Finanslov for 2026: Indsats mod skolefravær og styrkelse af dagtilbud

Del

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Det Konservative Folkeparti har med aftalen om finansloven for 2026 blandt andet besluttet at afsætte 30 millioner kroner årligt i fire år til indsatser mod langvarigt bekymrende skolefravær.

Antallet af børn og unge med højt fravær i folkeskolen er vokset markant. Derfor er der behov for at hjælpe børn og unge med langvarigt bekymrende skolefravær. Det mener regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Det Konservative Folkeparti, der blandt andet har afsat 30 millioner kroner årligt i 2026-2029 til indsatser, der forebygger og afhjælper langvarigt bekymrende ufrivilligt skolefravær. Målet med midlerne er at få flere børn tilbage i skole og forældrene tilbage på arbejde.

Konkret skal midlerne gå til initiativer fra anden del af handlingsplanen for børn og unge med langvarigt bekymrende ufrivilligt skolefravær. Regeringen offentliggjorde tidligere på måneden første del af denne handlingsplan. Anden del kommer i 2026. En andel af midlerne kan anvendes til etablering af et videnscenter for ufrivilligt skolefravær i regi af Børne- og Undervisningsministeriet, som skal understøtte kommunerne i at kunne hjælpe elever tilbage i skole.

”Skolen er et af børns vigtigste fællesskab, og derfor kan det have store konsekvenser, når et barn eller en ung trækker sig fra skolen. Desværre ser vi, at et stigende antal børn har langvarigt fravær. Det er trist. I regeringen er vi optaget af at vende den udvikling, og vi har blandt andet lavet en første national handlingsplan mod langvarigt bekymrende fravær. Jeg er glad for, at vi nu afsætter millionbeløb de næste år til initiativer, der skal hjælpe børnene tilbage til fællesskabet i skolen”, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

”I Det Konservative Folkeparti er vi særligt stolte af, at der nu afsættes midler til en langt større indsats mod ufrivilligt skolefravær. Alt for mange børn og unge mister fodfæstet, når mistrivsel eller angst holder dem væk fra skolen. Det kræver en målrettet indsats, hvor faglig viden, tidlig indsats og støtte til familierne går hånd i hånd. Midlerne skal bruges til at opbygge en national viden- og rådgivningsenhed og til at føre den nationale handlingsplan ud i livet, som vores beslutningsforslag fra foråret danner grundlag for. Det er et vigtigt skridt for at sikre, at alle børn får mulighed for at trives og vende trygt tilbage til skolen”, siger Lise Bertelsen, Det Konservative Folkeparti.

Markant løft af dagtilbudsområdet

Regeringen fremlagde i august et finanslovforslag med en stor børnepakke på 1,6 milliarder kroner til dagtilbudsområdet, der skal sikre, at der ansættes knap 1.400 flere pædagoger, pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere i landets daginstitutioner, og at forældrebetalingen i dagtilbud nedsættes,

Finanslovsforslaget indeholdt også investeringer til bredere opfølgning på Trivselskommissionens anbefalinger. Disse tiltag indgår også i den endelige finanslov.

Samling af analyse- og evalueringsopgaver

Årets finanslov bekræfter derudover det flerårige statslige arbejdsprograms ambitioner om at styrke styringen af den statslige sektor gennem nedbringelse af unødig administration og en fokuseret opgaveløsning. Det indebærer blandt andet at se på, om der i staten er institutioner med sammenlignelige formål og opgaver.

Analyse- og evalueringsopgaver på dagtilbuds- og uddannelsesområdet løses i dag både i VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) og hos Danmarks Evalueringsinstitut EVA. Arbejdsprogrammet udmøntes med finanslovaftalen blandt andet ved, at analyse- og evalueringsopgaver samles i en enkelt institution, VIVE, der styrkes med en del af bevillingen.

Det betyder, at EVA bliver afviklet med virkning fra 1. juli 2026, og at der sker en reduktion af midler anvendt på analyser og evaluering samlet set. Lovforslag om ophævelse af lov om Danmarks Evalueringsinstitut vil blive sendt i offentlig høring.

Den resterende del af de udmeldte administrationsbesparelser på Børne- og Undervisningsministeriets område frem mod 2030 vil blive udmøntet i ministeriets departement og styrelser.   

Nøgleord

Kontakter

Kontakt pressetelefonen på tlf. 2240 0930 for pressehenvendelser til ministeren eller ministeriet.


Eller skriv til presse@uvm.dk


Det er ikke muligt at sende sms'er til pressetelefonen.

Links

Følg pressemeddelelser fra Børne- og Undervisningsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Børne- og Undervisningsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye