Viborg Ungdomsskole

Nu tier de kloge stille, imens de unge taler

Del

Kommunen og ungdomsuddannelserne arbejder sammen om at passe godt på ungdommen. Samarbejdet kaldes for Rusmiddelnetværket og består af undervisere fra uddannelserne og kommunale fagfolk med indsigt i nutidens stimulanser. Mennesker med forstand på alverden, men torsdag den 13. november sætter de sig ned og lytter. For hvem andre end ungdommen har egentlig forstand på at være ung?

”Vi vil sikre os, at vi som professionelle og som netværk arbejder med og på noget, der er relevant for de unge. Derfor lægger vi op til en dag, hvor de kan tale åbent og ærligt, og hvor følelser og fakta er lige vigtige,” siger SSP-konsulent Christian Stenrøjl om formålet med temadagen.
”Vi vil sikre os, at vi som professionelle og som netværk arbejder med og på noget, der er relevant for de unge. Derfor lægger vi op til en dag, hvor de kan tale åbent og ærligt, og hvor følelser og fakta er lige vigtige,” siger SSP-konsulent Christian Stenrøjl om formålet med temadagen. Foto: Arkivfoto, Viborg Ungdomsskole

Den 13. november klokken 9.00 mødes 35 elever fra ungdomsuddannelserne i Viborg Kommune. De er hver især er blevet prikket som nogen, der kan berette om livet som menige medlemmer af nutidens helt almindelige ungdom.

SSP-konsulent Christian Stenrøjl vil byde dem velkommen i Atriumgården på Viborg Ungdomsskole og sætte rammen for dagen, inden de fordeler sig i grupper. En gruppe vil have fokus på alkohol, en anden på nikotin, en tredje på øvrige rusmidler. Hver gruppe ledsages af to vejledere, der klæder de unge på med praktisk viden om emnet og hjælper samtalen på vej, men i øvrigt siger så lidt som muligt. Denne dag er det de unge, der står med pegepind og tavle.

At gå i takt på en balancebom

Eleverne er inviteret af Rusmiddelnetværket. Et netværk for ungdomsuddannelserne i Viborg Kommune etableret med det formål at dele ressourcer og skabe fælles politikker og retningslinjer for de unges brug af rusmidler.

Hver ungdomsuddannelse har en repræsentant i netværket, og Viborg Kommunes SSP, uddannelsesvejlederne, Rusmiddelcenter Viborg, Sundhedscenter Viborg og Familiecenter Viborg sidder med som kommunale ressourcer, som skolerne kan trække på.

Rusmiddelnetværket er med andre ord opstået i en forståelse af, at den frie ungdom trods alt har brug for rammer, støtte og vejledning til at kunne træffe gode valg for sig selv og bidrage til sunde festmiljøer på deres ungdomsuddannelser.

Der er kilometervis af gode grunde til at gå fornuftigt til stimulanserne. Virkningerne og konsekvenserne af forkert brug, overforbrug og misbrug kender de professionelle alt til. Men hvilken hjælp skal kommunen tilbyde, og hvornår? Og hvordan sætter ungdomsuddannelserne de rette rammer? Hvordan skaber de forudsætningerne for en rimelig balance mellem frihed og tryghed, fest og fornuft?

Spejle til de blinde vinkler

Når de professionelle i netværket skal sætte rammerne, skabe ressourcerne og sikkerhedsnettet for en ungdom, de ikke selv er en del af, kræver det, at de lytter omhyggeligt til dem, det hele handler om, mener Viborg Kommunes SSP-konsulent Christian Stenrøjl, der er blandt initiativtagerne til temadagen.

”Vi vil sikre os, at vi som professionelle og som netværk arbejder med og på noget, der er relevant for de unge. Derfor lægger vi op til en dag, hvor de kan tale åbent og ærligt, og hvor følelser og fakta er lige vigtige,” forklarer han.

”Hvis nogen for eksempel har en oplevelse af utryghed i bestemte sammenhænge, så er det for os en relevant betragtning, vi kan tage med os.”

Hvad netværket præcis ønsker at få ud af gruppernes samtaler og overleveringer, vil han lade stå åbent.

”Hvis vi på forhånd bestemmer os for et udfald, vil vi ikke lytte ordentligt efter. Det handler om at få afdækket vores egne blinde vinkler, så vi har de bedste forudsætninger for at kvalificere vores arbejde. Er der noget, vi ikke har fået øje på? Er der noget, vi misforstår?”

De sidder med i Rusmiddelnetværket
Sundhedscenter Viborg
Rusmiddelcentret
VEVO
Asmild Kloster Landbrugsskole
Familiecenterets Rusmiddelbehandling 
Bjerringbro Gymnasium
Medieskolerne
Viborg Katedralskole
Mercantec
FGU
Politiet
Viborg Ungdomsskole
Jobcenter Viborg
Klub Stedet
Viborg Gymnasium
Forebyggelsesteamet (SSP)

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Om Viborg Ungdomsskole:

Viborg Ungdomsskole rummer mange afdelinger med vidt forskellige mål og målgrupper. Fælles for hele huset er, at vi bidrager til unges positive udvikling. Med udgangspunkt i trivsel, læring og fællesskab gør vi vores bedste for at bidrage til en givende og udviklende ungdom.

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye