Miljøminister med ny vejledning: Støj fra idræt er ikke industristøj
En ny vejledning skal gøre det nemmere og klarere for kommunerne at håndtere støj fra idrætsanlæg. En løsning, der har været efterspurgt af kommuner, DBU og DIF.
Miljøminister Magnus Heunicke er nu klar med en ny vejledning, der præciserer, hvordan kommuner skal håndtere støj fra idrætsanlæg. Med den nye vejledning står det nu klart, at støj fra idræt ikke skal sidestilles med industristøj.
Præciseringen i vejledning sker efter, at en række kommuner, DBU og DIF har efterlyst klarere regler for, hvordan støj fra kunstgræsbaner og anden idræt skal reguleres. Den nuværende vejledning har indtil nu været tolket sådan, at støj fra idrætsanlæg skulle reguleres som støj fra industri. Det er regler, der stiller krav om et meget lavt støjniveau. Det har betydet, at kommunerne i mange tilfælde har skullet overveje meget omkostningstunge støjdæmmende foranstaltninger.
Med den nye vejledning skal vurderingen af, om støjen er væsentlig, og der derfor er grundlag for at reducere støjen, ske på baggrund af et kommunalt skøn. Kommunen skal således skønne, om idrætsanlægget medfører væsentlige støjgener, som dermed ikke skønnes at være acceptable for naboerne, og at der dermed skal overvejes udarbejdet støj-reducerende foranstaltninger.
Miljøminister Magnus Heunicke siger:
"Idrætsanlæg skal være en fast del af bylivet, og lyden af børn og unge, der spiller fodbold, er for mig en af bedste lyde i et lokalsamfund. Det er et tegn på fællesskab, det er sundt, og det er vigtigt, at vi understøtter det. Med den nye vejledning hjælper vi kommunerne med at finde en balance, så der både kan være plads til at dyrke sport tæt på, hvor folk bor, og tages hensyn til naboerne.”
Bjarne Christensen, formand for DBU Bredde, siger:
"Vi er glade for, at ministeriet har lyttet til de erfaringer, som vi og DIF har bragt ind i arbejdet. Det betyder meget, at man nu anerkender, at fodboldbaner og idrætsanlæg ikke kan sidestilles med fabrikker. Lyden af børn og unge, der spiller fodbold, er lyden af sundhed og fællesskab. Med den nye vejledning bliver det lettere for kommunerne at finde en fornuftig balance mellem aktivitet og hensyn."
Hans Natorp, formand i DIF, siger:
”Jeg vil gerne rette en stor tak til ministeren for at lytte til vores bekymringer og gøre det klart, at lyden af glade idrætsbørn ikke skal sidestilles med industristøj. Det er også positivt, at støjgener fremover vurderes ud fra et lokalt skøn og med blik for den store værdi, de bynære idrætsanlæg har for vores børns fysiske trivsel og fællesskaber. Og hvor der ved eventuelle udfordringer findes en balance mellem naboer og idræt fremfor direkte forbud, som vi har set flere steder med de gamle regler. Nu glæder vi os til, at den nye vejledning træder i kraft.”
Vejledningen og en miljøvurdering af vejledningen er i offentlig høring frem til 20. november 2025.
Se vejledningen og miljøvurderingen her.
Yderligere oplysninger:
Pressevagten: Tlf. +45 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS)
Mail: presse@mim.dk
Følg pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet
Stigende vandstand truer Horsens: Stat og kommune i tæt samarbejde om kystsikring12.11.2025 13:27:15 CET | Pressemeddelelse
Store dele af Horsens Havn og midtby er truet af oversvømmelser og stigende vandstande. Derfor indleder miljøminister Magnus Heunicke og borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen, nu et tæt mellem staten og kommunen samarbejde om kystbeskyttelse af byen.
Globalt forbud mod kviksølv i tandfyldninger11.11.2025 11:04:43 CET | Pressemeddelelse
I årtier har tandlæger verden over brugt kviksølv i tandfyldninger. Nu er det slut. Under det danske formandskab er der forhandlet et globalt forbud mod kviksølv i tandfyldninger på plads. Det er et markant fremskridt for både sundhed og miljø.
Oversvømmelser truer Kerteminde: Nu går stat og kommune går sammen om at sikre kysten10.11.2025 15:09:54 CET | Pressemeddelelse
Kerteminde er blandt de mest oversvømmelsestruede områder i Danmark. Ny fælleserklæring mellem staten og Kerteminde Kommune er startskuddet på et tæt samarbejde om kystsikring af byen.
Nationale partnerskaber skal fjerne PFAS i industrien7.11.2025 08:19:13 CET | Pressemeddelelse
Regeringen vil give danske virksomheder adgang til ekspertviden og testmiljøer, der skal hjælpe med at udfase og fjerne PFAS i Danmark. Det skal ske i nye PFAS-partnerskaber, som skal drives af Teknologisk Institut i samarbejde med dansk erhvervsliv.
De nordiske lande går sammen om at bekæmpe mikroplast fra kunstgræsbaner29.10.2025 16:02:29 CET | Pressemeddelelse
Miljøminister Magnus Heunicke ser stort potentiale i et nyt nordisk samarbejde, der skal finde miljøvenlige alternativer til gummigranulat på kunstgræsbaner. De nordiske lande afsætter 15 mio. kroner til projektet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum