Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Københavnske ungdomsuddannelser har taget hul på nyt skolefag

Del

Ni klasser fordelt på to københavnske ungdomsuddannelser har som de første prøvet kræfter med et helt nyt undervisningsforløb, der sætter ’mental sundhed’ på skoleskemaet. Undervisningen har til formål at give de unge plads til fælles refleksion og redskaber til at styrke trivslen.

Foto: Thomas Busk
Foto: Thomas Busk

Hvordan kan vi blive bedre til at kende og forstå vores krops signaler? Og hvornår og hvorfor er det, at vi nogle gange vælger at gøre ting, der ikke helt passer med det, som kroppen faktisk kalder på? Det skal I undersøge og tale sammen om nu. Og prøv også at finde gode eksempler på, hvornår I lykkes med at lytte til det, kroppen har brug for. Og hvornår eksempelvis stimulanser kan blive det lettere valg – men måske ikke det bedste.”

Når arbejdsspørgsmålene lyder sådan, så er det ikke de klassiske fag som ”Samfundsfag” eller ”Biologi”, der er ringet ind til, men derimod ”Viden om Væren”.

”Viden om Væren” er navnet på et helt nyt undervisningsforløb, som i denne tid for første gang bliver afprøvet på en række forskellige københavnske ungdomsuddannelser. Eleverne i henholdsvis fire klasser på SOSU-H og fem klasser på Christianshavns Gymnasium tog i september som de første hul på initiativet. Og nu er turen kommet til de næste, nemlig Ungdomsskolen Hovmestervej, Skolen for Klinikassistenter og Tandplejere og NEXT Sukkertoppen.

Adskiller sig fra andre indsatser

Initiativet til det nye undervisningsforløb blev taget i forbindelse med budgetaftalen på Københavns Rådhus i efteråret 2024, da politikerne afsatte midler til at sætte ’mental sundhed’ på skoleskemaet som et toårigt pilotprojekt. For sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF), som tog initiativ til projektet, har det været vigtigt, at det adskilte sig fra tidligere trivselsindsatser.

”Vi har i de senere år vænnet os til at tale om børn og unges dårlige mentale trivsel og sat rigtig mange gode ting i gang for at forbedre trivslen. Det har været nødvendigt, og vi har heldigvis rykket udviklingen i en bedre retning. Det nye fag handler om noget andet, nemlig om at hjælpe de unge til at kunne håndtere forbigående belastninger, som de kommer til at møde. Når vi klæder dem på til at kunne forstå og håndtere egne og andres følelser bedre, så ruster vi dem til de perioder af livet, som alle mennesker oplever fra tid til anden. Og på den måde fremmer vi god mental sundhed,” siger Sisse Marie Welling.

Temaerne i undervisningen spænder fra ’tanker’, ’følelser’, ’krop og psyke’ over ’identitet’ og til ’grænser og tryghed’. I undervisningen bliver eleverne introduceret til nogle overordnede begreber og teorier, og samtidig bliver de sat til at løse øvelser i fællesskab og får nogle konkrete redskaber, som de kan tage med sig og bruge i deres videre ungdoms- og voksenliv.

Giver de unge gode byggeklodser

Det er en privat samarbejdspartner, AVi, som har fået til opgave at udvikle og gennemføre undervisningsforløbet. Og her har grundlægger og psykolog Malthe Beck trukket på mange års erfaring med både undervisning og arbejde med børn og unges psykiske trivsel.

”Det er afgørende, at vores unge får rum til at undersøge og lytte ind i, hvad det vil sige at være menneske – at have tanker, følelser og at eksistere socialt. Herfra kan vi skabe stærke fundamenter for at kunne finde vej gennem modgang. Det, der er sværest i livet, kan altid forvandles til udvikling, dybde og mening – men det kræver gode byggeklodser, brugbare indsigter og rum til at undersøge, lytte og dele. Det er det, vi arbejder med i forløbet Viden om Væren,” siger Malthe Beck.

Som supplement til undervisningen får eleverne adgang til digitale redskaber, som støtter videre refleksion og læring på egen hånd. Og sideløbende gennemføres videns- og kompetenceløft til undervisere og studievejledere, så de bliver klædt på til at følge op på undervisningen og anvende redskaberne i den videre undervisning og vejledning af de unge.

FAKTA:

  • Pilotprojektet ’Mental sundhed på skoleskemaet’ er vedtaget i forbindelse med aftalen om Københavns Kommunes budget for 2025, og der er afsat 2,4 millioner kroner over to år.
  • Formålet med forløbet er at styrke de unge i at kunne håndtere ungdomslivets naturlige op- og nedture. Undervisningen indeholder en introduktion til konkrete metoder og redskaber, og tager udgangspunkt i temaer som tanker, følelser, identitet, grænser samt krop og psyke.
  • Forløbet er ikke obligatorisk, men et tilbud til ungdomsuddannelserne, og i løbet af pilotperioden har 10-12 københavnske ungdomsuddannelse mulighed for at deltage. Det forventes at omfatte i alt 50 klasser.
  • SOSU-H og Christianshavns Gymnasium var de første to skoler, der tog imod tilbuddet, og i de kommende uger kommer forløbet ud til i alt 10 klasser fordelt på Ungdomsskolen Hovmestervej, Skolen for Klinikassistenter og Tandplejere og NEXT Sukkertoppen. Efter årsskiftet venter endnu flere skoler.
  • Indsatsen består af et undervisningsforløb for elever på udvalgte københavnske ungdomsuddannelser. Forløbet består af 4-5 moduler af 90 minutters varighed. Forløbet har en fællesskabsorienteret tilgang og afholdes på klasseniveau.
  • Der er udviklet et skræddersyet undervisningskoncept, som afprøves i perioden. Undervisningen varetages af undervisere udefra med særlig kompetence i emnet.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye