DI - Dansk Industri

Europa-Parlamentets forsinkelser truer konkurrenceevne og velstand

Del

Der blev sidste uge indgået en aftale mellem politiske grupper i Europa-Parlamentet om at stemme ja til en stor regelforenklingspakke om bæredygtighed. I dag har et flertal af EU-parlamentarikerne alligevel stemt nej til kompromiset, og det er et bittert tilbageslag for Europa.

- Vi befinder os i en skæbnestund for Europas fremtidige velstand og sikkerhed, for vi står med et akut og massivt behov for forenkling, som kan sikre vores fælles konkurrencedygtighed. Alligevel forsinker Parlamentet processen og demonstrerer ærligt talt en manglende forståelse for, hvor alvorlig Europas situation er, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri.

- Resultatet er ganske enkelt, at Europa-Parlamentets manglende virkelighedsforståelse rammer alle europæeres velstand, tryghed og arbejdspladser, tilføjer han.

Efter lang tids armlægning indgik de konservative medlemmer i Europa-Parlamentet sammen med den socialdemokratiske og den liberale gruppe i sidste uge en aftale om forsimpling af EU’s regler om bæredygtighed. Kompromiset, som blev vedtaget i Europa-Parlamentets juridiske udvalg, skulle give grønt lys til EU-Kommissionens lovpakke Omnibus 1, der vil føre til markante forenklinger af EU’s regler inden for rapportering om bæredygtighed.

Da de tre politiske grupper, der står bag aftalen, tilsammen har et flertal i Europa-Parlamentet, var det ventet, at Parlamentet som helhed også ville stemme for kompromisaftalen. Men i dag har et snævert flertal i Parlamentet stemt imod.

- Hvis alle havde holdt sig til aftalen mellem de politiske grupper, kunne arbejdet være kommet videre. I stedet har nogle parlamentarikere valgt at gå deres egne veje. Det er dybt skuffende, at en så vigtig beslutning hænger fast i Europa-Parlamentet, og at nogle parlamentarikere vælger den politiske magtkamp frem for at indgå et kompromis, der kunne gavne alle europæere, siger Lars Sandahl Sørensen.

Kravene til rapportering om bæredygtighed har nået et omfang og en kompleksitet, der er kommet helt ud af kontrol, og som ikke tjener formålet om at understøtte en bæredygtig omstilling. Derfor tog DI også godt imod udsigten til, at Europa-Parlamentet ville nå til enighed om forsimpling af bæredygtighedsrapporteringen.

Udviklingen betyder, at Europa-Parlamentet nu tidligst vil kunne godkende Omnibus 1 midt i november. Derefter skal der indgås en endelig aftale om lovpakken i de såkaldte trilogforhandlinger mellem Europa-Parlamentet, medlemsstaterne og EU-Kommissionen, før de forenklede regler kan træde i kraft.

På grund af det danske EU-formandskab spiller Danmark en vigtig rolle i trilogforhandlingerne, men kun indtil Cypern overtager formandskabet ved årsskiftet.

- Forsinkelsen betyder, at det danske formandskab stort set ingen chance har for at få pakken på plads. Det er bittert – først og fremmest fordi det haster med at reducere den tunge byrde af regler, som hæmmer Europas udvikling, men også fordi Danmark mister en vigtig chance for at levere resultater for hele Europa, siger Lars Sandahl Sørensen.

Nu vil DI sammen med det øvrige Europæiske erhvervsliv gå i dialog med Europa-Parlamentarikerne for at bane vejen for, at Omnibus 1 kan vedtages i november. 

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye