Ekstra tryghed i nattelivet: København er klar til julefrokostsæsonen
3.11.2025 11:34:31 CET | Region Hovedstaden | Pressemeddelelse
Fra J-dag den 7. november og i weekender resten af året vil man kunne få akut hjælp nær Rådhuspladsen i København. Region Hovedstadens Akutberedskab sætter nemlig igen i år den mobile behandlingsplads op. Samtidig er også Københavns Politi, Københavns Kommune og Hovedstadens Beredskab klar til at sikre et trygt natteliv for hovedstadens julegæster med ekstra betjente, flere Natteværter og samaritter i gadebilledet.

Når julelysene tændes, og byen summer af julefrokoster, samles ekstra mange mennesker i det indre København. Den mobile behandlingsplads bliver igen i år stillet op på Regnbuepladsen ved Københavns Rådhus, hvor den skal være med til at sikre, at festlighederne kan foregå trygt.
Københavns Politi, Københavns Kommune og Hovedstadens Beredskab er ligeledes talstærkt til stede med flere betjente, mere personale og frivillige i gaderne, så København i julefrokostsæsonen er mere sikkert at færdes i.
Behandlingspladsen står på Regnbuepladsen fra den 7. november og helt frem til nytår.
Et gensyn til Den mobile behandlingsplads
Det er tredje år i træk, at den enorme, gule behandlingsplads bliver sat op. Den rummer 130 m2 behandlingsplads og har plads til op til 40 personer ad gangen. Her står læger og sygeplejersker klar til at hjælpe festglade borgere med alt fra småskader til ildebefindende.
”Igen i år er Region Hovedstaden til stede i Københavns natteliv for at tilbyde en hjælp til dem, som ved julefrokosten eller på J-dag måske har fået lidt for meget indenbords. Er man faldet og har fået en flænge eller andre småskader, kan man komme forbi Regnbuepladsen og få hurtig hjælp uden at skulle lægge beslag på ambulance eller skadestue. Vores tilstedeværelse i juletiden er ved at blive en god tradition, som jeg ved at mange er glade for,” siger Lars Gaardhøj (S), der er regionsrådsformand i Region Hovedstaden.
Også formanden for regionens sundhedsudvalg, Christoffer Buster Reinhardt (C), er glad for gensynet med den mobile behandlingsplads.
”Det er en rigtig god juletradition, at den mobile behandlingsplads holder ved Rådhuspladsen. Jeg er glad for, at vi i regionen igen i år kan bidrage til, at juletiden og de mange julefrokoster samt nytårsaften bliver mere tryg og sikker for alle. Den gule behandlingsplads er med til at aflaste både akutmodtagelser og ambulancer, og giver en god tryghed i byens natteliv. For mig er det et konkret eksempel på hvordan vi kan gøre sundhedsvæsenet endnu mere relevant. Det tror jeg, at mange sætter pris på,” siger Christoffer Buster Reinhardt.
Synligt politi i gadebilledet
Københavns Politi vil i den kommende juleperiode være ekstra synlige og tilgængelige i byens gader. Indsatsen er en del af den løbende ”Trygt Natteliv”-indsats, der har til formål at skabe tryghed og forebygge kriminalitet og utryghedsskabende adfærd i nattelivet. Som en del af indsatsen vil betjente fra blandt andet nærpolitiet, beredskabet, rytterisektionen og færdselsafdelingen være tydeligt til stede i gadebilledet i de travle weekendnætter i november og december. De vil være klar til at hjælpe, vejlede og bidrage til, at alle kan nyde juletiden i København på en tryg og sikker måde.
Københavns Politi vil samtidig gennemføre målrettede færdselskontroller, herunder af spiritus- og narkotikakørsel.
”Julen er en tid, hvor mange samles for at hygge sig, og det skal kunne ske sikkert og trygt, også i nattelivet. Med en styrket tilstedeværelse af vores betjente i gadebilledet og et tæt samarbejde med Region Hovedstadens Akutberedskab, Hovedstadens Beredskab og Københavns Kommune har vi et klart mål om at skabe tryghed for borgerne,” fortæller vicepolitiinspektør og afdelingsleder for Nærpolitiet i Københavns Politi, Jonas Wybrandt.
Natteværter og Tryghedsvagter skaber ro, tryghed og omsorg
For at øge trygheden i natten og lægge en dæmper på de gener, som byens natteliv kan have for beboere og erhvervsliv sender Københavns Kommune ekstra Natteværter på gaden i julefrokostperioden. I tæt samarbejde med Tryghedsvagterne og byens gadeplansteam sørger de for en mere hensynsfuld adfærd og for, at byen er et rart sted både for dem, der er ude og for dem, der er hjemme.
Hovedstadens Beredskab står klar med hjælp og førstehjælp
Derudover er Hovedstadens Beredskab igen i år klar med samaritterne i byens gader. Samaritterne bevæger sig rundt i bybilledet og er altid klar til at yde hjælp, skabe tryghed eller blot give en high five, hvis der er brug for det.
Åbningstider for Den mobile behandlingsplads
Behandlingspladsen holder åbent fra kl. 21.00 til 04.00 på følgende datoer:
- Fredag den 7. november 2025 (J-dag)
- Fredag den 21. november 2025
- Lørdag den 22. november 2025
- Fredag den 28. november 2025
- Lørdag den 29. november 2025
- Fredag den 5. december 2025
- Lørdag den 6. december 2025
- Fredag den 12. december 2025
- Lørdag den 13. december 2025
- Onsdag den 31. december 2025 (nytår)
Invitation til pressen
Pressen er velkommen til at besøge den mobile behandlerplads på Regnbuepladsen og tale med personale og frivillige til åbent hus ved Den mobile behandlingsplads på J-dag d. 7. november kl. 18-20.
Til stede ved arrangementer og tilgængelig for pressen er Jonas Wybrandt, vicepolitiinspektør og afdelingsleder for Nærpolitiet i Københavns Politi) og Thomas Reimann, direktør i Region Hovedstadens Akutberedskab.
Kontakt gerne Region Hovedstadens Akutberedskab for at aftale interviews på forhånd.
Fakta om den mobile behandlerplads
- Regionens to mobile behandlingspladser rykker ud til større ulykker og supplerer det almindelige beredskab ved større arrangementer.
- Behandlingspladserne kan modtage patienter 15 minutter efter ankomst til et skadested.
- Den er 17 meter lang, fire meter høj og 30 tons tung.
- Den rummer 130 m2 behandlingsplads, og der kan behandles op til 40 personer ad gangen i den.
For mere information:
Region Hovedstadens Akutberedskab, presseansvarlig Maria Haargaard, tlf. 2117 7393, maria.haargaard@regionh.dk
Region Hovedstadens pressevagt, tlf. 7020 9588, presse@regionh.dk
Københavns Politi, Maria Louise Hedegaard, tlf. 3521 9260, kbh-presse@politi.dk
Københavns Kommune, Natteværterne, Anders Irgang, tlf. 5370 0779, HZ2H@kk.dk
Hovedstadens Beredskab, Mikkel Tidemand Rasmussen, Miktid@HBR.DK
Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Budgettet skrider endnu en gang på Nyt Hospital Nordsjælland22.4.2026 14:45:51 CEST | Pressemeddelelse
Forretningsudvalget i Region Hovedstaden er blevet bedt om at godkende et nyt budget for Nyt Hospital Nordsjælland på ca. 11 mia. kr. Det er 3 mia. kr. over det nuværende budget – og 2 mia. kr. mere, end politikerne blev varslet om i sommeren 2025. Forretningsudvalget skal også godkende en plan for finansiering gennem et lån, som afbetales indenfor Region Hovedstadens økonomi.
Nye mobile laboratorier klar til kamp mod forurenet grundvand21.4.2026 08:00:58 CEST | Pressemeddelelse
To nye mobile laboratorie gør det muligt at teste forurenet jord og grundvand direkte på en forurenet grund. Det giver mere præcise prøvesvar og regionen sparer samtidig både tid og penge ved at undgå dyre tests i udlandet.
Ny aftale skal nedbringe ventetid i børne- og ungdomspsykiatrien og indenfor neurologi og lungemedicin20.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Region Hovedstaden og de praktiserende speciallæger tager markante skridt for at nedbringe ventetiderne til speciallægehjælp i regionen. Det gøres med 16 mio. kr. fra regeringens og Danske Regioners aftale om sundhedsreform.
Omfattende beskyttelsesudstyr og streng isolation: Ny indsatsgruppe styrker arbejdet mod farlig smitte13.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvis en borger mistænkes for at være smittet med en alvorlig, smitsom sygdom, kræver det en specialiseret indsats. Derfor har Region Hovedstadens Akutberedskab nu specialtrænet 16 ambulancebehandlere til at indgå i en ny indsatsgruppe, der kan håndtere patienter med høj smitterisiko.
Hotline og rådgivningsklinik: Sådan bliver kvinders sundhed styrket9.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Region Hovedstaden sætter fra 2026 3 mio. kr. af årligt til at styrke indsatser målrettet kvindesygdomme. Nu er midlerne fordelt til seks initiativer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum