Statens Naturhistoriske Museum - Københavns Universitet

Grønlandske gymnasieelever skal forske i deres egen kulturarv

Del

Unge fra Nuuk skal undersøge, hvilke dyr 400 år gammelt skind stammer fra i nyt forskningssamarbejde med grønlandske og danske museer og universiteter.

Unge undersøger arkæologisk materiale i Next Generation Lab
Foto: Frederik Wolff © Statens Naturhistoriske Museum

Arkæologisk materiale fundet i Grønland skal nu bogstavelig talt under lup som en del af et nyt forskningsprojekt på Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.

En gruppe gymnasieelever fra Gymnasiet GUX Nuuk bliver en aktiv del af forskerholdet, når de med avancerede laboratoriemetoder skal analysere arkæologisk skind for at finde ud af, hvilke dyr skindene kommer fra. Metoden — kaldet ZooMS — kan identificere dyr ved at undersøge proteiner i materialet, lidt ligesom en slags “fortidens fingeraftryk” i skindet.

Eleverne samarbejder tæt med forskere fra Statens Naturhistoriske Museum og Globe Instituttet på Københavns Universitet, som er eksperter i både ZooMS-metoden og Citizen Science, hvor ikke-forskere inddrages aktivt i videnskabelige projekter.

Unge%20unders%F8ger%20ark%E6ologisk%20materiale%20i%20Next%20Generation%20Lab
Foto: Frederik Wolff © Statens Naturhistoriske Museum

”Vi håber, at eleverne får en stærk oplevelse af, at forskning ikke kun foregår langt væk i hvide kitler, men at de selv kan være med og gøre en forskel. Når man står med en prøve fra et flere hundrede år gammelt skind i hånden og selv laver analyserne, så bliver historien pludselig levende og nærværende på en helt ny måde,” siger Marie Rathcke Lillemark, projektleder på Statens Naturhistoriske Museum.

Målet er både at skabe ny viden om materialet og at give grønlandske unge en central rolle i arbejdet med landets kulturhistorie.

Eleverne skriver nye kapitler i Grønlands historie

Med undersøgelserne bliver eleverne blandt de første til at bringe denne type forskning i skind til Grønland — og til selv at være med til at skrive nye kapitler i deres historie.

Hos Grønlands Nationalmuseum og Arkiv ser man store perspektiver i samarbejdet:

”Det her projekt binder fortid, nutid og fremtid sammen. Det giver de unge en stemme i forskningen i deres egen kulturarv — og det giver os som samfund ny viden om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra,” siger Aviâja Rosing Jakobsen, kurator på Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.

Unge%20unders%F8ger%20ark%E6ologisk%20materiale%20i%20Next%20Generation%20Lab
Foto: Frederik Wolff © Statens Naturhistoriske Museum

Projektet er en del af forskningsprojektet Next Generation Lab, hvor gymnasieelever artsbestemmer originalt, organisk arkæologisk materiale med nye metoder inden for proteinkemi i samarbejde med forskere. Indtil nu har over 3.000 elever i Danmark bidraget med at analysere arkæologisk materiale gennem gymnasieforløbet Fortidens Fingeraftryk. 

”Vi ser allerede, at gymnasieelever kan levere laboratorieresultater af rigtig høj kvalitet og af stor værdi for forskningen. Med indsatsen i Grønland får vi mulighed for at afdække helt nye forskningsspørgsmål sammen med de unge,” siger Luise Ørsted Scharff Brandt fra Globe Instituttet, forskningsleder for Next Generation Lab.

Projektet er med til at styrke grønlandsk deltagelse i og ejerskab over forskningen i landets kulturhistorie. Samtidig giver det eleverne konkret erfaring med naturvidenskabelige metoder og moderne laboratoriearbejde — alt sammen med udgangspunkt i autentisk, historisk materiale fra elevernes eget land.

Unge%20unders%F8ger%20ark%E6ologisk%20materiale%20i%20Next%20Generation%20Lab
Foto: Frederik Wolff © Statens Naturhistoriske Museum

Dato og sted:

  • Hvad: Gymnasieelever arbejder med analyse af skindprøverne.
  • Hvornår: 28. og 29. oktober 2025.
  • Hvor: GUX Nuuk, C.E. Jansensvej 11, Nuuk 3900, Grønland.
  • Kontaktperson: Marie Rathcke Lillemark, projektleder, Statens Naturhistoriske Museum, tlf.: +4593565729, mail: marie.lillemark@snm.ku.dk.

Fakta om projektet:

  • Metoden: ZooMS (Zooarkæologi ved hjælp af Massespektrometri) kan identificere dyr ud fra proteiner i fx skind, knogler og pergament.
  • Deltagerne: Gymnasieelever fra GUX Nuuk samarbejder med forskere fra Statens Naturhistoriske Museum og Globe Instituttet, Københavns Universitet.
  • Citizen Science: Projektet er et eksempel på Citizen Science, hvor ikke-forskere — i dette tilfælde elever — bidrager aktivt til videnskabelige undersøgelser.
  • Next Generation Lab er et forskningsprojekt i samarbejde mellem Statens Naturhistoriske Museum og Globe Institute ved Københavns Universitet, som er finansieret af Novo Nordisk Fonden.
  • Fortidens Fingeraftryk er et undervisningsforløb for gymnasieklasser ved Statens Naturhistoriske Museum, under forskningsprojektet Next Generation Lab. Indtil nu har over 3.000 elever i Danmark bidraget med at analysere arkæologisk materiale ved hjælp af ZooMS-metoden. Forskningsprojektet startede i 2021, og de første resultater baseret på elevers arbejde er publiceret.

Læs mere om Fortidens Fingeraftryk

Læs mere om Citizen Science for skoler og gymnasier

Kontakter

Billeder

Unge undersøger arkæologisk materiale i Next Generation Lab
Foto: Frederik Wolff ©
Statens Naturhistoriske Museum
Download
Unge undersøger arkæologisk materiale i Next Generation Lab
Foto: Frederik Wolff ©
Statens Naturhistoriske Museum
Download
Unge undersøger arkæologisk materiale i Next Generation Lab
Foto: Frederik Wolff ©
Statens Naturhistoriske Museum
Download
Unge undersøger arkæologisk materiale i Next Generation Lab
Foto: Frederik Wolff ©
Statens Naturhistoriske Museum
Download

Om Statens Naturhistoriske Museum

Statens Naturhistoriske Museum er smukt beliggende i hjørnet af Botanisk Have nær Nørreport Station. Museet er nationalmuseum for naturhistorien i Danmark og har ansvaret for forvaltningen af de nationale naturhistoriske samlinger og den tilknyttede forskning og formidling. Samlingerne udgør museets absolutte kerne. De omfatter ca. 14 millioner genstande indsamlet over 400 år; heriblandt skind, skeletter, dyr i sprit, insekter på nål, planter på herbarieark, fossiler, mineraler og meteoritter. Hertil kommer de levende samlinger i Botanisk Have, der omfatter ca. 8.000 forskellige plantearter såsom orkidé, kaktus, kødædende planter og eksotiske træarter.

Adresse:
Øster Voldgade 5–7, 1350 København K

Statens Naturhistoriske Museum

Følg pressemeddelelser fra Statens Naturhistoriske Museum - Københavns Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Statens Naturhistoriske Museum - Københavns Universitet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye