CEO udpeget til at drive verdens kraftigste kvantecomputer
23.10.2025 11:01:56 CEST | Danmarks Eksport- og Investeringsfond | Pressemeddelelse
Ebba Carbonnier er udnævnt som CEO for virksomheden QuNorth, der er en nordisk kvantesatsning etableret af Novo Nordisk Fonden og EIFO (Danmarks Eksport- og Investeringsfond) med det formål at indkøbe og drive verdens kraftigste kvantecomputer.

Siden lanceringen af QuNorth i juli har EIFO og Novo Nordisk Fonden arbejdet målrettet på at finde den rette CEO til den nordiske kvantesatsning.
Valget er faldet på svenske Ebba Carbonnier, der tiltræder jobbet 1. november. Som CEO skal hun stå i spidsen for at etablere og drive verdens kraftigste kvantecomputer, Magne, der skal give nordiske forskere og virksomheder adgang til den nyeste teknologi.
Ebba Carbonnier kommer fra en stilling som Director for Swedish Quantum Life Science Centre på det svenske universitet Karolinska Institutet. Hun har medforfattet den officielle svenske kvantestrategi, og i 2021 stiftede hun Nordic Quantum Life Science Roundtable, som er en konference og et netværk, hvor forskere, industriledere og finansieringspartnere årligt samles for at fremme samarbejde og innovation inden for kvanteteknologi.
Ebba Carbonnier har tidligere arbejdet 14 år som managementkonsulent for bl.a. Microsoft, AstraZeneca og Ericsson.
”Jeg er begejstret for muligheden for at stå i spidsen for QuNorth, som jeg virkelig tror kan give det nordiske kvanteøkosystem et markant løft. Jeg glæder mig til at få teknologien op at køre, gøre processerne mere effektive og sikre, at både forskere og virksomheder kan bruge den i konkrete projekter. Samtidig ser jeg frem til at samle og styrke den nordiske kvanteverden endnu mere omkring én fælles vision og øge samarbejdet på tværs af landegrænser," siger Ebba Carbonnier.
EIFO og Novo Nordisk Fonden har etableret QuNorth for at sikre, at Danmark og Norden får adgang til den nyeste generation af kvantecomputere, hvilket ingen af de nordiske lande i dag råder over. De to fonde har samlet investeret knap 600 mio. kr. i projektet med en ambition om at udvikle en europæisk kvantehub i Norden.
Ifølge Erik Balck Sørensen, CIO i EIFO, er Ebba Carbonnier den helt rette til at forløse den ambition.
"Ebba kombinerer en dyb forståelse af kvanteteknologiens videnskabelige fundament med evnen til at omsætte det til konkrete løsninger inden for sundhed, industri og samfund. Hun er en sjælden kapacitet, der i miljøet bliver omtalt som en særlig hybrid: en leder, der både har sat sig ind i videnskaben bag kvanteteknologi og samtidig kan skabe forretningsmæssig værdi og reelle samfundsnyttige løsninger,” siger Erik Balck Sørensen.
Lene Oddershede, professor og Chief Scientific Officer, Planetary Science & Technology i Novo Nordisk Fonden fremhæver Ebba Carbonniers evner til at skabe værdi på tværs af det nordiske kvanteøkosystem.
”Med Magne får det nordiske kvanteøkosystem stillet noget af den ypperste teknologi til rådighed, der på nuværende tidspunkt findes inden for kvantecomputere. Det åbner helt nye muligheder og anvendelser, vi endnu ikke kan forestille os. Ebba har evnen til både at forstå disse komplekse muligheder og omsætte dem til konkrete løsninger, der skaber værdi for både forskning, industri og samfund, og derfor er valget faldet på hende,” siger Lene Oddershede.
Om QuNorth
- QuNorth er en ny virksomhed, der har til formål at indkøbe og drive verdens hidtil kraftigste kommercielle kvantecomputer.
- QuNorth ejes 50/50 af EIFO og Novo Nordisk Fonden, selskabet ventes at få ca. 10 specialiserede medarbejdere.
- QuNorth får base i Innovation District Copenhagen.
Om Magne
- Magne bliver aktuelt verdens første kommercielt tilgængelige niveau 2-kvantecomputer og vil bestå af 50 logiske qubits og 1.200+ fysiske qubits.
- Der er tale om en komplet full stack-kvantecomputer. Det betyder, at den ikke kun består af selve hardwaren, der indeholder qubits, men også af algoritmer, software, styresystem, compiler og kontrolelektronik.
- Atom Computing vil bygge og levere kvantehardware til Magne, mens Microsoft vil integrere bl.a. sin Azure-software, der vil være skræddersyet til Atom Computings neutral atom-teknologi.
Nøgleord
Kontakter
Jeppe Maagaard HolmPressekonsulent // EIFO
Tlf:23611019jemh@eifo.dkBilleder

Om EIFO - Danmarks Eksport- og Investeringsfond
Som Danmarks nationale erhvervsfremmende bank og officielle eksportkreditinstitut arbejder EIFO for at åbne døre for global forretning, skubbe på den grønne omstilling, løfte innovative teknologier og bidrage til Danmarks sikkerhed.
Med et samlet engagement på over 170 mia. kr. og aktiviteter i mere end 100 lande tilbyder EIFO finansielle løsninger til danske virksomheder og deres globale partnere.
EIFO er derudover Danmarks største ventureinvestor og investerer i startups og fonde. I 2024 investerede EIFO 78 gange i selskaber og 16 gange i fonde.
EIFOs fokus på kvanteteknologi omfatter flere strategiske investeringer i fx danske Sparrow Quantum, Atom Computing og Kvantify samt arbejdet med at etablere Danmarks nye kvantefond
Læs mere på www.eifo.dk
Om Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden er en uafhængig dansk erhvervsdrivende fond, der støtter videnskabelige, humanitære og sociale formål
I 2022 lancerede Novo Nordisk Fonden sin hidtil største satsning på kvanteområdet: Novo Nordisk Foundation Quantum Computing Programme og Quantum Foundry Copenhagen. Målet er her at udvikle en såkaldt fejl-tolerant kvantecomputer på niveau 3
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond
EIFO øger investering i Onomondo30.9.2026 14:49:20 CEST | Pressemeddelelse
Den københavnske IoT-virksomhed Onomondo får den europæiske kapitalfond Aspirity Partners ind som ny hovedaktionær, mens EIFO øger sin investering. Kapitalen skal bruges til international ekspansion og videreudvikling af selskabets egen globale infrastruktur, med fortsat forankring i Danmark.
EIFO og Danica investerer i milliardfond med fokus på forsvarsteknologi24.9.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Europæisk milliardfond skal investere i forsvars- og sikkerhedsvirksomheder. Investeringen styrker adgangen til kapital for europæiske vækstvirksomheder og mobiliserer dansk pensionskapital til området. Som følge af investeringen etablerer fonden nordisk hovedsæde i København.
EIFO løfter forventningerne efter positivt halvårsresultat14.9.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
EIFO kommer klart bedre ud af første halvår af 2026 end forventet og leverer et resultat på 1,6 mia. kr. Fremgangen skyldes især positive værdireguleringer på investeringer og færre tab end forventet. Blandt SMV’erne steg finansieringsvolumen med 80 pct. i første halvår.
Danmark fastholder sin position som et af Europas stærkeste venturemarkeder26.8.2026 11:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Trods mindre tilbagegang tiltrækker danske startups fortsat betydelig risikovillig kapital, men konkurrencen om de største investeringer er blevet skærpet. Det viser EIFOs årlige analyse From Startup to Scaleup 2026.
Danmark finansierer ny ukrainsk vindpark, der sikrer strøm til titusinder af husstande25.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ruslands krig i Ukraine har skabt et akut behov for ny energiproduktion. Med et lån på 750 mio. kr. baner EIFO (Danmarks Eksport- og Investeringsfond) vej for, at den ukrainske landbrugsvirksomhed Kernel går ind i energiproduktion ved at opføre ny vindpark.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum