Ny politik sætter retning for maden på hospitalerne
Region Hovedstaden indfører ny mad- og måltidspolitik, der skal sætte mål for og forventninger til maden på hospitaler.
Mad og ernæring skal ses som en vigtig del af en patients behandling. Maden skal tilpasses patienternes individuelle behov, ernæringsindtag skal noteres i journalen, hvis patienten er i risiko for underernæring og så skal hospitalskøkkenerne i størst muligt omfang bruge klimarigtige råvarer. Sådan lyder et par nedslag i regionens nye mad- og måltidspolitik.
Politikerne i regionsrådet i Region Hovedstaden har netop vedtaget den nye mad- og måltidspolitik, og formand for sundhedsudvalget Christoffer Buster Reinhardt (K) er tilfreds med resultatet.
" Mere end hver tredje patient, der indlægges på regionens hospitaler, er i ernæringsmæssig risiko. Patienter, som ikke får den rette ernæring, kan få komplikationer, ligesom det kan tage patienterne længere tid at komme til hægterne, siger han og fortsætter:
"Mad er en vigtig del af fundamentet for den samlede behandling og pleje på hospitalet, ligesom medicin er det, og det sætter vi to streger under med den nye kostpolitik."
Hospitalerne er allerede i fuld gang
Politikerne har med den nye, opdaterede mad- og måltidspolitik ønsket at understøtte det gode arbejde, der allerede foregår på hospitalerne, og sikre, at maden også fremover bliver prioriteret.
En anden årsag til at opdatere politikken er at sikre at regionens politik på området er tidssvarende og følger de nuværende anbefalinger. Det fortæller næstformand i sundhedsudvalget Sofie de Bretteville Olsen (S).
"Hospitalskøkkenerne har formået at udvikle og forbedre den mad, som patienterne i dag får. På Herlev Hospital er der mulighed for at vælge a la carte-mad, og det har mindsket madspild. Hospitalet har også et projekt, hvor ældre, skrøbelige mennesker kan få mad med hjem til det første døgn efter udskrivelse til eget hjem. På Bispebjerg og Frederiksberg Hospital har køkkenet guldmærket i økologi, hvilket betyder, at mellem 90 til 100 procent af maden er økologisk. Det gode arbejde skal fortsætte, og her skal hospitalerne bruge den nye madpolitik som rettesnor," siger hun.
Maden på hospitalerne skal ifølge den nye mad- og måltidspolitik være velsmagende, ernæringsrigtig og alsidig. Der skal desuden lægges vægt på hensyn til patienternes forskellige behov, fortæller Christoffer Buster Reinhardt
"På hospitalerne er der nogle kompetente ansatte med ekspertise i ernæring, og de skal også fremadrettet inddrages i sammensætningen af måltiderne. Der skal også tages hensyn til patienterne, og det er ikke under en indlæggelse, at der skal eksperimenteres med maden. Maden skal være velsmagende og gerne lidt velkendt," siger han.
Sofie de Bretteville Olsen tilføjer:
"Vi skal sikre, at syge og svækkede patienter får den mængde energi og protein, som de har brug for, alt imens vi tager hensyn til deres individuelle behov, " siger hun.
Patienterne skal ifølge mad- og måltidspolitikken også fremover kunne bestille eller blive tilbudt relevante måltider både i og uden for køkkenets åbningstider. Patienter skal derudover have mulighed for at samles med pårørende om et måltid, når de er indlagt, Det skal derfor være muligt på alle hospitaler for pårørende at købe den mad, som bliver tilbudt de indlagte patienter.
Kontakter
Region Hovedstadens presseRegion Hovedstaden
Tlf:70209588presse@regionh.dkFølg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Praktiserende læger er blevet mere tilfredse med samarbejdet med hospitalerne5.12.2025 12:50:47 CET | Pressemeddelelse
En undersøgelse af samarbejdet mellem hospitaler og almen praksis i Region Hovedstaden viser overordnet en høj tilfredshed og en positiv udvikling i opfattelsen af samarbejdet hos både praktiserende læger og hospitalslæger. Samtidig er der fortsat er en række forbedringsmuligheder
Ny handleplan skal forkorte ventetiden på høreapparatsbehandling4.12.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Der er for lang ventetid til udredning og behandling for patienter med høretab. Ny plan skal på sigt sænke ventetiden til ni uger.
Sociolancen fylder 101.12.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
– vi serverer suppe på Rådhuspladsen
Kræftplan V: Region Hovedstaden styrker behandlingen af senfølger27.11.2025 11:32:03 CET | Pressemeddelelse
Pengene fra Kræftplan V er blevet fordelt med særligt fokus på et bedre liv med og efter kræft – heriblandt bedre senfølgetilbud og lindrende hjælp til sidst i livet
Operation af knæ og hofter skal speedes op i nyt center11.11.2025 15:12:00 CET | Pressemeddelelse
Patienter, der skal have en ny hofte eller et nyt knæ, skal opereres i det nye Center for planlagt Led- og Knoglekirurgi på Gentofte Hospital. Centeret er fælles for patienter i hele Region Hovedstaden, og kirurgerne kommer fra akuthospitalerne og opererer egne patienter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum