Regionshospitalet Gødstrup

Flexsygeplejersker giver arbejdsglæde og færre vikarer – nu gøres ordningen permanent

4.11.2025 11:00:32 CET | Regionshospitalet Gødstrup | Pressemeddelelse

Del

Model med flexsygeplejersker i Mave- og Tarmkirurgi på Regionshospitalet Gødstrup har ført til færre forstyrrelser i medarbejdernes fritid, højere trivsel og mere end en halvering af vikarforbruget.

To sygeplejersker på hospitalsafdeling.
Chefsygeplejerske i Mave- og Tarmkirurgi, Annette Nordstrøm og flexsygeplejerske Anette Borup. Foto: Søren Braad Andersen.

Afdelingen har brugt 1,248 mio. kr. mindre på vikarer i de første 10 måneder af 2025, hvilket sammenlignet med samme periode i 2024 svarer til en reduktion på ca. 66%. 

– Jeg er stolt af, at vi sammen har vist, at nytænkning i måden, vi organiserer arbejdet på, kan give både mere arbejdsglæde og bedre patientforløb. Det kræver mod at afprøve noget nyt, og det mod har alle vist i fællesskab, siger sygeplejefaglig direktør på Regionshospitalet Gødstrup, Rikke Degn.

Høj faglighed og psykologisk tryghed i hverdagen

Flexsygeplejerskerne er erfarne sygeplejersker i specialet på kompetenceniveau 3 og kan fungere som ansvarshavende i vagter. Det giver høj faglighed, kontinuitet og tryghed, fortæller chefsygeplejerske i Mave- og Tarmkirurgi, Annette Nordstrøm.

– Personalet føler sig trygge ved, at det er kompetente kolleger, der kaldes ind. Det betyder meget, både for kontinuiteten i plejen til gavn for patienterne og for den samlede trivsel, når der er pres på, siger Annette Nordstrøm.

Tillidsrepræsentant og sygeplejerske i Mave- og Tarmkirurgi, Frederikke Vinkel Jørgensen genkender billedet fra hverdagen:

– Det har været helt vildt positivt. Folk, også flexsygeplejersken, har i en tid spurgt, om vi kunne få lov til at beholde ordningen. Koordinatorer og vagtplanlæggere oplever, de fået et bedre redskab til at dække vagterne ind. Og det giver ro i maven hos det faste personale, at det er kendte og erfarne sygeplejersker, der kommer i vagt, siger hun.

Som flexsygeplejerske arbejder man 28 timer pr. uge, men aflønnes for 37 timer mod til gengæld at stå til rådighed i alle vagter på de dage, hvor man har planlagt at arbejde. Det er en stilling, der kan være attraktiv, når man har brug for mere fleksibilitet i perioder af ens liv, fortæller Annette Nordstrøm.

– Det er en stilling, der passer godt i perioder, hvor man har brug for mere frihed i hverdagen, men stadig ønsker at være i sit speciale. Samtidig får man som flexsygeplejerske de samme faglige tilbud og udviklingsmuligheder som det faste personale.

Justeringer og læring undervejs

Selvom evalueringen viser bred tilfredshed, har ordningen også krævet visse tilpasninger.
I begyndelsen var der bekymringer for, om der kunne opstå en ”os og dem”-kultur mellem det faste personale og flexsygeplejerskerne.

Det viste sig at være en ubegrundet bekymring, siger Frederikke Vinkel Jørgensen:

- Tre af de fire flexsygeplejersker kommer fra den faste personalegruppe, og de føler sig alle som en del af afdelingen.

Der har også været læring undervejs i at håndtere den særlige rådighedsfunktion.

– Flexsygeplejerskerne skal selv fordele deres vagter, også i ferieperioder, og de har lært at finde en god rytme i hverdagen. Hvor det i starten kunne føles uvant at stå til rådighed, er de i dag meget mere afslappede omkring det, og det er vi også, fortæller hun.

Hun peger på, at HR og vagtplanlæggerne har spillet en central rolle i at få ordningen til at fungere i praksis:

– Der har været lidt bump på vejen, fx omkring planlægning og registrering i systemerne, men sammen med HR har vi nu en køreplan, der virker.

Tæt samarbejde og fælles ejerskab har skabt succes

Ifølge Annette Nordstrøm har den brede opbakning fra ledere, medarbejdere, tillidsrepræsentanter og HR været afgørende for, at forsøget blev en succes.

– Vi har blandt andet haft et tæt og tillidsfuldt samarbejde med fællestillidsrepræsentanten for sygeplejerskerne i Gødstrup samt Dansk Sygeplejeråd og HR om rammer, tjenestetidsregler og kompetenceudvikling. Alle har haft en fælles interesse i, at ordningen skulle lykkes. Den gennemsigtighed og inddragelse har været nøglen, siger hun.

Nu, hvor ordningen er blevet permanent på hospitalet, anbefaler chefsygeplejerske Annette Nordstrøm, at andre afdelinger overvejer, om en ordning med flexsygeplejersker passer til deres virkelighed:

– Overvej afdelingens størrelse, bemanding og kompleksitet. Flexordningen skal dække det reelle plejebehov og ikke kompensere for underbemanding eller bruges til at ”lappe huller” ved vakante stillinger. Når den bruges rigtigt, skaber den stabilitet og kvalitet i plejen.

– Vær tæt på flexsygeplejerskerne og følg op: Trives de? Hvordan går det? Hvis de ikke ønsker at fortsætte, skal de hjælpes godt videre. Ledelsen skal være opmærksom og tæt på, siger hun.

Frederikke Vinkel Jørgensen supplerer:
– Det kræver lidt tilvænning i starten, men når det først fungerer, giver det noget virkelig positivt for både arbejdsmiljøet og trygheden blandt personalet.

Om ordningen med flexsygeplejersker

Flexsygeplejersker er erfarne sygeplejersker på kompetenceniveau 3 inden for afdelingens specialer, der kan tilkaldes ved sygdom, overbelægning og travlhed.

De indgår i vagterne på lige fod med det faste personale og får de samme faglige tilbud og udviklingsmuligheder.

Man får løn for 37 timer, men præsterer i gennemsnit 28 timer pr. uge, ligesom man har vagt hver 4. weekend.

Nøgleord

Kontakter

Annette NordstrømChefsygeplejerskeMave- og Tarmkirurgi, Regionshospitalet Gødstrup

Tlf:3062 1238anejak@rm.dk

Frederikke Vinkel JørgensenTillidsrepræsentant og sygeplejerskeMave- og Tarmkirurgi, Regionshospitalet Gødstrup

frjoer@rm.dk

Billeder

To sygeplejersker på hospitalsafdeling.
Chefsygeplejerske i Mave- og Tarmkirurgi, Annette Nordstrøm og flexsygeplejerske Anette Borup.
Foto: Søren Braad Andersen.
Download
Fire sygeplejersker i samtale.
På billedet ses chefsygeplejerske Annette Nordstrøm, flexsygeplejerske Anette Borup, oversygeplejerske Lone Fjeldsted og tillidsrepræsentant, sygeplejerske Frederikke Vinkel Jørgensen
Foto: Søren Braad Andersen.
Download

Følg pressemeddelelser fra Regionshospitalet Gødstrup

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Regionshospitalet Gødstrup

Laboratoriemålinger af sundhedsskadelige stoffer i luften på operationsstuer i Gødstrup ligger langt under Arbejdstilsynets grænseværdier25.2.2026 10:30:00 CET | Pressemeddelelse

Operationspersonale på RH Gødstrup har i en længere periode oplevet gener i forbindelse med røgudvikling af operationer med elektrisk udstyr (diatermi). I den sammenhæng har ingeniørfirmaet Rambøll og HR Fysisk Arbejdsmiljø i Region Midtjylland vurderet, at de punktsug, der skal indfange røgen ikke har været tilstrækkelige effektive. Med henblik på at afklare personalets reelle eksponering for problematiske stoffer, som findes i kirurgisk røg, er der foretaget målinger af den luft, som personalet indånder på operationsstuerne. Resultatet af målingerne er, at der ikke er fundet kræftfremkaldende indholdsstoffer i den målte luft ligesom øvrige stoffer i målingerne, ligger langt under Arbejdstilsynets grænseværdier. Resultaterne har været gennemgået af eksperter i Arbejds- og Miljømedicin fra Gødstrup og Bispebjerg i samråd med forskere på Aarhus Universitet. Lægefaglig direktør Jens Friis Bak udtaler: - Vi er lettede over resultaterne af disse undersøgelser. Det er vigtigt at understrege

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye