En rigtig god kop kaffe er det nye personalegode
God kaffe er god medarbejderpleje. Flere virksomheder investerer i kaffemaskiner med friskmalet kaffe og frisk mælk for at tiltrække og fastholde medarbejdere. Kaffe er nemlig ikke bare kaffe – det er en vigtig del af hverdagen, der kan gøre en forskel for både trivsel og tilknytning på arbejdspladsen, siger virksomheder og kaffeproducenter.

Hvordan smager god trivsel på jobbet? Måske som en stærk espresso, en silkeblød flat white eller en varm caffè latte.
Kaffemaskinen har længe været et naturligt samlingspunkt på arbejdspladsen. Men i dag stiller medarbejdere i stigende grad også krav til kvaliteten af den kaffe, de får på jobbet - og til mælken i kaffen.
Kaffe, der er en god oplevelse
Kaffen på arbejdspladsen har flere steder fået så stor betydning, at nogle større virksomheder er begyndt at have baristaer ansat, fortæller facility servicechef, Metta Andreasen hos Dansk Arbejdsgiverforening:
”Så behøver medarbejderne ikke gå ned til den nærmeste café, men kan blive in-house og få den gode kaffeoplevelse,” siger Metta Andreasen.
”Det er vigtigt, at kaffen kan lidt ekstra. Det er et personalegode, der gerne må være tæt på den kaffe, du kan få på en café. Det betyder noget, at det ikke bare er et plastikkrus, som du kan brænde dig på, og at der er rigtig mælk i kaffen. Vi skal have det godt, selvom vi er på arbejde,” siger hun.
I det netværk af facility-medarbejdere, som Metta Andreasen er en del af, taler de om, hvor meget en god kaffeoplevelse betyder:
”Det er ikke afgørende for, om man skifter job, men den lille bonus, det er, betyder noget, når man starter et nyt sted. Det hører jeg, når jeg onboarder folk. Derfor kan arbejdsgiver overveje at prioritere det for at fastholde og tiltrække medarbejdere,” siger Metta Andreasen.
Hos Dansk Industri er det også en prioritering at kræse om medarbejdernes kaffeoplevelse. Det fortæller køkkenchef i organisationen, Jan Echberg-Bauerfind:
”Det er vigtigt, fordi vi som med alt andet i vores virksomhed har fokus på kvalitet. Der skal være en sammenhæng mellem den kaffe, mad og service, vi leverer,” siger han.
En forkælelse i løbet af dagen
Kvaliteten af en god kop kaffe handler ikke kun om bønnerne, men også om at mælken er frisk, smager af noget og giver den rette konsistens i koppen.
Det fortæller senior- og salgskonsulent hos Peter Larsen Kaffe, Thomas Munk.
”Der har altid været meget fokus på en god kop kaffe på arbejdspladserne, men medarbejdere og virksomheder er begyndt at gå mere op i, hvilke forskellige elementer, der hører til kaffen, og hvad der giver god smag,” siger han.
Thomas Munk fortæller, at kaffemaskinen generelt fungerer som et sted, hvor de ansatte plejer deres relationer, og hvor de kan tale om stort og småt og mødes på tværs af afdelinger.
”Men folk gider ikke bruge deres pause på en dårlig kop kaffe. De forventer, at den har en vis kvalitet. Mange medarbejdere ser det som en forkælelse i løbet af dagen, at de lige kan få en cappuccino med frisk mælk,” siger han.
Det bekræfter Michael Schiedel, der direktør i Freehand Coffee, der er en af landets største indenfor firmakaffeløsninger og forhandlere af kaffemaskiner.
”For få år tilbage var det tilstrækkeligt med en kolbekaffeløsning, men nu ser vi en kraftig stigning i friskmælksmaskiner, fordi folk gerne vil have en god kaffeoplevelse,” siger han.
Mejerierne mærker efterspørgslen
Kaffetrangen hos de kvalitetsbevidste medarbejdere mærkes også hos mejerierne.
”Interessen for god kaffe med frisk mælk, som vi kender det fra cafeerne, flytter med videre ind i kantinerne. Kaffemaskiner med frisk mælk i kontorområder bruges mere og mere, som det sted, hvor gæster får deres kaffe med ind til møder i stedet for at få kaffen serveret i termokander i selve mødelokalet,” fortæller Berith Koed Christiansen, som er Thise Mejeris key account manager for food service Danmark.
Det kan Arla tale med om:
”Vi oplever en øget opmærksomhed på mælk, der kan levere den rette tekstur og smagsoplevelse, og en stigende efterspørgsel efter baristamælkevarianter, der sikrer en fyldig og ensartet skum, som vi kender det fra cafeen," siger Thor Ahmé Jakobsen, der er channel manager hos Arla Pro med ansvar for marketing i foodservice.
"For mange virksomheder er det blevet et vigtigt personalegode, som er med til at skabe trivsel blandt medarbejderne. Flere virksomheder prioriterer også økologi, fordi det stemmer overens med deres bæredygtighedspolitik,” siger han.
De Økologiske Mejerier Naturmælk/Øllingegaard har haft tocifrede vækstrater på området gennem de seneste fem år.
”Vi oplever stigende efterspørgsel efter de typer mælk, der egner sig til fuldautomatiske kaffemaskiner i kontormiljøer, altså mælk med en højere fedtprocent, men uden at dominere smagen. Det er blevet ’en ting’ at servere en god ristet kaffe og en frisk, økologisk mælk, fordi det har stor betydning for den totale kaffeoplevelse både smagsmæssigt og etisk,” siger salgs- og marketingchef Nelly Frees Riggelsen, Naturmælk/Øllingegaard.
Kaffe i medarbejdertilfredsundersøgelser
For at sikre sig, at det ikke bare er en mavefornemmelse, at kaffeoplevelsen er vigtig, har flere virksomheder medtaget kaffeordningen som en del af deres medarbejdertilfredsundersøgelser. Resultaterne understreger vigtigheden af ordningen:
”Vi har lige fået nye kaffemaskiner, så det var vigtigt for os at måle, om det var investeringen værd. Betyder det virkelig så meget?”, siger Metta Andreasen fra Dansk Arbejdsgiverforening og tilføjer:
”Vi kan godt have en tendens til at undervurdere betydningen af en god kaffeoplevelse, for det er noget, folk sætter meget pris på,” siger hun.
”Hvis man har en arbejdsplads med kaffemaskiner med både pulvermælk og rigtig mælk, så er det maskinen med rigtig mælk, de ansatte søger. Det er mere lækkert. De føler i højere grad, at de får en baristaoplevelse,” siger hun.
Hos Dansk Industri måler man også på medarbejdertilfredsheden, og kaffe er et punkt i en undersøgelse, som foretages cirka en gang om året:
”Kaffe er noget, alle har en holdning til. Det er vigtigt, hvordan kaffen og mælken er produceret og håndteret. Det nytter ikke noget at købe en kvalitetskaffe og så ikke en kvalitetsmælk - så ødelægger man kaffen,” siger køkkenchef i Dansk Industri, Jan Echberg-Bauerfind.
Frisk mælk versus pulvermælk
Ulempen ved en friskmælksmaskine er, at den kræver daglig rengøring. Alligevel oplever Freehand Coffee en stor efterspørgsel:
”Især i årene efter corona, hvor arbejdsgivere er forhippet på at få folk tilbage på arbejde. De lokker bl.a. med lækker kaffe og kantine,” siger Michael Schiedel.
Det samme oplever senior- og salgskonsulent hos Peter Larsen Kaffe, Thomas Munk:
“Det har især fået en opblomstring efter corona, hvor folk begyndte at lave surdej eller at opgradere deres kaffesystem med egne baristamaskiner. Kaffen betyder meget for medarbejderne, mere end ledelsen måske tror,” siger Thomas Munk.
Danskernes kaffevaner på jobbet:
- 90 procent drikker kaffe på arbejdspladsen.
- En medarbejder drikker i gennemsnit 3,3 kopper kaffe pr dag.
- Medarbejdere angiver i undersøgelsen om de vigtigste personalegoder, at kaffeordningen betyder mere end sundhedsforsikning, gratis frugt, frokostordning og julegaver. Det er tredje år i træk kaffeordningen rangerer øverst på listen.
Kilde: Danskernes kaffevaner på arbejdspladsen - udført af YouGov for BKI i 2024.
Nøgleord
Kontakter
Marie Gang LarsenKommunikationschefMejeriforeningen
Tlf:29462186magl@mejeri.dkBilleder



Følg pressemeddelelser fra Mejeriforeningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Mejeriforeningen
Lurpak, Lillebror og islandsk skyr vinder nordisk mejeridyst30.9.2025 15:21:47 CEST | Pressemeddelelse
Årets vindere i International Food Contest: Laktosefri skyr med mokka fra det islandske mejeri MS Selfossi, LURPAK usaltet smør fra Arla Holstebro Mejeri og Lillebror Ostehaps fra Arla Birkum Ost på Fyn.
Her er de danske mejeriprodukter med mest x-faktor 202514.5.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Årets vindere af Mejeriforeningens Gourmetprisen er Syrnet fåremælksfløde fra Hårbølle Mejeri, Fyrtårnsost fra Thise Mejeri og Sølvræv fra Arla Unika samt Gammeldags kærnet smør med Læsø sydesalt og flødeis med pistacie begge fra Aabybro Mejeri. Vinderne blev fundet af en stærk dommertrio bestående af Michelin-kokkene Eric Vildgaard og Brian Mark Hansen samt madiværksætter Timm Vladimir.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum