Uddannelses- og Forskningsministeriet

Regeringen foreslår største danske offentlige investering på rumområdet nogensinde

Del

Rummet er blevet centralt for vores sikkerhed, klima og mange andre aspekter af livet her på jorden, men en ny geopolitisk virkelighed udfordrer Danmarks og Europas position på området. Nu foreslår regeringen at investere 2,7 mia. kr. i rumområdet over de næste fire år.

De fleste bruger satellitter hver dag – finder vej på telefonen eller tjekker en vejrudsigt. De færreste tænker over, at satellitter også spiller en vigtig rolle for vores sikkerhed via observationer og kommunikation, men også klimaet, landbruget, byggeri og transport har stor gavn af rummets teknologier.    

Rummet gemmer på et stort potentiale, men der er også risiko forbundet med ruminfrastruktur. Afhængighed af teknologien gør os sårbare, hvis den bliver sat ud af spil. I disse år er Danmark og Europa deltagere i et globalt kapløb om at sikre adgang til og rådighed over ruminfrastruktur i alle dens facetter.

Sidste år præsenterede regeringen en strategi for rumforskning og -innovation. Med en investering på 2,7 mia. kr. foreslår regeringen nu at styrke indsatsen i endnu højere grad med langsigtede investeringer i forskning og teknologiudvikling på rumområdet.

Pengene skal blandt andet bruges på at øge det danske engagement i European Space Agency (ESA) og dansk deltagelse i deres nye program European Launcher Challenge, der skal bidrage til, at Europa får en robust og økonomisk bæredygtig mulighed for at opsende raketter.

Derudover vil regeringen prioritere et strategisk program under Danmarks Innovationsfond, som skal opbygge danske forskningsinstitutioners kapacitet og viden på rumområdet. Pengene er tiltænkt hele kæden fra talentudvikling og -tiltrækning til ambitiøse forsknings- og innovationsprojekter med høj gennemslagskraft.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:

- Rummet er på kort tid blevet et meget vigtigt politisk område, og både fra et dansk og europæisk perspektiv er der ingen tvivl om, at vi er nødt til at kunne mere på egen hånd. Derfor foreslår regeringen den største danske offentlige investering på rumområdet nogensinde. Vi vil blandt andet støtte udviklingen af nye kommercielle løfteraketter, som giver Europa bedre adgang til rummet. Investeringen kommer til at gavne vores sikkerhed, erhvervsliv og danne grundlag for nye videnskabelige opdagelser i rummet.

Fakta

  • Regeringen vil investere 2,7 mia. kr. i langsigtet forskning og teknologiudvikling på rumområdet i perioden 2026-2029.
  • Pengene skal blandt andet bruges på at øge Danmarks frivillige ESA-bidrag til 1,2 mia. kr. for perioden 2026-28.
  • Samtidig prioriteres 400 mio. kr.  i 2026-29 til et strategisk program i Danmarks Innovationsfond.
  • Regeringens ambition på rumområdet er en del af et nyt forsknings- og innovationsudspil, der præsenteres inden længe.

For yderligere oplysninger:

Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk

Følg pressemeddelelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye