Ny vejudbygning skal fremtidssikre Jyllands grønne motor
Staten har afsat 138 mio. kr. og vil sammen med de lokale kommuner finansiere udbygningen af vejnettet fra Brande og Give til Esbjerg Havn, for at muliggøre transporten af fremtidens store vindmøller. Udbygningen sikrer fortsat produktion af store vindmølleelementer i Danmark.
Danmarks grønne styrkeposition er stærkt forankret i Jylland, og vejene fra Esbjerg Havn og op igennem Midtjylland er en vigtig transportrute for gods og særtransporter til store vindmølleelementer. Men ruten står ikke længere på mål med industriens behov.
Grønne projekter bliver nemlig større og tungere, og hvis ikke der handles, udfordres Danmarks grønne styrkeposition. For i værste tilfælde må virksomheder i Jylland afvise ordrer, da godset er for stort og tungt til vejnettet, og det vil svække både Danmarks og Europas grønne konkurrenceevne.
Derfor har regeringen afsat 138 mio. kr. til at medfinansiere udbygningen af vejnettet fra Welcon og Siemens Gamesas produktionsfaciliteter i Brande og Give til Esbjerg Havn. Det skal gøre det muligt, at vindmøllevirksomhederne også i fremtiden kan producere vindmølleelementer i Danmark, hvilket skal sikre, at Jylland også i fremtiden er epicenter for grøn eksport og vækst.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
”Danmark er helt fremme på den grønne dagsorden. Men konkurrencen er benhård. Større og tungere vindmølleelementer er blevet en sten i skoen for lokale virksomheder, men også for lokale borgere, som bor langs de overbelastede veje. Derfor baner vi nu vejen for, at grøn omstilling og levende lokalsamfund kan gå hånd i hånd. Med den kommende udbygning af vejene vil Danmark både kunne bevare sin grønne førerposition, mens det bliver mindre generende at være nabo til vindmølletransporten.”
Transportminister Thomas Danielsen siger:
"Vi har et fælles ønske om at fastholde vindmøllearbejdspladserne i Midtjylland. Derfor har vi valgt at bevillige midler til at udvide særtransportkorridoren mellem Midtjylland og Esbjerg, så det er muligt for virksomhederne at få transporteret de stadigt større vindmøllerelementer til Esbjerg Havn. Det er vigtigt for både virksomhederne i området og naboerne til de store transporter."
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard siger:
”Danmarks grønne styrkeposition afhænger af, at vi både kan producere og eksportere de gode løsninger, og her kan for små veje simpelthen være en meget konkret barriere. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi med en blanding af bidrag fra staten, virksomhederne og kommunerne nu sikrer bedre infrastruktur og fremmer den danske vindmølleindustri, så virksomheder i Jylland fortsat kan levere grøn teknologi til hele verden.”
Staten medfinansierer udgifterne til opgraderinger af statsveje. Kommunerne finansierer udgifterne til opgraderinger af de kommunale veje. Det drejer sig om Esbjerg, Vejle, Ikast-Brande og Billund Kommune.
Forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035 har tilsluttet sig beslutningen, og størstedelen af midlerne kommer fra Pulje til Land og By i Infrastrukturplan 2035.
Vedhæftede filer
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Udsatte unge skal sikres ret til basal bankkonto2.12.2025 17:40:54 CET | Pressemeddelelse
Især udsatte unge kan stå i den svære situation, at de ikke kan modtage løn fra deres fritidsjob eller børnepenge, fordi deres forældre ikke giver samtykke til en bankkonto. Det vil regeringen lave om på og sikre, at unge fra 15 år har ret til at oprette deres egen bankkonto.
Første spadestik er taget til ukrainsk forsvarsproduktion i Danmark1.12.2025 15:32:11 CET | Pressemeddelelse
Erhvervsminister Morten Bødskov har i dag taget første spadestik på Fire Points kommende produktionsfaciliteter i Vojens.
Nu træder forbud mod vejledende priser på brændstof i kraft1.12.2025 08:01:32 CET | Pressemeddelelse
Fra i dag, den 1. december, må brændstofselskaberne ikke offentliggøre vejledende priser. Tiltaget skal skabe mere konkurrence på brændstofmarkedet og dermed bidrage til, at bilisterne kan spare op til 2.000 kr. om året.
Bankers ulovlige gældsinddrivelse skal straffes hurtigere28.11.2025 07:08:15 CET | Pressemeddelelse
Regeringen vil skærpe reglerne, så der hurtigere kan slås ned, hvis en bank med åbne øjne opkræver forkert gæld fra en privatkunde. Samtidig skal bankernes ledelse tvinges til at sikre, at der bliver ryddet op i sagerne.
Nu kan iværksættere hurtigere få deres produkter og løsninger på markedet27.11.2025 13:22:58 CET | Pressemeddelelse
Fremover vil der være hjælp at hente for iværksættere til at imødekomme komplicerede regler, som spænder ben for deres innovative produkter. Det sker med igangsættelsen af såkaldte regulatoriske sandkasser, som er forløb, hvor iværksættere og innovative virksomheder får skræddersyet støtte til at imødekomme administrative krav, som står i vejen for dem.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum