Danmark og Canada indgår fælleserklæring om styrket samarbejde på kvanteområdet
10.11.2025 13:00:00 CET | Uddannelses- og Forskningsministeriet | Pressemeddelelse
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund og den canadiske ambassadør til Danmark Carolyn Bennet har underskrevet en fælleserklæring, som skal styrke det dansk-canadiske samarbejde om kvanteforskning og -teknologi.
Kvanteteknologi er blevet en del af et globalt teknologisk kapløb. Den kritiske teknologi rummer et stort potentiale, men kan også udgøre en risiko for landets sikkerhed – blandt andet ved at bryde krypteret kommunikation. Både Danmark og Canada er langt fremme i feltet, og nu har de to lande indgået en fælleserklæring, som skal styrke samarbejdet mellem de to lande.
Fælleserklæringen lægger blandt andet op til at understøtte samarbejde om forskningsprojekter og udveksling af forskere og studerende. Derudover skal erklæringen generel knytte de to landes kvanteøkosystemer tættere på hinanden inden for innovation, kommercialisering, sikkerhed og standardisering.
Kvanteteknologi kan bryde rammerne for klassisk regnekraft og simulering og på den måde blandt andet være med til at udvikle ny medicin og mere præcis diagnostik, forbedre klimamodellering og overvågning af miljøet, ligesom teknologien kan skabe sikker kommunikation og bedre beskyttelse mod cyberangreb.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:
- Canada er en meget attraktiv samarbejdspartner inden for kvanteteknologi, hvor de er førende på flere felter. Samtidig deler vi mange grundlæggende værdier i tilgangen til forskning og innovation. Derfor er det oplagt, at vi nu styrker samarbejdet, og det bygger ovenpå en generel bred og langsigtet satsning på området fra regeringens side. Kvanteteknologi handler om universets mindste partikler, men potentialet er enormt. Derfor skal vores internationale samarbejde også være stærkt.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen siger:
- Danmark og Canada samarbejder allerede tæt på mange områder såsom sikkerhed og forsvar, Arktis, sundhed og energi. Det nye samarbejde med Canada på kvanteteknologi åbner dørene for nye innovationsmuligheder, som vil gavne både danske virksomheder og vores fælles sikkerhed i fremtiden. Vi har brug for tæt samarbejde om udviklingen af kritiske teknologier med ligesindede lande i og uden for Europa.
Canadas industriminister Mélanie Joly siger:
- Canada er stolt af at samarbejde med Danmark om at fremme globalt lederskab inden for videnskab og teknologi. Vores samarbejde inden for kvanteinnovation afspejler en fælles forpligtelse til at tackle verdens mest presserende udfordringer, fra sundhedspleje til ren energi og forsvar. Dette partnerskab styrker samarbejdet mellem vores nationer og udnytter vores samlede ekspertise til at bevæge os hurtigere i det globale teknologiske kapløb. Sammen demonstrerer vi, hvordan internationalt samarbejde kan levere reelle løsninger og forme en mere sikker og bæredygtig fremtid.
Fakta
- Canada er en af verdens førende kvantenationer. I 2023 investerede landet 1,7 pct. af BNP i forskning og innovation, og Canada har et robust forskningsmiljø med stærke universiteter, hvoraf flere institutioner er blandt de 100 bedste på verdensplan.
- I kvanteøkosystemet er der konkrete partnerskaber mellem danske og canadiske aktører, herunder samarbejdet mellem de canadiske virksomheder Xanadu og Phantom Photonics, førstnævnte i samarbejde med DTU og sidstnævnte med deltagelse i NATO DIANA accelerator program.
For yderligere oplysninger:
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk
Følg pressemeddelelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet
Minister samler den danske forskningsverden til topmøde om akademisk frihed23.2.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Akademisk frihed er en forudsætning for en oplyst demokratisk samtale, men flere forskere oplever, at deres akademiske frihed er under pres fra forskellige sider. Uddannelses- og forskningsministeren afholder topmøde for at diskutere udfordringen og bud på, hvordan den akademiske frihed kan styrkes.
Bestil en forsker og få stillet nysgerrigheden7.2.2026 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Nu åbner Bestil en Forsker, hvor du gratis kan booke en forsker, der fortæller om alt mellem sundhed og udfordringer ved kunstig intelligens i din stue, på arbejdet eller studiet. Foredragene spænder bredt, og initiativet er en del af Forskningens Døgn.
Uddannelses- og forskningsministeren rejser til München for at styrke samarbejdet om innovation og rumforskning3.2.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund rejser til München for at besøge en af Europas førende regioner, når det kommer til koblingen af viden, industri, startups og kapital. Besøget skal være med til at styrke dansk-tysk samarbejde.
Opdateret kodeks skal styrke troværdigheden af dansk forskning og beskytte mod pres på forskere29.1.2026 06:40:26 CET | Pressemeddelelse
Det danske kodeks for integritet i forskning er blevet opdateret med fokus på blandt andet forskningsfrihed. Det skal være med til at værne om forskningsfriheden mod indre pres fra bl.a. ledelser eller kolleger samt ydre pres fra politikere, fonde, interesseorganisationer eller lignende.
Ny aftale baner vejen for, at mere forskning kan omsættes til innovation og iværksætteri26.1.2026 11:37:12 CET | Pressemeddelelse
Regeringen og DD, SF, LA, KF, DF, RV og ALT er enige om, at universiteterne skal være en central drivkraft bag innovation og iværksætteri, så langt mere forskning kan omsættes til innovative løsninger og nye højteknologiske vækstvirksomheder.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum