Næstved Kommune

Næstved Kommune flytter stemmesteder ud til unge på uddannelser

Del

I Næstved Kommune har man et erklæret mål om at øge valgdeltagelsen blandt unge i kommunen. Derfor flytter kommunen stemmestederne ud på otte forskellige uddannelsesinstitutioner frem mod kommunal- og regionsrådsvalget 18. november.

Pia Engelmann, borgervejleder i Borgerservice, hjælper borgere ved brevstemmesteder i Borgerservice.
Pia Engelmann, borgervejleder i Borgerservice, hjælper borgere ved brevstemmesteder i Borgerservice.

En større andel af de unge i Næstved Kommune skal stemme ved det kommende kommunal- og regionsrådsvalg i forhold til valget for fire år siden.

Det er et erklæret mål, som man har sat sig i Næstved Kommune.

Baggrunden er, at 55,8 procent af de 19-21-årige afgav en stemme ved valget i 2021. For aldersgruppen 22-29-årige var andelen kun 45,1 procent. Kun de 18-årige vælgere formåede at trække den samlede valgdeltagelse op med en stemmeprocent på 69,1 procent.

Det skal gøres bedre, så derfor er det ved valget om få uger et erklæret mål i kommunen, at andelen af unge, der afgiver en stemme ved valget, skal være større end for fire år siden.

Derfor kommer Næstved Kommune fra på mandag rundt med mobile brevstemmesteder på otte forskellige uddannelsesinstitutioner i kommunen, så eleverne har mulighed for at afgive deres stemme – eventuelt sammen med deres klasse.

”Vi vil rigtigt gerne have flere unge til at afgive en stemme ved det kommende valg, og hvis vi kan øge andelen af unge, der deltager i demokratiet ved at flytte muligheden for at stemme ud på uddannelsesinstitutionerne, hvor de unge er, så er det rigtigt godt givet ud”, lyder det fra Gitte Nonbo, sekretariatschef og valgansvarlig i Næstved Kommune.

Det betyder helt konkret, at medarbejdere fra kommunen kommer ud på uddannelsesinstitutionerne med en mobil brevstemmeboks på udvalgte dage og tidsrum, hvor eleverne – og eventuelt også lærerne – kan afgive deres stemme.

Det vil i øvrigt også være en mulighed at brevstemme i de mobile brevstemmesteder, selvom man ikke bor i Næstved Kommune.

Stor begejstring hos EUC Sjælland

Et af uddannelsesstederne er EUC Sjælland, og her bliver den mobile brevstemmeboks opsat på mandag 3. november i tidsrummet klokken 10.00 til 13.00.

Hos netop EUC Sjælland er Ole Holm, uddannelseschef for EUD og AMU, begejstret for initiativet.

”Vi er som erhvervsskole forpligtet til at deltage i de unge elevers dannelsesproces. Og det at tage stilling og deltage i vores demokrati er noget af det vigtigste, vi har. Vi holder valgbazar fredag 31. oktober, hvor en håndfuld kandidater deltager, og vi sørger for at alle vores grundforløbselever deltager. Ud over en politisk debat blandt kandidaterne, kan eleverne komme rundt og tale med hver enkelt kandidat. Eleverne kan så afgive deres stemme, når Næstved Kommunes mobile brevstemmeboks åbner mandag formiddag. For langt de fleste af vores elevers vedkommende, er det første gang, at de kan deltage i et valg. Så vi håber, at vores setup giver dem viden og lyst til at deltage i demokratiet ved at afgive deres stemme”, siger Ole Holm.

Medarbejdere fra Næstved Kommune vil bemande de mobile brevstemmesteder og vil sikre, at det er let og trygt at stemme.

Ved valget i 2021 valgte 65,62 procent af de stemmeberettigede i Næstved Kommune at stemme.

FAKTA

Her kommer de mobile brevstemmesteder forbi:

Mandag 3. november klokken 10-14: Professionshøjskolen Absalon

Mandag 3. november klokken 10-13: EUC Sjælland

Tirsdag 4. november klokken 11-15: Zealand – Sjællands Erhvervsakademi

Onsdag 5. november klokken 14-17: Herlufsholm Skole og Gods

Torsdag 6. november klokken 9-13: VUC Storstrøm

Mandag 10. november klokken 09.30-15.30: Nøstved Gymnasium og HF

Tirsdag 11. november klokken 11-14: ZBC

Onsdag 12. november klokken 09.00-11.00: FGU Syd- og Vestsjælland

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Næstved Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Næstved Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye