Klimarådet: Behov for snarligt 2035-mål og reelle CO2-reduktioner af indgåede aftaler
31.10.2025 10:00:00 CET | Klimarådet | Pressemeddelelse
Regeringen har en plan for at nå 2030-målet, men der er stadig lang vej fra politiske aftaler til reelle CO2-reduktioner. Det påpeger Klimarådet i ny kommentar til regeringens klimaprogram.
Regeringen fremlagde i slutningen af september sit årlige klimaprogram, der gør status over arbejdet mod klimalovens mål. Klimarådet har nu offentliggjort sine lovpligtige kommentarer til programmet.
Der er over de seneste år vedtaget mange politiske klimaaftaler, som på papiret giver CO2-reduktioner nok til, at målet nås. Klimarådet understreger dog i kommenteringen, at de mange aftaler ikke er en garanti for, at målet faktisk nås. For en stor del af de politiske tiltag og forventede reduktioner har endnu til gode at blive til virkelighed.
”På flere områder er der langt til de reelle reduktioner. Derfor er der behov for, at man fra politikernes side følger udviklingen og implementeringen tæt,” siger Klimarådets forperson, Peter Møllgaard.
Da reduktionerne frem mod 2030 er forbundet med risici, savner Klimarådet, at klimaprogrammet i år har blik for alternative tiltag, som kan sættes i værk, hvis de nuværende planer ikke leverer de forventede reduktioner. Sidste år blev det fx analyseret, hvordan en højere CO2-afgift for industrien kunne få effekt i 2030. Den type alternativer er fraværende i årets program.
”Hvis vi får færre reduktioner, end regeringen forventer, så kan der blive brug for alternativer,” siger Peter Møllgaard.
Der er særligt risiko forbundet med implementering af aftalerne om CCS og trepartsaftalen
Klimarådet gentager i kommenteringen, at der er særligt stor risiko forbundet med reduktionerne fra fangst og lagring af CO2 (CCS) samt implementeringen af trepartsaftalen.
Risikoen ved CCS skyldes blandt andet, at der skal opbygges en helt ny værdikæde i Danmark – fra fangst til transport og lagring af CO2. Klimarådet roser den politiske aftale, der skal lette myndighedsbehandlingen af CCS-projekter. Aftalen kan mindske risikoen, men den forbliver betydelig.
Trepartsaftalen indebærer også risici, blandt andet i forhold til udtagning af kulstofrig jord. Her er der indtil videre udtaget meget få hektar, og hvis målsætningerne skal nås, skal indsatsen markant op i tempo i de kommende år.
“Der er tale om komplekse projekter, som skal levere store reduktioner. Politikerne kan endnu ikke føle sig sikre på, at forventningerne bliver til virkelighed,” siger Peter Møllgaard.
2035-klimamål skal snart fastsættes og bør tænkes sammen med klimaneutralitet
Det er bestemt i klimaloven, at der i år skal fastsættes et dansk klimamål for 2035. Klimaprogrammet behandler ikke det kommende klimamål, men der står i forordet, at regeringen i løbet af efteråret 2025 vil komme med sit bud på et klimamål for 2035.
Ifølge Klimarådet bør målet for 2035 være ambitiøst på klimaets vegne, og regeringen bør snart få en aftale på plads.
”Det handler om retningen for de næste 10 års klimaindsats, og det er vigtigt, at borgere og virksomheder kender ambitionsniveauet og retningen i så god tid som muligt,” siger Peter Møllgaard.
Af samme årsag har Klimarådet tidligere anbefalet, at regeringen skitserer, hvordan den konkret ser for sig, at det kommende 2035-mål skal nås. Det har betydning for både borgere og virksomheder, om målet skal opfyldes med flere arealomlægninger, mere CCS eller med flere elbiler og anden elektrificering. Vejen mod opfyldelse af 2035-målet bør tage afsæt i de langsigtede klimamål. 2035-målet vil blive en vigtig milepæl og trædesten på vejen. Derfor bør regeringen og Folketinget skabe klarhed om Danmarks langsigtede klimamål, i samme omgang som de fastlægger klimamålet i 2035, og få justeret klimaloven tilsvarende.
Klimarådets samlede kommentar til klimaprogrammet kan læses på Klimarådets hjemmeside.
Kontakter
Jacob Haaning AndersenPressemedarbejder
Tlf:31529665jacob.haaning.andersen@klimaraadet.dkKlimarådet
Klimarådet er et uafhængigt ekspertorgan, der rådgiver regeringen om, hvordan omstillingen til et klimaneutralt samfund kan ske, så vi i fremtiden kan leve i et Danmark med meget lave udledninger af drivhusgasser og samtidig fastholde bl.a. velfærd og udvikling. Klimarådet skal årligt vurdere, om regeringens klimaindsats anskueliggør, at de danske klimamål nås. Rådet skal desuden bidrage til den offentlige debat og udarbejder også løbende analyser og anbefalinger til klimaindsatsen.
Følg pressemeddelelser fra Klimarådet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Klimarådet
(Rettet): Invitation til morgenmøde i Klimarådet7.8.2026 11:34:42 CEST | Pressemeddelelse
Hvordan styrker og bevarer man opbakningen til klimaindsatsen? Kom til morgenmøde om klimaopbakning hos Klimarådet (mailadressen til tilmelding er rettet i forhold til en tidligere version af invitationen).
Invitation til morgenmøde i Klimarådet7.8.2026 10:19:18 CEST | Pressemeddelelse
Hvordan styrker og bevarer man opbakningen til klimaindsatsen? Kom til morgenmøde om klimaopbakning hos Klimarådet.
Klimarådet: Ny teknologi og dyrere billetter skal få luftfartens klimabelastning ned24.6.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Teknologiudvikling er afgørende for at bringe luftfartens klimapåvirkning ned, men det vil kræve store landvindinger at gøre den europæiske luftfart klimaneutral.
Ny analyse fra Klimarådet d. 24. juni19.6.2026 12:26:43 CEST | Pressemeddelelse
Onsdag d. 24. juni kl. 12 offentliggør Klimarådet sin nye analyse Luftfartens klimapåvirkning. Analysen er tilgængelig for journalister i klausuleret form fra mandag d. 22. juni kl. 10.
Klimarådet: Årlig klimafremskrivning undervurderer formentlig udledningerne9.6.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Klimarådet vurderer i nyt notat, at den nye klimafremskrivning undervurderer udledningerne fra fx lavbundsjorder og tab af klimagassen metan fra biogasanlæg.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum