Her er shortlisten til Bogforums Debutantpris

Del

Når Bogforum 2025 begynder den 7. november i Bella Center Copenhagen, vil årets bedste skønlitterære værk blive kåret med Debutantsprisen. Listen over de værker, der er shortlistet til prisen, er nu offentliggjort. 

Fra venstre: Anna Neye, Matthias Dressler-Bredsdorff, Christine Kærulv, Jacob Fischer Møller og Anne-Helene Merkelsen
Fra venstre: Anna Neye, Matthias Dressler-Bredsdorff, Christine Kærulv, Jacob Fischer Møller og Anne-Helene Merkelsen Fotokreditering: Fra venstre: Anne Neye, Fotograf: Sara Galbiati Matthias Dressler-Bredstorf, Fotograf: August Vinther Thomsen Christine Kærulv, Fotograf: Coco Ardal Jacob Fischer Møller, Fotograf: Julie Hrnčířová Anne-Helene Merkelsen, Kreditering: Grønningen

De fem shortlistede værker til Bogforums Debutantpris viser, hvor forskellig ny dansk litteratur tager sig ud. Der er romaner, selvbiografisk prosa, digte og kortromaner på listen, der enten er båret af fortællingens drivkraft eller som modsætter sig en plotstruktur. Der er værker, der er legesyge og fantasifulde, og andre der lader virkeligheden spejle sig i fiktionen. 

Familieinstitutionen er et fælles tema for flere af årets danske debutanter. Der er fortællinger, der går igen om, hvordan familier kan slå revner og hvordan adfærd forplanter sig op igennem generationerne. Debutanterne har så at sige både det korte og det lange lys på - det psykologiske rum og vores fælles rum, det vi kalder samfundet, kastes der lys på fra flere vinkler. 

De shortlistede værker er valgt ud fra et felt på 32 indstillede værker fra 16 forlag.

Shortlisten Bogforums Debutantpris 2025:

  • Matthias Dressler-Bredsdorff: Efter faldet (Informations Forlag)
  • Jacob Fischer Møller: Paul dør (Forlaget Atlanten)
  • Christine Kærulv: Motherlode (Gads Forlag)
  • Anne-Helene Merkelsen: Uden egentlig at ville det (Forlaget Grønningen 1)
  • Anna Neye: Opmåling af hjertet – en romance i feltnoter (Forlaget Gyldendal)

Vinderen offentliggøres på Bogforum fredag d. 7. november i forbindelse med den officielle åbning kl. 11.15 på Store Scene. 

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt åbner festivalen hvorefter juryforpersonen motiverer valget af de fem værker til shortlisten og efterfølgende offentliggør vinderen.

Om Bogforums Debutantpris:

Med prisen, der går helt tilbage til 1993, ønsker Bogforum at skabe opmærksomhed om stærke, nye navne i den danske litteratur. Udover en økonomisk tilskyndelse på 50.000 kr. til at fortsætte forfattergerningen, giver prisen også ekstra opmærksomhed fra presse, boghandlere og læsere, hvilket forhåbentlig kan hjælpe et lovende forfatterskab videre.

Blandt de tidligere vindere af den prestigefyldte pris kan nævnes Kaspar Colling Nielsen, Tine Høeg, Morten Pape, Yahya Hassan, Christian Jungersen, Amalie Langballe, Anne-Cathrine Riebnitzsky, Thomas Rydahl, Knud Romer, Fine Gråbøl, Amina Elmi og Linea Maja Ernst.

Juryen bag Bogforums Debutantpris består af fire dedikerede læsere med forskellig erhvervsmæssig baggrund, alle udpegede af Bogforums leder: En boghandler, en biblioteksansat, en universitetsansat og en juryforperson.

Medlemmerne af dette års jury er:

  • Direktør for Alfabet – Danmarks Litteratur- & poesihus, Gro Frank Rasmussen (forperson)
  • Boghandler, Thiemers Magasin, Michael Bjørn Nellemann
  • Leder af Læring og Medborgerskab, Roskilde Bibliotek, Anette Øster
  • Lektor ved Aarhus Universitet, Mette-Marie Zacher Sørensen

De fulde motivationstekster, som danner grundlag for udvælgelsen af de fem værker, er beskrevet længere nede i denne pressemeddelelse.

Læs mere om Bogforum 2025 inkl. program og billetsalg på www.bogforum.dk.

Shortlisten:

Matthias Dressler-Bredsdorff

Efter faldet 

Informations Forlag 

Efter faldet er et klogt, humanistisk mentalitetsportræt, der tegner forbindelseslinjer mellem det 20. århundrede, den europæiske historie og Dressler-Bredsdorff-familiens levede liv. Det er en forfaldshistorie på flere planer. Relationen mellem fortælleren Matthias og hans far har i flere år været i frit fald. Og nu er faren død, faldet ned fra en stige. Faren har først og fremmest været defineret ved sit fravær igennem Matthias’ opvækst. Han har været så optaget af at kigge tilbage på sin fortid, at han har glemt at se op og være til stede i sin nutid. Han efterlader sig et romanmanuskript, hvor han forsøger at få greb om sin egen far, ham, der blev SS-kaptajn. Dressler-Bredsdorff lægger sit kalkerpapir oven på farens manuskript, og forsøger nu at nærme sig sin far.

Matthias Dressler-Bredsdorff har et suverænt greb om sin form, sit stof. Efter faldet indskriver sig i en stærk fransk fortælletradition, der med sin interesse for social adfærd og sin episodiske fremstillingsform skaber et sammensat billede af en historisk tid, som indlejrer sig i de mennesker, der lever i den. Efter faldet bliver en samtidsroman om betydningsspor. En stærk skildring af vores egen tids tabserfaring. Man kan ikke læne sig op ad troen på, at man kan skabe revolutioner eller troen på fremskridtet, eller på individet. Der er noget paradoksalt smukt over den eksistentielle hjemløshed, der bundfælder sig i fortælleren og bæres med over i læseren. Tilbage står en tristesse over socialitetens manglende gennemslagskraft. 

 

Jacob Fischer Møller 

Paul dør

Forlaget Atlanten

Sådan her kan anslaget til et originalt forfatterskab se ud: Man skaber en forførende, teatralsk figur og lader hans associative bevidsthed skabe forbindelser mellem tid og rum. Paul dør er et herligt, litterært monstrøst generationsportræt. I centrum står Paul. ”Paul var bare”, som der står i teksten. Han er en fornemmelse, en rastløs flagren, en rytme. Paul fører samtaler med sine venner, går på Casino, Paul tager parfume på, Paul vil forføre fædrene i den børnehave, hvor han er vikar. Paul iklæder sig mærketøj, ikke nødvendigvis sit eget, Paul mister sit hår – ergo skal han dø (indsæt selv stor armbevægelse). Forfængeligheden og forgængeligheden går hånd i hånd. Paul bevæger sig uhindret over grænsen mellem først den ene og så den anden kulturelle og ideologisk ladede kontekst. Paul ser at: ”alt bar et potentiale for at blive vakt til live, for at blive integreret på ny.” Her er mærkevare-markører, queer-lingo, dansk blandet med engelsk, Paradise Hotel-referencer falder lige så let ind som referencer til verdenslitteraturen. Det er en tekst, der i den grad præges af en forskelligsproglighed. En tekst, som ryster plotstrukturen af sig og giver sig hen til en afsluttende, udknaldet sprudlende junglefantasi – for hvorfor skulle den samle sig, når den i stedet kan skeje ud? Vi glæder os til at se Fischer Møllers idemæssige overskud knopskyde langt ind i dansk samtidslitteratur. 

 

Christine Kærulv

Motherlode

Gads Forlag 

Det digitale findes, og det findes også i litteraturen. Som i Christine Kærulvs helt særlige debutdigtsamling Motherlode. 

På en svinefarm langt ude på landet vokser en pige op sammen med sin lillebror, mor og far.

De spiser koteletter i fad, børnene hopper i trampolin, faren arbejder med grisene, hestene foler, de får navne som Sambuca og Campari. Ser man det fra luften, kunne det ligne et smukt postkort fra landet. Men der er noget galt, som fx når pigen er i skole, og hun mærker ”noget varmt mod mine lår/jeg pisser mere af ren frygt /jeg er ligeglad med at lugte af pis/jeg er bange for at blive hentet.” Motherlode er et knivskarpt, poetisk livtag med den psykiske volds nedbrydende uforudsigelighed og den livline, som computerspillets fiktive univers kan tilbyde et barn, der er fanget i virkeligheden. Titlen Motherlode refererer til en kode i computerspillet SIMS, men læser man det højt, lyder det også som ordet mother-loath – altså en stærk modvilje mod en mor. En modvilje, som bogens mor gør sig fortjent til. I digtsamlingen repræsenterer udråbstegnene morens tyranniske magtsprog. Pludselig står de der og stirrer læseren bydende i øjnene. På papiret fremstår de både råbende og tavse – sådan som den psykiske vold også kan være det. Som barn lærer man at læse tegnene, selvom man ikke har et sprog for at udtrykke dem. Den erfaring omsætter Kærulv overlegent og udtryksmættet til papiret. Kærulv formår både at pege på de muligheder, der ligger i skriften, og at vise, at det kan være et frirum at bevæge sig rundt i den digitale sfære. Kærulvs nuancerede, sprogligt årvågne og undersøgende digtsamling fortjener at blive læst af alle, der interesserer sig for menneskelige vilkår i en digital tidsalder. 

Anne-Helene Merkelsen 

Uden egentlig at ville det

Forlaget Grønningen 1 

Hvilke fællesskaber er vi egentlig forpligtede på, når det kommer til stykket? Familien er et af dem. Men det er ikke alle forældre, der har fået memoet. Det viser Anne-Helene Merkelsen os i sin psykologisk begavede, velskrevne og realistiske roman om ansvar og svigt og barnets ubarmhjertigt gennemskuende blik. 

Du ser det for dig. Anne-Helene Merkelsen kan male tableauer frem som låser sig fast, som et klart syn, som en stemning. Ofte noget, man ville ønske, man kunne blinke væk. Billeder af knust glas og en skikkelse bøjet ind over en vask, dråber af sart rosa. 

I en virkelighedsnær, prunkløs prosa skildrer Merkelsen, hvordan en tiårig pige alt for tidligt lærer, at man ikke kan tage noget for givet. Som når ens forældre bliver skilt. Som når ens intimitets-afglidende psykolog-far ligesom leddeløst forsvinder væk og ikke griber en, når ens mor flytter sammen med en velanset og charmerende præst fra Christianshavn med store hænder. At man mærker en akut uro. Barnet ved instinktivt, at de hænder ikke kun bruges til at bede fadervor. At knoerne kan blive røde efter de slag, de tildeler moren, som i alt for lang tid bare klemmer læberne hårdt sammen, glatter tøjet ud og, optaget af sig selv, holder blikket stift rettet hen over hovedet på barnet. Med stor troværdighed lader Merkelsen os se virkeligheden gennem barnets øjne. Merkelsen skriver med en litterær ærlighed, en åben, stille råhed. Om tilhørsforhold og tab, om manglen på omsorg. Undskyld, har man lyst til at spørge, men er der en voksen til stede? Nej, der er kun barnet. 

Anna Neye

Opmåling af hjertet – en romance i feltnoter

Forlaget Gyldendal Anna Neye har en evne, der ikke er alle forfattere forundt: Hun kan tråde en satirisk nål og ramme lige ned i sit stof, så læseren både griner og ømmer sig højlydt. 

En ung, kvindelig biolog anno 2025 falder over den engelske antropolog Heather Withermores noter fra et feltarbejde i Zoologisk Have i 1885. Hvem er denne kvindelige forsker, som er glemt af eftertiden? Og skal man give hende en plads i historien, når det viser sig, at hendes forskning var præget af en åndsforsnævring, som sætter mennesker i rangorden efter hudfarve? For Withermore har sat en mand i et bur sammen med en orangutang. Denne mand er sort, en af de ’vilde’, som Zoologisk Have udstiller. Formålet er videnskabeligt, forstås. 

Det er omdrejningspunktet for Neyes smerteligt morsomme roman om dobbeltblikke og synlighed, om eksotisme, racediskrimination, følelser og tvivlsom fornuft. 

Neye har et stærkt Holbergsk røntgenblik for hierarkier, hykleri og menneskelig dårskab. Hun har evnen til at få karaktererne til at afsløre sig selv. Som i en vidunderligt morsom dialog mellem Withermore og den tilfangetagne sorte mand, Jakob. Hun har hørt ham sige ”Oh fo sa ton”, og prøver nu at dechifrere, hvad det kan dække over. ”Oh fo sa ton” siger hun, ”Oh fo sa ton” gentager han, mens hun noterer og noterer, og sådan bliver det ved ad absurdum. ”Av for satan”, har man lyst til at råbe, for det skal sgu gøre ondt. Humoren holder os fast i det ubehagelige.

Opmåling af hjertet er hele tiden under forandring. Den er legesyg og jonglerer frit mellem den videnskabelige beretning, den historiske anakronisme, dagbogsformen og romancen. Dens forandringsvillighed låner os muligheden for at indtage samme position: at vi mennesker ikke behøver at være låst fast i én forståelse af verden. 

Nøgleord

Kontakter

For yderligere oplysninger kontakt:

Festivalleder Andreas Nordkild Poulsen, anpo@bellagroup.dk, M: 50604488

Jury-forperson, Gro Frank Rasmussen, grofrank@hotmail.com, M:23616355

Om Bogforum

Bogforum er Danmarks største litterære event og afholdt hvert år siden 1992. Flyttede i 2012 fra Forum på Frederiksberg til Bella Center Copenhagen på Amager.

Følg pressemeddelelser fra Bellagroup A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Bellagroup A/S

CIFF and Camera Buyer Italia Launch Formal Partnership to Strengthen Buyer Engagement Across Key European Markets31.7.2025 13:41:02 CEST | Pressemeddelelse

CIFF (Copenhagen International Fashion Fair), one of Europe’s leading fashion trade shows, is proud to announce a formal partnership with Camera Buyer Italia – Camera Fashion Retailers, aimed at enhancing buyer engagement and curation across strategic European markets. This partnership marks a new chapter in CIFF’s international hospitality program, which will begin with a soft rollout during the upcoming August edition and expand further in the following season. As part of the collaboration, Camera Buyer Italia will act as a strategic curator for buyers from Italy, Spain, France, and Germany. The organization will oversee the selection and integration of high-profile, high-impact buyers into CIFF’s hospitality program, elevating both the diversity and quality of attending retailers and expanding commercial opportunities for exhibiting brands. “CIFF has always prioritized quality over quantity - and this partnership with Camera Buyer Italia allows us to sharpen our focus on attracting

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye