Evaluering af Danmarks Grundforskningsfond: Leverer afgørende bidrag til dansk grundforskning
Dansk grundforskning skaber markante forskningsresultater, høster international anerkendelse og giver samfundsmæssig værdi. Det konkluderer en ny evaluering af Danmarks Grundforskningsfond og den banebrydende forskning, som fonden støtter via langsigtede og risikovillige bevillinger.
I mere end 30 år har Danmarks Grundforskningsfond skabt det økonomiske grundlag for fri, nysgerrighedsdrevet forskning i absolut topklasse. Med etablering af 143 Centres of Excellence siden 1991 har fonden styrket Danmarks forskningskapacitet og skabt grobund for banebrydende resultater, internationalt samarbejde og langsigtet talentudvikling.
Det viser en ny evaluering, som blandt andet benytter sig af bibliometriske analyser, surveys og kvalitative interviews. Rapporten viser, at forskning finansieret af fonden har en meget høj videnskabelig kvalitet og gennemslagskraft – og i flere tilfælde har skabt helt nye forskningsfelter og videnmiljøer med global betydning.
Ifølge evalueringen er Danmarks Grundforskningsfonds Centres of Excellence-program stadig et effektivt instrument i det danske forskningsmiljø, der giver forskere mulighed for at forfølge originale idéer med langsigtet støtte og høj grad af frihed.
De danske Centres of Excellence står for 4,5 procent af alle danske forskningspublikationer – trods en andel på ca. to procent af de offentlige forskningsmidler – og deres resultater kan måle sig med de bedste internationale bevillinger såsom Det Europæiske Forskningsråds Advanced Grants.
Evalueringen peger desuden på, at fondens Centres of Excellence styrker talentudvikling, internationalisering og skaber betydelig samfundsmæssig værdi – blandt andet gennem nye virksomheder, viden til politikudvikling og formidling af forskning til offentligheden.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:
-Det er virkelig flot, at evalueringen af Danmarks Grundforskningsfond viser så positivt et resultat. Grundforskningsfondens arbejde er helt afgørende, hvis vi skal kunne levere den fremragende grundforskning, der kan være nøglen til at løse udfordringer eller forbedre vores samfund på måder, som vi ikke engang kan forstille os i dag.
Bestyrelsesformand for Danmarks Grundforskningsfond Dorthe Dahl Jensen siger:
-Vi er yderst tilfredse med, at evalueringen viser, at fondens arbejde fremmer forskning med høj international gennemslagskraft og medvirker til udviklingen af forskningstalenter i Danmark. Det er også vigtigt for os, at evalueringen dokumenterer, at DG-centrenes forskning ofte har bred samfundsmæssig nytte.
Fakta
- Danmarks Grundforskningsfond er en uafhængig offentlig fond oprettet i 1991 med det formål at styrke dansk grundforskning i verdensklasse.
- Centres of Excellence (CoE) er fondens primære virkemiddel. Centrene etableres i op til 10 år og fungerer som fleksible forskningsbevillinger, der tildeles forskningsmiljøer, der arbejder med nysgerrighedsdrevet grundforskning på højeste internationale niveau inden for alle forskningsområder.
- Fonden er finansieret gennem statsligt indskud af grundkapital – senest i 2015. Fonden uddeler årligt omkring 470 millioner kroner – svarende til knap to procent af de offentlige forskningsmidler i Danmark.
- Evalueringen af Danmarks Grundforskningsfond er gennemført af IRIS Group i 2025. Evalueringen er bestilt af Danmarks Grundforskningsfond efter anmodning fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
- Formålet med evalueringen er at belyse, om fonden fortsat lever op til sit lovbestemte formål om at styrke Danmarks forskningsmæssige udviklingsevne ved finansiering af enestående forskning på internationalt niveau.
For yderligere oplysninger:
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk
Følg pressemeddelelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet
Danmark og Canada indgår fælleserklæring om styrket samarbejde på kvanteområdet10.11.2025 13:00:00 CET | Pressemeddelelse
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund og den canadiske ambassadør til Danmark Carolyn Bennet har underskrevet en fælleserklæring, som skal styrke det dansk-canadiske samarbejde om kvanteforskning og -teknologi.
Bredt flertal er enige om nybrud i dansk forskningspolitik med flerårige milliardinvesteringer6.11.2025 09:30:00 CET | Pressemeddelelse
Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har indgået aftaler, der styrker forskning inden for sikkerhed, sundhed og klima og skaber bedre betingelser for videnskabelige gennembrud og iværksætteri.
Invitation til doorstep om nybrud i dansk forskningspolitik med flerårige milliardinvesteringer5.11.2025 21:45:13 CET | Pressemeddelelse
Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier er enige om flerårige milliardbevillinger til blandt andet sikkerhed, sundhed, klima og fri forskning og innovation.
Danmark støtter ukrainsk forskning i sanktioner mod Rusland23.10.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den danske regering vil støtte det ukrainske forskningsinstitut Kyiv School of Economics (KSE) med oprettelse af et forskningscenter, der skal bidrage med viden og forslag til nye sanktioner mod Rusland og analyse af sanktionsomgåelse.
I et nybrud med dansk forskningspolitik vil regeringen gennemføre flerårige investeringer i forskning og innovation på over 19 mia. kr.22.10.2025 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen vil styrke Danmarks forskning inden for områder som sikkerhed, sundhed og klima og samtidig skabe bedre betingelser for både den risikovillige topforskning, der danner grundlaget for fremtidens videnskabelige gennembrud, og for innovation og iværksætteri.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum