Industriens Uddannelser

Metalindustrien hyldede modtagerne af ML-prisen 2025

Del

25 nyudlærte svende inden for metalindustrien blev fejret fredag formiddag i Industriens Hus i København ved den årlige uddeling af Metalindustriens Lærlingepris (ML-prisen)

Foto: Lasse Skov
Foto: Lasse Skov

Fredag d. 24. oktober 2025 hyldede metalindustrien årets 25 modtagere af ML-prisen 2025 i Industriens Hus i København. Det er 23. gang prisen uddeles, og det er Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) v. Dansk Industri, Dansk Metal og Tekniq, der står bag. 

Familier, faglærere og mestre var også inviteret med til fejringen, der begyndte med kaffe og morgenmad. Kl. 10.30 havde alle gæster og prismodtagere taget plads i salen, og herefter kunne sekretariatschef i Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI), Susanne Bomholdt Andersen, byde velkommen til dagens første taler, som var minister for grøn trepart Jeppe Brus (S). 

- Det er en stor dag og en stor oplevelse at hylde jer, der har valgt den faglige vej. Vi har brug jer til at vise, hvordan talenter kan foldes ud. Og det er sådan nogen som jer, der skal være med til at accelerere den grønne omstilling, sagde Jeppe Bruus. 

Herefter holdt Peter Faber, formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) og forbundssekretær i Dansk Metal, tale for prismodtagerne. 

- I er beviset på, at vi ikke kan undvære kloge hænder. I en tid hvor flere og flere unge kæmper med trivslen og med at finde mening i tilværelsen, er jeg sikker på, at en del af løsningen er det at have et arbejde, man er glad for. Et arbejdsfællesskab. Kollegaer der bliver glade for at se en, når man kommer ind ad døren om morgenen, sagde Peter Faber i sin tale.

Prisoverrækkelse med statuetter til alle prismodtagere

Herefter gik selve prisoverrækkelsen i gang, hvor hver enkelt prismodtager blev kaldt på scenen til håndtryk og overrækkelse af statuette, diplom og blomster. Undervejs blev der læst op af de indstillinger, som skoler og virksomheder har skrevet om lærlingene. 

Oplæring kræver umage og omtanke

Til slut var det vicedirektør i DI og næstformand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg, Signe Tychsen Philip, der kom på scenen som arrangementets sidste taler.  

- Jeg vil også gerne sige tillykke til jer virksomheder, som har givet dagens super dygtige lærlinge mulighed for at uddanne sig til det, som netop de brænder for. At være et fremragende lærested, som udfordrer og fremmer den enkelte til at nå sit fulde potentiale, kræver også umage og omtanke hver dag. Tak for jeres indsats, sagde Signe Tychsen Philip, næstformand i Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) og vicedirektør i DI.

200 lærlinge var indstillet til ML-prisen 2025

I løbet af det sidste år er 200 nyudlærte lærlinge blevet indstillet til ML-prisen 2025, men kun 25 nåede gennem nåleøjet og kunne tage den ærefulde pris med hjem. 

De nyudlærte lærlinge, som modtog ML-prisen, har alle udmærket sig ved et 12-tal til svendeprøven. De har desuden kvalificeret sig til prisen ved at have stort fagligt overblik, være kvalitets- og ansvarsbevidste og selvfølgelig være gode kammerater og kolleger på deres arbejdspladser. 

For at komme i betragtning til ML-prisen skal både praktikvirksomheden og erhvervsskolen indstille lærlingen.

Find billeder fra arrangementet og af alle prismodtagere her: https://www.flickr.com/photos/184363312@N05/albums/72177720329631740

Kontakter

Billeder

Følg pressemeddelelser fra Industriens Uddannelser

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Industriens Uddannelser

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye