Hver dag bliver 78 børn dræbt, lemlæstet, bortført eller udsat for seksuel vold i verdens konflikter
4.11.2025 06:30:00 CET | Red Barnet | Pressemeddelelse
Ny rapport fra Red Barnet viser, at antallet af børn, der lever i konfliktzoner, er vokset voldsomt. Ikke siden Anden Verdenskrig har verden oplevet så meget krig og konflikt. Det internationale samfund skal gøre meget mere for at beskytte børn og sikre fred i uroplagede regioner, lyder det fra Red Barnet.
Antallet af børn, der er blevet udsat for voldsomme krænkelser, har ramt et skræmmende højt niveau. Det viser Red Barnets årlige rapport ‘Stop The War on Children; Security for Whom?’
Verden over har konflikter og krige ført til, at endnu flere børn er blevet dræbt, lemlæstet, udsat for seksuelle overgreb, bortført. Mange har oplevet, at skoler og hospitaler er blevet angrebet, og at børn er blevet nægtet nødhjælp.
Helt konkret er 41.763 børn i konfliktzoner blevet udsat for grove krænkelser i 2024. Det er en stigning på 30 procent i forhold til rædselsåret 2023 – og 70 procent i forhold til 2022. Så høje tal er ikke set på noget tidspunkt i den næsten 20-årige periode, hvor Red Barnet har udarbejdet den årlige undersøgelse.
Tallene dækker over, at der hver dag er 78 børn – svarende til næsten fire skoleklasser – der oplever gruopvækkende krænkelser såsom drab, lemlæstelse, bortførelse eller seksuelle overgreb.
– Bag disse tal gemmer sig rigtige børn. Børn, der bliver dræbt, udsat for voldsomme seksuelle overgreb eller lemlæstet. Det er børn, der får frarøvet deres barndom og deres fremtid. Børn, der skal leve uden lemmer og med forfærdelige ar på sjælen, og som nu i Gaza, Sudan og mange andre lande lever med frygten for angreb, for død og ødelæggelse, siger Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, og tilføjer:
– Det er en farlig kombination, vi ser lige nu. På den ene side oplever flere og flere farlige krige og konflikter, hvor tusindvis af børn lemlæstes, udsættes for overgreb eller tvinges på flugt. Samtidig er der stadigt flere lande, der skærer i bistanden. Det betyder, at det humanitære system og FN er presset helt i knæ. Det internationale samfund skal handle og gøre langt mere for at forhindre konflikter, fremme fred og beskytte børn.
Af de seks grove krænkelser, der bliver fremhævet i rapporten, er rekruttering af børn til væbnet konflikt den eneste forbrydelse, der ikke er steget fra 2023 til 2024. Over halvdelen af de voldsomme krænkelser på verdensplan fandt sted i det besatte palæstinensiske område, DR Congo, Nigeria og Somalia, hvor det besatte palæstinensiske område har oplevet det højeste antal grove krænkelser, herunder drab og lemlæstelse af børn.
Mere hjælp til de millioner af børn, der vokser op i krig
Samtidig viser rapporten, at et rekordhøjt antal børn – 520 millioner – eller hvad der svarer til hvert femte barn i verden – vokser op i aktive konfliktzoner. Siden 2010 er antallet af børn i konfliktzoner steget med 60 procent, mens antallet af dokumenterede grove krænkelser mod børn er vokset med hele 373 procent.
Årets rapport peger også på, at Afrika for første gang i over 15 år er det kontinent, hvor den største andel af børn - 32,6 procent (svarende til 218 millioner børn) - lever i konfliktområder i Afrika.
– Disse rystende tal viser, at vi bliver nødt til at handle. Flere steder i Afrika ser vi voldsomme konflikter, hvor befolkningernes råb om hjælp ikke er blevet hørt. Sudan, DR Congo og Somalia er tre glemte konflikter, hvor vi har set, at vold og andre krænkelser er steget markant, hvor der er akut brug for hjælp, og hvor verdenssamfundet må gøre mere for at styrke uddannelse og børnebeskyttelse og sikre humanitær hjælp, siger Jakob Eilsøe Mikkelsen, der er chef for Red Barnets arbejde i Afrika, og tilføjer:
– Alt for ofte bliver børn dræbt, lemlæstet eller bortført. Krigsherrer tvinger børn til at gå i krig og bruger seksuel vold som våben. Vi skal investere målrettet i fredsbevarende aktiviteter, så børn som 12-årige Bahati fra det østlige DR Congo ikke må flygte i kugleregn, fordi deres skole bliver angrebet. Danmark og resten af verden kan gøre meget mere for at hjælpe børn, der er fanget i krige og konflikter.
Konkret anbefaler Red Barnet, at verdenssamfundet gør mere for, at stater overholder den internationale humanitære lov og garanterer fri adgang til nødhjælp. Samtidig skal vi øge den målrettede hjælp og sikre finansiering til børn i skrøbelige lande og kontekster, og vi skal støtte implementeringen af internationale aftaler og nationale strategier for fred og inddragelse, der beskytter børn i krig og konflikt.
– Hvis vi ikke gør noget, bliver det her værre. Mange lande opruster og skærer i fredsbevarende aktiviteter og også i hjælpen til verdens mest udsatte og fattige mennesker. Det er den helt forkerte vej at gå i en situation, hvor hvert femte barn i verden lever i en konfliktzone. Vi skal sikre, at alle børn – uanset hvor de er født – beskyttes mod krigens ødelæggelser, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
For yderligere kommentarer kontakt pressechef Laurids Bæk Simonsen på 22 83 36 92 eller via labs@redbarnet.dk.
Fakta om rapporten
- 520 millioner børn – et ud af fem børn på verdensplan – levede i 2024 i aktive konfliktzoner. Det er det højeste tal nogensinde registreret, siden Red Barnet begyndte at måle antallet af børn i konfliktzoner. Det er tredje år i træk, at der bliver sat en negativ rekord.
- Afrika har nu både det højeste antal børn, og også den højeste andel af børn, der bor i konfliktzoner, med 218 millioner børn ramt – 32,6 procent af børnene i regionen – andelen overstiger Mellemøsten for første gang siden 2007.
- I 2024 fandt mere end halvdelen af krænkelserne mod børn kun sted i fire lande, nemlig i det besatte palæstinensiske område, Den Demokratiske Republik Congo (DRC), Nigeria og Somalia. Tallene viser blot toppen af isbjerget. Der er mange alvorlige krænkelser mod børn, der aldrig bliver et talt med i statistikken.
- I 2024 var der 61 konflikter, der involverede minimum en stat. Det er det højeste niveau siden anden verdenskrig. Mere end 11 % af jordens landoverflade var påvirket af mindst én konfliktbegivenhed inden for 50 km – den højeste andel nogensinde registreret.
- Intet andet sted blev flere børn dræbt og lemlæstet i 2024 end i det besatte palæstinensiske område: hvert tredje barn, der blev dræbt eller lemlæstet i konflikt sidste år, kommer fra i det besatte palæstinensiske område.
De seks alvorlige krænkelser, som vi har registreret i de konfliktfyldte områder, er:
- Drab eller lemlæstelse af børn
- Rekruttering til væbnede konflikter og grupper
- Seksuel vold begået mod børn
- Bortførelse af børn
- Angreb på skoler og hospitaler
- At nægte humanitær hjælp til børn.
Nøgleord
Kontakter
Laurids Bæk SimonsenPressechef
Tlf:2283 3692labs@redbarnet.dkOm Red Barnet
Red Barnet arbejder i Danmark og mere end 110 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder. Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.
Red Barnet yder nødhjælp og forebygger katastrofer. Vi bekæmper vold, overgreb og mobning. Vi sikrer skolegang, opbygger fællesskaber og styrker børns modstandskraft. Vi arbejder politisk for de dårligst stillede børn og skaber debat om børns livsvilkår.
Følg pressemeddelelser fra Red Barnet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Red Barnet
Ny befolkningsundersøgelse: Stort flertal af danskerne ønsker at bevare udviklingsbistand på 0,7 procent17.3.2026 23:30:16 CET | Pressemeddelelse
En ny undersøgelse fra Globalt Fokus viser, at 2 ud af 3 danskere bakker op om udviklingsbistanden. Danskernes støtte bør være et klart signal til landets politikere, om at vi ikke skal pille ved udviklingsbistanden, men at vi skal holde fast i de 0,7 procent af BNI.
Næsten 300.000 børn er sendt på flugt i Libanon: De klamrer sig til kæledyr og legetøj17.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
I alt er over 800.000 mennesker sendt på flugt i Libanon, siden konflikten eskalerede for over to uger siden. Mange er flygtet til nabolandet Syrien. Red Barnet opfordrer til at indstille alle angreb for at beskytte børn og civile.
Tusindvis af elever sætter i dag trivsel på skoleskemaet: Trivsel er en holdsport6.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
På 265 skoler landet over samarbejder elever, lærere og pædagoger i dag om børns trivsel. De mange skoler samarbejder med Red Barnet i forbindelse med Trivselsdagen for at styrke trivslen og fællesskabet både i klassen og på skolerne.
Ny undersøgelse: Børns digitale liv accelererer fra niårsalderen24.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Med deres første smartphone ændrer børns digitale liv sig markant. Det viser en repræsentativ undersøgelse af seks- til tiåriges brug af skærme foretaget af VIVE for Red Barnet. Gennemsnitsalderen for børns egen første tablet er 5,2 år og 8,1 år for den første smartphone, viser analysen.
Red Barnet: Børn i Ukraine er ængstelige og bange efter tusinder af timer med alarmer i forbindelse med luftangreb23.2.2026 21:55:00 CET | Pressemeddelelse
De seneste fire år har børn i Ukraine i gennemsnit oplevet, hvad der svarer til næsten et halvt år med uafbrudte alarmer i forbindelse med luftangreb. Den konstante frygt sætter dybe spor hos tusindvis af børn i Ukraine.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum