ordrer til den europæiske industri. Men samtidig risikerer vi, at Kina vil oversvømme markedet med billigere produkter, fordi kineserne ikke længere i samme grad som tidligere kan afsætte deres varer i USA. Så det er også noget, man som europæisk industrivirksomhed bliver nødt til at forholde sig til. For kineserne rykker ind på vores hjemmebane med deres high-tech, og det sker lige nu,” siger Frank Hvid.
Lyt til politikerne
Kombinationen af disse strømninger betyder ifølge Frank Hvid, at man som industrivirksomhed bør forberede sig på alle tænkelige scenarier og gøre sin værdikæde så modstandsdygtig som muligt.
”Alt det her lagt sammen betyder, at man som virksomhed virkelig skal gøre sig nogle tanker om, hvordan man agerer i de forskellige scenarier, vi kigger ind i. For der er masser af bevægelse derude og masser af muligheder, men risiciene følger også med.”
Først og fremmest skal man lære at lytte til politikerne.
”Stater kommer til at blive en stor kunde for fremstillingsindustrien i de kommende år. Så kig på, hvor de vil bruge pengene, hvordan de vil bruge dem, og hvilke løsninger, der bliver brug for i de industrier,” slutter Frank Hvid.
Om Frank Hvid
- Nationaløkonom med en fortid som investeringschef i Nordea og Carnegie
- I dag selvstændig rådgiver, underviser, foredragsholder og kommentator samt grundlægger af Earlybird Research & Education
- Økonomisk kommentar for bl.a. Politiken og Watch Medier
Kontakter
Morten Vittrup Lund, PR-rådgiver: +45 25 36 24 25 / mvl@kommpress.dk
Billeder
Følg pressemeddelelser fra Omron Industrial Automation Europe
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.


