Nye tal: Danskerne vil have lavere moms på frugt og grønt
Ny undersøgelse viser rekordstor tilslutning i befolkningen til lavere moms på frugt og grønt. Aldrig siden 2018 har så mange bakket så meget op om forslaget.

86 % af danskerne er enige i, at momsen skal sænkes på frugt og grønt. Det er rekord i opbakningen i alle de år, Coop Analyse har spurgt befolkningen. Coop Analyse har spurgt et repræsentativt udsnit af befolkningen siden 2018, og den markante stigning er sket på kun ét år.
De høje priser på mange fødevarer har givet ny rygvind til forslaget om differentieret moms på frugt og grønt ifølge formanden for foreningen Coop amba, Pernille Skipper.
"Lavere moms på frugt og grønt vil ikke kun lette presset på danskernes pengepung, men også gavne både klima, sundhed og danske producenters vilkår. Et meget stort og voksende flertal af danskerne er enige. Det bør regeringen lytte til," siger Pernille Skipper.
Store orgaisationer er enige
Hun har i lang tid arbejdet for lavere moms på frugt og grønt og er senest gået sammen med Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Danmarks Naturfredningsforening og Gasa Odense om en appel til regeringen om at forpligte sig til at sænke momsen på frugt og grønt, så snart det er teknisk muligt.
"Et rekordstort flertal af danskerne siger det samme som de største sundhedsorganisationer, grønne organisationer, de danske frugt- og grøntavlere samt store sociale organisationer. Prisen på frugt og grønt skal ned. Og det er altså også en politisk opgave," siger Pernille Skipper.
Hellere frugt og grønt end chokolade
Coop Analyse har i samme undersøgelse bedt danskerne vurdere, om momsen eller afgifter bør sænkes på andre fødevarer. Undersøgelsen viser igen en markant opbakning til lavere moms på frugt og grønt, selvom det betyder færre penge i statskassen. Faktisk er der tre gange så mange, der svarer frugt og grønt som kaffe, mens hele otte gange flere ønsker sig billigere frugt og grønt frem for chokolade og slik:
"Regeringen vil sænke afgiften på chokolade. Det er jeg såmænd ikke modstander af. Men vi synes egentlig, at man burde starte med momsen på frugt og grønt, i stedet for at gemme sig bag tekniske undskyldninger," siger Pernille Skipper.
Om undersøgelsen
1.013 har deltaget i undersøgelsen, som blev gennemført i slutningen af september 2025 af YouGov for Coop Analyse. Data er vægtet på køn, alder og geografi, og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning i alderen 18-74 år.
Nøgleord
Kontakter
Simon Nyborg, kommunikations- og pressechefCoop amba
Tlf:2152 5160simon.nyborg@coop.dkBilleder
Vedhæftede filer
Coop amba
Foreningen Coop amba er med over 2 millioner medlemmer en af Danmarks største. Sammen med andelsselskabet OK a.m.b.a. ejer vi dagligvarekoncernen Coop Danmark A/S og de cirka 900 Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen og 365discount-butikker, du møder landet over. Lige siden vi stiftede Danmarks første brugsforening i 1866, har foreningen Coop amba arbejdet for en mere bæredygtig hverdag til gavn for vores medlemmer, for samfundet og kommende generationer. Vi står bag månedsmagasinet Samvirke og Madpyramiden, og vi er stolte over at have introduceret økologi i supermarkederne og kvalitetsmøbler til folket gennem ikoniske FDB Møbler, som vi driver den dag i dag.
Følg pressemeddelelser fra Coop amba
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.