Uddannelses- og Forskningsministeriet

Bredt flertal er enige om nybrud i dansk forskningspolitik med flerårige milliardinvesteringer

Del

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har indgået aftaler, der styrker forskning inden for sikkerhed, sundhed og klima og skaber bedre betingelser for videnskabelige gennembrud og iværksætteri.

En verden i hastig forandring, internationalt teknologisk kapløb og en udfordret konkurrenceevne stiller større krav til vores forsknings- og innovationsindsats. Nu sætter et bredt flertal blandt Folketingets partier en klar og flerårig retning for, hvad der skal prioriteres de kommende år.

Aftalerne indebærer, at der med finansloven for 2026 vil blive prioriteret over 19 mia. kr. til både langsigtede og strategiske investeringer i forskning og innovation i 2026-2029. Det betyder blandt andet en prioritering på over 15 mia. kr. til forskning i kritiske teknologier og forsvarsteknologi, der kan styrke Danmarks sikkerhed, samt forskning inden for grøn omstilling, sundhed og life science.

Derudover vil partierne prioritere flere frie forsknings- og innovationsmidler til universiteterne. Det giver mulighed for at satse mere på iværksætteri og på den risikovillige topforskning, som kan føre til nye, store videnskabelige gennembrud i fremtiden.

Inden for sikkerhed og kritiske teknologier prioriteres der f.eks. midler til rumområdet, som blandt andet skal være med til at understøtte Europas mulighed for at opsende raketter. Der afsættes også midler til forskning i kvanteteknologi og kunstig intelligens.

På sundhedsområdet afsættes der blandt andet 160 mio. kr. i perioden 2026-2029 til at oprette Nationalt Center for Kvinders Sundhed, som skal levere mere forskning i blandt andet kvinders sundhed og kvinderelaterede sygdomme og tilstande.

Læs Aftaler om Forskning og Innovation 2026-2029

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:

"Jeg er utrolig glad og stolt over, at der nu står et bredt flertal bag en ny politisk retning for dansk forskning og innovation. Det betyder, at vi for alvor kan styrke områder, som er helt centrale for danskernes sikkerhed og sundhed, og vi kan skrue endnu mere op for den grønne omstilling og vores evne til at konkurrere i en global økonomi. Samtidig skaber vi et større rum til risikovillighed til de vilde idéer og giver universiteterne endnu bedre muligheder for at tiltrække talenter og topforskere, så Danmark kan fortsætte med at bedrive fremragende forskning."

Forskningsordfører Trine Bramsen (S) siger:

"Selvom vi er et lille land, har vi stor styrke gennem vores forskningsmiljøer. Nu giver vi forskningen i Danmark endnu bedre rammer og sikrer, at den bredes ud i hele landet og på felter, der tidligere har været oversete. F.eks. hvad angår kvinders sundhed og maritim forskning. Forskning er forudsætning for at forbedre danskernes hverdag, helbred og muligheder i livet. Og derfor har det været vigtigt for os, at skabe bedre og mere gennemsigtige rammer."

Forskningsordfører Heidi Bank (V) siger:

"Forskning kræver langsigtede investeringer. Derfor har Venstre arbejdet for, at forskningsreserven i langt højere grad bliver flerårig. Med Aftaler om Forskning og Innovation 2026-2029 leverer vi på netop det. Aftalen giver universiteter, virksomheder og forskningsmiljøer bedre mulighed for at planlægge og investere stabilt. Samtidig løfter vi de strategiske satsninger inden for kritiske teknologier, cybersikkerhed, grøn omstilling, sundhed og innovation i erhvervslivet. Det styrker dansk forskning og erhvervsliv. Det er en ambitiøs og bred aftale med næsten hele Folketinget. Det glæder os, for forskning og innovation er afgørende, hvis Danmark også fremover skal være et land, der udvikler ny viden, nye løsninger og nye arbejdspladser."

Forskningsordfører Rasmus Lund-Nielsen (M) siger:

"I Moderaterne er vi stolte af denne forskningsaftale. Vi løfter psykiatriforskningen markant og langsigtet – 165 mio. kr. i 2026 og årligt frem – så vi får mere viden om forebyggelse, tidlig opsporing og virksomme behandlinger til gavn for patienter og pårørende. Samtidig investerer vi i sundhed, life science og velfærdsteknologi og i de STEM-områder, der driver næste generation af løsninger: kvanteteknologi, kunstig intelligens og mikrochips. Forskning skal omsættes til bedre behandlinger, nye virksomheder og højtkvalificerede job."

Forskningsordfører Marlene Harpsøe (DD) siger:

"Danmarksdemokraterne er glade for endnu engang at stå bag en forskningsaftale, der sikrer, at vi fortsat kan udvikle fremfor at afvikle et af verdens mest grønne landbrug med ny viden om, hvordan vi bedst muligt driver fremtidens landbrug og leverer fødevarer i verdensklasse til danskerne. Med aftalen sikrer vi samtidig støtte til forskning i den borger- og praksisnære velfærd og sundhed, men også klinisk og uafhængig forskning i ulighed i sundhed på baggrund af fx geografi. Det er helt afgørende for at nå i mål med sundhedsreformen og ambitionerne om en stærk og nær sundhed og velfærd, uanset hvor du bor."

Forskningsordfører Sofie Lippert (SF) siger:

"Langt om længe gør vi noget ved at flere og flere forskningsmidler er politisk øremærkede. Med et markant løft af de frie midler til universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier tager vi et skridt i retning af mere fri forskning. Det har været en vigtig prioritet for SF at også midlerne til professionshøjskoler og erhvervsakademier er delvist sikret i de kommende år. Derudover er vi glade for at det lykkedes at genopbygge dansk fredsforskning med en substantiel bevilling til DIIS."

Forskningsordfører Sandra Elisabeth Skalvig (LA) siger:

"I Liberal Alliance glæder vi os over, at der med første delaftale afsættes 10 mio. kroner årligt over de næste fire år til forskning i atomkraft. Det er på høje tide, at forskning i atomkraft prioriteres varigt, hvorfor det har været vigtigt for os at sikre en flerårig bevilling. Vi er imidlertid ligesom forrige år ikke med i anden delaftale pga. Inge Lehmann-programmet. Programmet er et klokkeklart eksempel på statsfinansieret kønsdiskrimination, og det vil vi ikke stå model til."

Forskningsordfører Lise Bertelsen (KF) siger:

"For Det Konservative Folkeparti er det en stor sejr, at vi for første gang afsætter penge til forskning i kernekraft. Det er et historisk skifte i dansk forskningspolitik. Derudover var det vigtigt for os at sætte mere fokus på forskning i cybersikkerhed set i lyset af den usikre tid, som vi lever i. Endelig er det også vigtigt for os, at vi får flere midler til at forske i de tidlige indsatser for 0-5-årige børn som opfølgning på 10-årsplanen for psykiatri."

Forskningsordfører Mai Villadsen (EL) siger:

"Det her er en fantastisk god aftale. Endelig får vi sikret, at forskningens finansiering bliver gennem flere år. Det vil skabe mere stabilitet og sammenhæng. Og samtidig får vi hævet forskningsmidlerne til universiteterne, professionshøjskolerne og erhvervsakademierne. I en tid med mange voldsomme krige og uroligheder i verden, har det været vigtigt for os i Enhedslisten at finde penge til freds- og konfliktforskning. Det sikrer vi nu. Og sidst men ikke mindst, er det en sejr, at der efter flere års pres, nu oprettes et center der skal forske kvindesygdomme og -sundhed. Det er vi meget glade for. 

Forskningsordfører Stinus Lindgreen (RV) siger:

"I Radikale Venstre er vi særligt glade for, at der endelig gøres op med de 1-årige aftaler, ligesom der endelig kommer et flerårigt og stort løft af basismidlerne. Begge dele har vi argumenteret for i årevis, og selv om vi gerne var gået længere endnu, vil vi gerne kvittere for, at en minister endelig tager skridt i den retning. Derudover indeholder aftalen en række gode initiativer om alt fra frie midler og videnskabsformidling over klinisk forskning til kritiske teknologier og investeringer i rumforskning."

Forskningsordfører, Christina Olumeko (ALT) siger:

"Aftalen markerer et nybrud i nyere dansk forskningspolitik, hvor vi indfører en stabil, flerårig finansiering af forskningen i Danmark. Samtidig styrker vi igen basismidlerne og understøtter formidlingen af forskning, som i denne tid præget af misinformation er vigtigere end nogensinde. Jeg er også glad for, at vi er blevet enige om at drøfte, hvordan vi styrker den akademiske frihed sammen med sektoren på et kommende topmøde."

Fakta

  • Aftalerne indebærer, at der med finansloven for 2026 vil blive prioriteret over 19 mia. kr. til langsigtede, strategiske investeringer i forskning og innovation i 2026-2029. Heraf:
  • 3,8 mia. kr. til frie forsknings- og innovationsmidler, herunder:
    • 2 mia. kr. til risikovillig topforskning.
    • 1,8 mia. kr. til mere innovation og videnbaseret iværksætteri.
  • 6,9 mia. kr. til sikkerhed, kritiske teknologier og forsvarsforskning.
  • 6 mia. kr. til forskning i klima og miljø.
  • 3 mia. kr. til forskning inden for sundhed og life science.
  • Derudover prioriteres der følgende i 2026:
    • 180 mio. kr. til at styrke den sociale sammenhængskraft
    • 109 mio. kr. til at styrke Danmarks internationale engagement og samarbejde på forsknings- og innovationsområdet.
    • 46 mio. kr. til at øge forskningens synlighed og tilliden til viden samt styrke forskningsfriheden.

For yderligere oplysninger:

Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk

Følg pressemeddelelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye