AIDS-Fondet

AIDS-Fondet: Alt for mange står alene efter seksuelle overgreb

Del

En ny opgørelse viser, at hver tredje LGBT+ person i AIDS-Fondets Checkpoint-klinikker har været udsat for et eller flere seksuelle overgreb. LGBT+ personer er i langt større risiko for overgreb, men de opsøger ikke hjælp i det offentlige. Derfor efterlyser AIDS-Fondet nu en styrket indsats.

Det er vigtigt med hjælp hurtigt efter et overgreb, fordi det mindsker risikoen for de mentale følger, der kan opstå, siger Thomas Hübertz, der er forebyggelses- og rådgivningschef i AIDS-Fondet.
Det er vigtigt med hjælp hurtigt efter et overgreb, fordi det mindsker risikoen for de mentale følger, der kan opstå, siger Thomas Hübertz, der er forebyggelses- og rådgivningschef i AIDS-Fondet. Foto: Mio Voisin

Hver tredje LGBT+ person i AIDS-Fondets test- og rådgivningsklinikker, Checkpoint, har været udsat for seksuelle overgreb.  

Det viser en ny opgørelse, AIDS-Fondet har udarbejdet, fordi organisationen så, at seksuelle overgreb og spørgsmål om grænser var et gennemgående tema i mange test- og rådgivningssamtaler.  

- Der er flere undersøgelser, som viser, at LGBT+ personer har markant større risiko for seksuelle overgreb, men jeg er overrasket over, at det er så mange af vores brugere i Checkpoint, som har været udsat for overgreb, siger Thomas Hübertz, der er forebyggelses- og rådgivningschef i AIDS-Fondet.    

Den høje forekomst af overgreb ses både blandt LGBT+ personer, der kommer for at blive testet for sexsygdomme, og blandt personer, som kommer i et rådgivningsforløb.  

- Vi kan se, at der er mange, som opsøger vores tilbud, men mørketallet er langt større, og der er behov for mere hjælp, end vi kan tilbyde på nuværende tidspunkt, siger Thomas Hübertz. 

Overgreb kan være stærkt traumatiserende 
Thomas Hübertz forklarer, at det kan have store konsekvenser for den mentale sundhed, hvis man ikke få hjælp efter et overgreb.   

- Mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb, har bl.a. større risiko for at udvikle psykiske problemer, angst og depression. Det er vigtigt med hjælp hurtigt efter et overgreb, fordi det mindsker risikoen for de mentale følger, der kan opstå, siger Thomas Hübertz. 

Han er særligt bekymret for LGBT+ målgruppen, fordi LGBT+ personer i høj grad ikke søger hjælp i det offentlige sundhedsvæsen, hvor ventelisterne samtidig er lange. 1

Barrierer for at opsøge hjælp – behov for handling 
Det er almindeligt, at personer, som har været udsat for seksuelle overgreb, oplever tabuisering, tvivl, skyld og skam, og at det afholder dem fra at opsøge hjælp. 

- Mange LGBT+ personer har samtidig erfaring med ikke at blive mødt med indsigt og forståelse, når de henvender sig i det offentlige sundhedsvæsen. Hvis du ikke stoler på, at den person, du møder, forstår din seksualitet eller dit køn, så opsøger du ikke den nødvendige hjælp, siger Thomas Hübertz. 

LGBT+ personer er da også nærmest fraværende i statistikkerne fra de offentlige centre for seksuelle overgreb, hvor ventetiderne er helt op til tre år. 

- Der er behov for en styrket indsats, og der er behov for en behandlingsgaranti. Når man endelig har taget sig mod til at række ud efter hjælp, så skal den være der med det samme, siger Thomas Hübertz. 

Det er ikke en opgave AIDS-Fondet kan løse alene, og derfor rækker organisationen nu ud til politikere og sundhedsvæsen for at få en dialog om, hvordan der kan sikres hurtig og inkluderende hjælp til alle, som har været udsat for overgreb.  

1 "I forhold til seksualitet har 2,8 % givet udtryk for at være homoseksuel og 1,6 % biseksuel og 0,7 % for andet. Der kan være flere, da seksualitet ikke spørges direkte ind til, medmindre det har faglig relevans. I forhold til at prævalensen af seksuelle overgreb er højere hos seksuelle minoriteter, er det få der henvender sig i CSO [Center for Seksuelle Overgreb], med en anden seksualitet end heteroseksuel.” – fra Center for Seksuelle Overgreb Årsstatistik 2024, Rigshospitalet s. 3. Rigshospitalets overgrebscenter er det eneste sted, der opgør på flere køn end to og på seksualitet. Kilde: https://www.rigshospitalet.dk/afdelinger-og-klinikker/julianemarie/center-for-seksuelle-overgreb/for-fagfolk/Documents/aarsstatistik-cso-2024.pdf  

Kontakter

AIDS Fondet kort fortalt

I AIDS-Fondet er vi hver dag med til at sikre adgang til viden, test og behandling af sexsygdomme. Vi tilbyder specialiseret rådgivning om overgreb, sex på stoffer og livet med hiv. Vi støtter forskning og holder Danmark engageret i den globale hiv-indsats og kampen for seksuelle rettigheder. 

Checkpoint er AIDS-Fondets kliniker, hvor unge og LGBT+ personer kan gratis test for sexsygdomme og rådgivning i forhold til seksuel sundhed. Der er Checkpoint-kliniker i Aalborg, Aarhus, Odense, København, Gentofte og på Frederiksberg.

AIDS-Fondet opstod af en akut sundhedskrise, hvor alt for mange mennesker blev syge og døde med hiv og aids. Vi så hvordan udskamning, ensomhed og sorg ramte et helt miljø. Det samfund, der burde gribe, greb ikke. Så vi greb ind og forlangte seksuel sundhed for alle. Og det gør vi stadig.
 
Vi bygger på årtiers global aktivisme. Dengang som nu, rejser vi os, når mennesker udsættes for diskrimination, vold, kriminalisering og nægtes adgang til livsnødvendig forebyggelse og behandling. Fordi ulighed underminerer den seksuelle sundhed og årtiers fremskridt i din globale hiv-indsats. 

Følg pressemeddelelser fra AIDS-Fondet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra AIDS-Fondet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye