Universitetsklinik for Flavour, Balance og Søvn er forlænget med fem år
Universitetsklinikken for Flavour, Balance og Søvn blev etableret i 2020 og har netop fået forlænget sin status.

Forlængelsen af status som universitetsklinik er tildelt af Region Midtjylland og Aarhus Universitet og sker på baggrund af en positiv indstilling fra et uafhængigt videnskabeligt bedømmelsesudvalg. I bedømmelsen lægges vægt på klinikkens førende position på sit forskningsområde, både nationalt og internationalt – og på den stærke forskningsplan, der er lagt for de kommende fem år.
Bedømmelsen åbner døre
Med bedømmelsen får forskningen i lugte- og smagssans (flavour), balance og søvnapnø endnu bedre betingelser ved Regionshospitalet Gødstrup. Det hjælper nemlig at kunne kalde sig universitetsklinik, fortæller professor Therese Ovesen:
At være universitetsklinik er jo et kvalitetsstempel, der åbner nye døre for os, fx til samarbejde med store medicinalfirmaer og internationale forskningskapaciteter. Det betyder også, at vi er en interessant arbejdsplads og fx får mange ansøgere til vores speciallægestillinger.
Bedre behandling af hele patienten
I en tid, hvor behandlingen af øre-, næse- og halssygdomme suppleres med mange ikke-kirurgiske tiltag, er det vigtigt, at forskningen følger trop. Det er bl.a. derfor, at professor Therese Ovesen ønsker at styrke laboratorieforskningen:
Vi er nødt til at se hele billedet omkring patienten. Derfor skal vi også være dygtige til det medicinske område, så vi kan måle på den biologiske medicin, vi fx giver patienter med kronisk næse-bihulebetændelse. Det vil i sidste ende styrke vores kliniske forskning, der er tæt på patienterne.
De næste fem år: Fokus på forskning, fundraising og ledelse
I de kommende år skal en række nye indsatser styrke universitetsklinikkens forskning, fundraising og ledelse. Der er planer om nye enheder for laboratorie- og søvnforskning og om at gå alternative veje til fondsstøtte, fx via industrien. Det bliver også vigtigt, at klinikken de næste år sikrer den fremtidige forskningsledelse. Professor Therese Ovesen uddyber:
Vi kommer til at etablere en anden type forskningsledelse end den, man kender, så vi sikrer generationsskiftet i klinikken. Så i 2026 udnævner vi de første af en række forskningsteam-ledere, der får ansvar for at dække bredden i vores forskningsområder: øre, næse, hals og flavour, balance og søvn.
Fakta om universitetsklinikkerne
En universitetsklinik, etableret i samarbejde mellem Aarhus Universitet og Region Midtjylland, er kendetegnet ved forskning på højt internationalt niveau, et betydeligt publikationsniveau og en internationalt anerkendt position inden for sit område.
Regionshospitalet Gødstrup huser seks af Region Midtjyllands 12 universitetsklinikker:
- Arbejds- og Miljømedicin
- Diagnostik, behandling og rehabilitering af iskæmisk hjertesygdom
- Flavour, Balance og Søvn
- Gynækologisk HPV-relateret sygdom
- Hånd-, hofte- og knækirurgi
- Nyresygdomme og blodtryksforhøjelse.
Regionshospitalet Gødstrup arbejder løbende på at udvikle nye forskningsmiljøer, der kan opnå status som universitetsklinik. Det sker bl.a. gennem en strategisk satsning på hospitalets såkaldte forskningsafsnit – stærke miljøer, hvor forskning på højt niveau bidrager til nye løsninger og bedre behandling for patienterne.
Nøgleord
Kontakter
Therese OvesenProfessorUniversitetsklinik for Flavour, Balance og Søvn, Regionshospitalet Gødstrup
Tlf:60170766theove@rm.dkBilleder

Følg pressemeddelelser fra Regionshospitalet Gødstrup
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Regionshospitalet Gødstrup
Akut hospitalsbehandling rykker hjem til borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune7.10.2025 11:10:57 CEST | Pressemeddelelse
Borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune kan nu tilbydes intravenøs antibiotika i eget hjem i stedet for at blive indlagt akut på Regionshospitalet Gødstrup.
Høreklinik åbner i Center for Sundhed i Holstebro i midten af 20266.10.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Regionsrådet har den 24. september godkendt en anlægsbevilling på 1,1 mio. kr. til flytning og åbning af en høreklinik i Center for Sundhed i Holstebro.
Holdet er sat til den nye lægeuddannelse i Gødstrup26.9.2025 09:46:10 CEST | Pressemeddelelse
Professor Torben Bæk Hansen er fra 1. oktober ansat som kursusleder på kandidatuddannelsen i medicin på Regionshospitalet Gødstrup.
Universitetsklinik for Hånd-, hofte- og knækirurgi blåstemplet for tredje gang i træk19.9.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Universitetsklinikken for Hånd-, hofte- og knækirurgi på Regionshospitalet Gødstrup blev etableret i 2015, og er blevet forlænget fem år mere.
Virtual reality skal forberede jordemødre og fødselslæger på traumatiske fødselsforløb11.9.2025 07:43:00 CEST | Pressemeddelelse
ARBEJDSMILJØ: Et simuleret træningsforløb skal ved hjælp af virtual reality styrke jordemødre og fødselslægers evne til at klare modgang og forebygge traumer hos medarbejdere.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum