Danske unge har generelt meget sex - og god sex, viser Sex & Samfunds nye undersøgelse
Unge i Danmark har generelt et positivt forhold til sex og samtykke. De har ikke mindre sex end tidligere, og de fleste oplever at have et godt sexliv. Når de søger viden om sex, vægtes chatbots lavt og seksualundervisning højt. Men for mange har stadig ikke nogen at tale med om sex, for mange får ikke tilstrækkelig seksualundervisning og for mange anvender usikre præventionsformer. Det viser Sex & Samfunds nye ungeundersøgelse SexLiv 2025.
I dag præsenterer Sex & Samfund en ny årlig og omfattende undersøgelse af danske unges sexliv: SexLiv 2025.
Baseret på en stor spørgeskemaundersøgelse af unge mellem 15 og 25 år foretaget af Voxmeter for Sex & Samfund giver SexLiv 2025 et opdateret indblik i, hvordan unge har det med sex, samtykke og prævention. SexLiv 2025 er støttet af Nordea-fonden.
”Vi er stolte af at starte en ny tradition med ungeundersøgelsen SexLiv, som vi vil gentage hvert år og følge udviklingen i unges sexliv og dermed også deres trivsel og sundhed. På den måde kan vi være med til at sikre, at vi som samfund reagerer på de forandringer, der sker i unges liv og adfærd. Med tiden vil det give os omfattende og værdifuld viden, der kan styrke både oplysning, undervisning og rådgivning – målrettet dér, hvor de unge selv udtrykker usikkerhed eller behov for støtte,” siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.
Grundlæggende går det rigtig godt
I SexLiv 2025 ser det ud til, at de unge ikke har mindre sex end tidligere. Den seksuelle debutalder ligger på gennemsnitligt 16,2 år og har dermed ikke har rykket sig væsentligt siden 1970’erne. Derudover oplever 61% af unge at have et godt eller meget godt sexliv.
Når det kommer til de unges kilder til viden om sex, prævention, sexsygdomme, samtykke og grænser ligger chatsbots som ChatGPT i bunden, mens venner og seksualundervisning derimod er de unges to mest anvendte kilder.
Over halvdelen af unge oplever, at de ikke får viden om emnerne gennem seksualundervisning, hvilket peger på, at der stadig er et stykke vej, før den obligatoriske undervisning når alle målgrupper.
Samtidigt oplever en betydelig andel af de unge ikke at have nogen at tale med om sex, prævention, sexsygdomme, samtykke og grænser. Det gælder hver fjerde til hver syvende ung afhængigt af emnet.
”Modsat af, hvad nogle måske tror, viser vores nye undersøgelse, at de unge i Danmark faktisk har et grundlæggende sundt og positivt forhold til sex. Det er så stærkt. Men vi må ikke tage fremskridtene for givet, når nogle unge stadig mangler viden og nogen at tale med om sex. Vi skal sikre, at ALLE unge – uanset baggrund, hvilken uddannelse de går på - eller om de går på en uddannelse – får adgang til viden gennem kvalificeret seksualundervisning. Når unge har viden, så har de bedre forudsætninger for at træffe informererede valg og handle med respekt for sig selv og for andre,” siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.
De unge har en stærk forståelse for samtykke, men den løbende samtale er svær
SexLiv 2025 viser, at de unge vurderer, at de har et højt vidensniveau om samtykke og grænser. 80% af de, som har haft deres seksuelle debut, oplever, at de er i stand til at sikre samtykke til sex.
”Arbejdet med at udbrede samtykkekulturen virker bredt set, og de unge går i høj grad forrest. Det billede genkender vi, når vi møder dem i seksualundervisningen eller på vores rådgivningsplatform Sexlinien. De fleste unge har en stærk forståelse for, hvad samtykke betyder og tager aktivt ansvar for at sikre, at sex sker gensidigt. Men forståelsen af det løbende samtykke kan blive bedre. For nogle unge er det ikke selvfølgeligt, at man kan ændre mening under sex – og netop dér ligger en vigtig opgave foran os. For samtykke er ikke et punkt, man når til, men en samtale, der fortsætter hele vejen igennem,” siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.
Undersøgelsen viser, at der fortsat er udfordringer i forhold til forståelsen af den løbende kommunikation under sex. 17 % af mænd og 6 % af kvinder mener ikke, at man kan trække sit samtykke tilbage undervejs.
For mange unge bruger ingen eller usikre præventionsformer
Når de unge bliver spurgt, om de brugte kondom, sidst de var sammen med en ny partner, svarer kun halvdelen af mændene og cirka hver tredje af kvinderne ja.
Hver syvende ung brugte ingen af de listede præventionsformer - og afbrudt samleje (det, som nogle unge kalder for ’pull and pray’) er den tredjemest anvendte præventionsform blandt unge.
Ifølge Sex & Samfund er afbrudt samleje, sikre perioder og cyklus-apps usikre præventionsformer, og relativt mange vil derfor opleve uønsket graviditet sammenlignet med brug af mere pålidelige metoder.
”Det er vigtigt, at unge har viden om både sikker sex og om den usikkerhed, der er forbundet med nogle præventionsformer, så de kan træffe informerede valg. Både når det gælder beskyttelse mod uønsket graviditet og sexsygdomme, skal vi løfte unges viden – uden løftede pegefingre. For vi skal ikke tilbage til fortidens skræmmekampagner og frygt, men derimod nå unge med budskaber om, at sikker sex - og i særdeleshed kondombrug – faktisk er sexet. Derudover er det en samfundsopgave at sikre, at prævention, test og rådgivning er tilgængeligt,” siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.
Læs mere om, hvordan unge i Danmark har det med sex, samtykke og prævention i den omfattende ungeundersøgelse SexLiv 2025 under vedhæftede filer. Her finder du også Sex & Samfunds hovedkonklusioner og anbefalinger.
Om SexLiv 2025
- SexLiv – Sex & Samfunds ungerapport 2025 har til formål at undersøge seksuel adfærd og sundhed blandt danske unge.
- Sex & Samfund vil helt eller delvist gentage undersøgelsen fremadrettet for at følge udviklingen i den seksuelle adfærd og sundhed blandt unge over tid i Danmark.
- Undersøgelsen bygger på en webbaseret spørgeskemaundersøgelse, der er foretaget af Voxmeter for Sex & Samfund.
- I alt har 1.354 respondenter besvaret spørgeskemaet.
- Dataindsamlingen er sket i perioden d. 12. maj til d. 21. juni 2025.
- Målgruppen for undersøgelsen har været unge danskere i alderen 15-25 år.
- SexLiv – Sex & Sanmfunds ungerapport 2025 er støttet af Nordea-fonden.
Kontakter
Pernille BuchPresseansvarlig
Tlf:29714222pb@sexogsamfund.dkVedhæftede filer
Om Sex & Samfund
Sex & Samfund kæmper for alles ret til at være den, de er, elske hvem de vil og få de børn, de ønsker.
Det har vi gjort i mere end 60 år. Men kampen fortsætter, fordi fordomme, diskrimination, sexsygdomme, uønskede graviditeter og mødredødelighed stadig ødelægger alt for mange liv både i Danmark og verden rundt.
Rettigheder i forhold til køn, krop og seksualitet er en holdningsmæssig og politisk kampplads. Sex & Samfund står som del af en stærk global bevægelse forrest i kampen for disse rettigheder og for at skabe opbakning i Danmark og i verden.
Følg pressemeddelelser fra Sex & Samfund
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Sex & Samfund
Massiv investering: Flere unge skal have en tryg og sikker start på sexlivet3.9.2025 04:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Nordea-fonden støtter Sex & Samfunds nye landsdækkende indsats for styrkelse af seksuel sundhed og trivsel for unge med knap 10 millioner kroner.
Ny nordisk alliance for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder4.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nordiske civilsamfundsorganisationer går sammen for at beskytte seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder – globalt og nationalt.
Sex & Samfund styrker abortrådgivningen – ingen skal stå alene27.5.2025 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra 1. juni 2025 træder Danmarks nye abortlov i kraft – og samtidigt styrker Sex & Samfund rådgivningen til unge, der er blevet gravide. Rådgivningen til de unges forældre styrkes ligeledes.
Barnevognsmarch 2025: Gå for verdens mødre i ti danske byer7.5.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Globalt dør 712 kvinder hver dag i forbindelse med graviditet og fødsel. Derfor går hundredvis af forældre og børn med i Barnevognsmarchen 2025 for at støtte kampen mod mødredødelighed. Det foregår på Mors Dag d. 11. maj i Aalborg, Frederikssund, Helsingør, Hillerød, Jyllinge, København, Roskilde, Skanderborg, Vejle og Ølstykke. For hver deltager går 100 kroner til sagen.
Uge Sex 2025: Halvdelen af unge oplever, at deres udseende er adgangsbillet til fællesskabet – for mange holdes uden for3.2.2025 04:30:00 CET | Pressemeddelelse
Halvdelen af børn og unge mener, at udseendet spiller en stor rolle for at blive accepteret i skolen. Over ni ud af ti har oplevet, at der tales grimt om andres kroppe eller udseende. Den konstante bedømmelse presser børn og unge til at yde kropskontrol og undgå sociale aktiviteter. Derfor sætter Sex & Samfunds kampagne Uge Sex i år fokus på, hvordan vi gør op med kropskontrollen og skaber mere inkluderende fællesskaber.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum