Landdistrikterne bliver taberne uden en plan for gasudfasning
22.10.2025 08:00:00 CEST | Andel | Pressemeddelelse
Den grønne omstilling må ikke skille Danmark i to – den skal samle os.

I 2022 blev et bredt flertal i Folketinget enige om ambitionen; at gasfyr til privat opvarmning skal udfases senest i 2035. Og det hele skulle gå hurtigt; Kommuner, forsyningsselskaber og boligejere kastede sig ind i opgaven. Der blev lagt varmeplaner, udarbejdet projekter, og offentligheden blev informeret. Men luften gik af ballonen, og regeringen vil først i 2026 komme med en samlet plan – på trods af, at der hver dag opsættes nye gasfyr.
Så vi savner klare svar om planen for udfasning af gas til privat opvarmning, især i forhold til landdistrikterne, som risikerer at blive efterladt i kulden.
Efterslæb i grøn omstilling
I regeringens egne beregninger vil 120.000 gasfyr stadig være i drift i 2035, hvis tempoet ikke øges. Samtidig har Venstre meldt ud, at partiet ønsker at droppe hele udfasningsmålet. Og det er rigtig skidt af flere forskellige årsager.
“Hver dag uden en beslutning betyder flere nye gasfyr, og det giver et unødvendigt efterslæb i den grønne omstilling. Og gaskunderne ved reelt ikke, om de er købt eller solgt,” siger Rikke Trikker, kommunikationsdirektør og Senior Vice President i Andel.
Landdistrikterne kan blive de største tabere
Når regeringen ikke sætter en slutdato for salg af gasfyr, rammer det især landdistrikterne, hvor fjernvarmen ikke når ud. Her bor mange i huse med lav værdi og stram økonomi.
Venstres begrundelse er, at det er for dyrt for borgerne at skifte gasfyret, men det bliver også dyrt for de resterende gaskunder at beholde gassen:
- Fra 2027 pålægges gas en CO₂-afgift, der vil koste en gennemsnitlig husstand 2.400 kr. ekstra om året i 2038.
- Vedligeholdelsen af gasnettet bliver dyrere for de tilbageværende, i takt med at færre bruger det.
Samtidig viser en ny Deloitte-analyse, at en fuld udfasning af gasfyr inden 2035 vil give en markant samfundsøkonomisk gevinst. Det gælder også, hvis al gas i systemet erstattes af 100 % biometan. Analysens vigtigste konklusioner er:
- En fuldstændig udfasning af gasfyr inden 2035 vil skabe en samfundsøkonomisk gevinst på 6,4 mia. kr. sammenlignet med Energistyrelsens nuværende fremskrivninger, hvor målet ikke nås.
- De lavere udgifter til opvarmning forventes at udgøre 5,3 mia. kr., hvoraf en stor del kan komme forbrugerne til gode i form af lavere energiregninger.
Den store økonomiske gevinst kommer især fra varmepumperne - de er tre til fire gange mere energieffektive end gasfyr.
Analysen er udarbejdet i overensstemmelse med Finansministeriets og Energistyrelsens retningslinjer for samfundsøkonomiske vurderinger og bygger på anerkendte datakilder – herunder tal fra Danmarks Statistik, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Energistyrelsen.
Andel tager ansvar – men kan ikke gøre det alene
I Andel mener vi, at alle skal have adgang til vedvarende og billigere energi. Derfor er det vores ambition at udfase brugen af gas hos Andel Energis cirka 130.000 gaskunder inden udgangen af 2029. Vi arbejder på finansieringsløsninger og på at kunne hjælpe med det administrative, så vi griber de husstande, hvor barriererne er størst.
Men vi kan ikke gøre det alene. Derfor opfordrer vi politikerne til at sikre, at husstande med de største økonomiske udfordringer skal have mest støtte i omstillingen. Varmepumpepuljen bør øremærkes de huse, hvor huspriserne ikke står mål med varmepumpeomkostningerne. Omkring 20.000 boliger med gasfyr har en værdi under 1 mio. kr. og oplever enten faldende eller meget begrænset prisudvikling. For disse husstande vil det sjældent være økonomisk rentabelt at investere 120.000–160.000 kr. i en varmepumpe.
Den grønne omstilling skal ikke skille Danmark i to – den skal samle os. Alle skal have adgang til grøn og billig energi, uanset postnummer og pengepung. Men hvis omstillingen skal lykkes, kræver det politisk handling:
”Regeringen bør vise lederskab og lægge sig fast på en klar slutdato for salg af gasfyr. Og så er der behov for en målrettet støtteordning, der kan hjælpe de husstande, hvor økonomien spænder ben for den grønne omstilling. Omkring 20.000 boliger med gasfyr har en værdi under 1 mio. kr. De mennesker har ikke mulighed for at investere 120.000–160.000 kr. i en varmepumpe. Her må vi tage et fælles ansvar,” opfordrer Rikke Trikker.
Deloittes analyse kan findes her: https://andel.dk/wp-content/uploads/udfasning-af-gasfyr-2025-c.pdf
Yderligere oplysninger:
Andels presseafdeling, tlf. 2170 3101
OM ANDEL
Andel er Danmarks ledende energi- og fibernetkoncern. Vi er et andelsselskab ejet af 400.000 andelshavere i form af private husstande og virksomheder i Nordvest-, Midt- og Sydsjælland, Lolland-Falster og øerne. Vi tager ansvar for at skabe en fælles fremtid og kæmper hver dag for at trække samfundet i en grønnere og mere digital retning, når vi investerer i produktion af vedvarende energi, ladeinfrastruktur, elnet og visionære, kunderettede energiløsninger.
Vi har 2,8 millioner kundeforhold og via vores datterselskaber Andel Energi, Clever, Mind Energy, Fibia, Watts og netselskaberne Cerius og Radius giver vi vores kunder markedets bedste energiløsninger og en skarp kunderådgivning.
Andel beskæftiger cirka 2.900 kolleger og har hovedsæde i Svinninge samt primære lokationer i Ballerup, Haslev og Virum. I 2024 investerede koncernen 4,8 mia. kr. og omsætningen var på 83,5 mia. kr.
Følg pressemeddelelser fra Andel
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Andel
F.C. København og Andel lancerer Hall of Femme for landets 55.874 pigefodboldspillere8.3.2026 07:58:32 CET | Pressemeddelelse
Andel og F.C. København ønsker at styrke dansk kvindefodbold. Derfor præsenterer parterne i fællesskab nu et stort landsdækkende initiativ, der hylder landets flere end 50.000 pigefodboldspillere.
Andel åbner for valg til repræsentantskabet2.3.2026 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
Fra den 2. marts og frem til 23. marts kan andelshaverne vælge 38 medlemmer, der skal have en plads i Andels repræsentantskab.
Bliv hørt og sæt retning - stil op til Andels repræsentantskabsvalg5.1.2026 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Lige nu er der valg til repræsentantskabet i energi- og fibernetkoncernen Andel. Medlemmerne har mulighed for at påvirke retningen i den andelsejede koncern, som spiller en vigtig rolle inden for energi og grøn omstilling, digital udvikling og demokratisk fællesskab.
Årets Forkæmper - Andel hylder handling i klimakampen16.12.2025 07:58:47 CET | Pressemeddelelse
Foreningen VITA fra Høje Taastrup er Årets Forkæmper 2025 og modtager en anerkendelse på 35.000 kr. fra energi- og fiberkoncernen Andel.
Husk at kramme verden - læg Årets Klimaplakat 2026 under juletræet8.12.2025 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Andel lancerer Klimaplakaten 2026, en oplagt jule- eller mandelgave, der støtter grønne fællesskaber
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum