Grusomme beretninger fra Sudan: Civile bliver henrettet og voldtaget på åben gade
”De øjenvidneberetninger, vi får, er noget af det mest grusomme, jeg har hørt”, siger PlanBørnefondens CEO, Dorthe Petersen, om den humanitære situation i Sudan efter belejringen af byen El Fasher.

Siden militsen Rapid Support Forces belejrede byen El Fasher i Norddarfur den 27. oktober, er den humanitære situation gået fra alarmerende til katastrofal.
”Situationen er frygtelig. Der er døde kroppe overalt. Andre er sårede – primært med skudsår – og kan ikke få den hjælp, de har brug for”, fortæller en medarbejder i Plan International Sudan.
Over 260.000 mennesker – hvoraf halvdelen er børn – er indespærret i byen, og flere bekræftede rapporter melder om henrettelser af ubevæbnede civile, der forsøger at flygte. FN vurderer, at mindst 1.350 mennesker er dræbt, der i blandt 460 patienter, ansatte og pårørende på et hospital. Dødstallet forventes at stige markant i de kommende dage. Desuden fortæller vidner om brutale tilfælde af voldtægt, tortur og gidseltagninger på åben gade.
”De vidnesbyrd, vi får fra vores kollegaer i Sudan, er noget af det mest grusomme, jeg har hørt. Kvinder og børn bliver henrettet, voldtaget og bortført på åben gade. Helt unge piger bliver udsat for overgreb, og unge drenge tages til fange og bruges som børnesoldater, ” fortæller PlanBørnefondens CEO, Dorthe Petersen, som har talt med kollegaer fra El Fasher.
Lidelserne er ekstreme
PlanBørnefondens fokus lige nu er sikkerheden for de hundredtusinder af børn og voksne, der er fanget i El Fasher. Hospitaler, klinikker og skoler er lukket, der er næsten ingen mad, og det er både svært og farligt for nødhjælpsorganisationer at komme ind.
”Lidelserne i El Fasher er ekstreme. Befolkningen tør hverken at blive eller flygte. Mennesker overlever på dyrefoder i mangel på mad. Vores kollegaer kæmper for at komme ind med hjælp, men byen er lukket af, og også nødhjælpsarbejdere er utroligt udsatte”, siger Dorthe Petersen.
Situationen i Sudan bliver i forvejen betegnet som verdens værste humanitære krise. Mere end 9,8 millioner mennesker er internt fordrevet i Sudan, og yderligere 4,1 millioner er flygtet til nabolandene.
PlanBørnefonden er til stede i Sudan og intensiverer nu sin indsats for at levere mad, nødhjælpsforsyninger, beskyttelse og psykosocial støtte til de udsatte børn og familier.
”Tiden er imod os. For hver dag der går, bliver vores muligheder for at hjælpe dem, der er fanget i El Fasher, mindre og mindre”, siger Dorthe Petersen.
Kontakter
Johanne MøllerPresse- og kommunikationsrådgiver
Tlf:+45 61 60 61 06johanne.moller@planbornefonden.dkBilleder

Følg pressemeddelelser fra PlanBørnefonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra PlanBørnefonden
En verden i opbrud kalder på nytænkning: PlanBørnefonden leverer rekordresultat og sætter fokus på unge og jobs28.10.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
På trods af et år præget af globale kriser og drastiske forandringer, står PlanBørnefonden stærkt. I 2024/25 har organisationens arbejde nået over 900.000 børn, unge og familier med udviklingsarbejde og humanitær bistand. Halvdelen af dem bor i områder præget af krig, konflikt og katastrofer.
17 børn dræbt i brutal angreb i Sudan14.10.2025 09:08:51 CEST | Nyhed
Mindst 17 børn er blevet dræbt, og 21 er såret, efter et angreb på et center for internt fordrevne i Al Fasher, Norddarfur, i weekenden. Blandt de dræbte er ni piger og otte drenge – herunder et spædbarn blot syv dage gammelt. Angrebet fandt sted midt i en eskalering af kamphandlingerne mellem de stridende parter i Darfur-regionen i Sudan, hvor mindst 80 civile i alt har mistet livet de seneste dage.
Ny global rapport dokumenterer alvorlige konsekvenser af børneægteskaber11.10.2025 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I anledning af FN’s Internationale Pigedag den 11. oktober udkommer PlanBørnefonden med en ny og omfattende rapport, der giver et rystende indblik i livet i et børneægteskab.
NGO om fredsplan: Forsigtig optimisme, men nu skal nødhjælp ind i Gaza9.10.2025 09:56:22 CEST | Pressemeddelelse
CEO i PlanBørnefonden Dorthe Petersen, om potentiel fredsplan mellem Hamas og Israel:
Børnenes U-landskalender 2025 er landet i butikkerne8.10.2025 13:07:06 CEST | Pressemeddelelse
Overskuddet fra årets kalender går i år til PlanBørnefondens projekt i Indonesien, der støtter udsatte børn og unge i verdens hurtigst synkende by, Jakarta.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum