Fredsaftale et vendepunkt for Gazas børn, hvis liv og fremtid er på spil
9.10.2025 18:30:06 CEST | UNICEF Danmark | Pressemeddelelse
”For Gazas børn vil en fredsaftale være mere end et politisk gennembrud. Den vil være livreddende og give håb om tryghed, beskyttelse og en fremtid uden frygt,” siger UNICEF Danmarks generalsekretær Susanne Dahl, der også peger på en hurtig start af genopbygning

Den mulige fredsaftale mellem Israel og Hamas tænder et håb om, at rædslerne for både palæstinensere og israelere endelig kan få en ende. Fredsplanen, der nu ligger på bordet, lægger op til våbenhvile, frigivelse af de israelske gidsler i Gaza, løsladelse af palæstinensiske fanger i Israel og fri adgang for nødhjælp ind i Gaza.
”En varig fred er det, Gazas børn har mest brug for. Efter to års krig har de oplevet rædsler, ingen børn bør kende til. Mindst 19.000 børn har mistet livet, tusindvis er blevet såret, og hele generationer lever med dybe traumer,” siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.
Ifølge UNICEF vurderes det, at 56.000 børn har mistet en eller begge forældre i krigen. Ikke ét eneste barn i Gaza er gået igennem de seneste to år uden tab eller traume.
Adgangen til mad og anden livsvigtig nødhjælp har i lange perioder været stærkt begrænset, og mange familier står over for sult og sygdom. En våbenhvile vil give UNICEF og partnere mulighed for markant at øge nødhjælpen – både med mad, rent vand, medicin og psykosocial støtte.
”Behovet lige nu er akut. Vi vil ikke længere skulle se rapporter om børn, der dør pga. en menneskeskabt katastrofe. Vi kan opskalere indsatsen yderligere - og en fuld FN-indsats under international humanitær lov er, hvad Gazas børn har brug for, både nu og her og i den svære periode, der også venter forude,” siger Susanne Dahl.
Genopbygningen skal begynde nu – ikke først når krigen er slut
Sidste år vurderede FN’s udviklingsprogram (UNDP), at krigens ødelæggelser har sat Gazas udvikling op til 69 år tilbage
”Genopbygning handler ikke kun om mursten og infrastruktur – det handler om børn. Vi skal begynde at genoprette sundhedssystemer, skolegang og tryghed parallelt med nødhjælpen. Det kalder vi early recovery,” siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark
UNICEF arbejder allerede på planer for at:
- Genåbne skoler midlertidigt og give børn mulighed for at lære og lege.
- Genoprette sundhedsklinikker og sikre vaccinationer og ernæringsprogrammer for de yngste.
- Tilbyde psykologisk støtte og traumehjælp til børn og familier.
- Uddanne lokale lærere og sundhedsarbejdere, så hjælpen bliver bæredygtig.
Når freden forhåbentlig kommer, bliver udfordringerne ikke mindre. Mange familier vil vende hjem til ruiner og stå over for tab, som først da bliver fuldt synlige. Derfor bliver UNICEF’s programmer for psykosocial støtte og beskyttelse helt afgørende i den kommende tid. Indsatsen er fortsat også de sidste to år, men må og skal opskaleres, når freden kommer, hvis finansieringen er der.
En fælles indsats for børnene
UNICEF arbejder tæt sammen med lokale partnere, regeringer og internationale organisationer for at sikre, at genopbygningen sker med lokal inddragelse og ejerskab.
”Freden vil give børnene i Gaza en chance for at begynde at hele – men det kræver, at vi handler nu. Der er brug for store investeringer, både i nødhjælp og i langsigtet udvikling. Det internationale samfund, alle partnere og gode kræfter, må stå sammen for at give børnene en fremtid,” siger Susanne Dahl.
Følg pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
UNICEF: Over 2,5 millioner børn fra Ukraine på flugt23.2.2026 13:41:41 CET | Pressemeddelelse
Millioner af børn i Ukraine lever fortsat i frygt og på flugt eller fordrivelse efter fire års krig. Skoler, hospitaler og hjem er ødelagt, mange har mistet familie og venner, og hver fjerde ung har mistet håbet om en fremtid.
2026 er begyndt med fortsat vold og konflikt mod børn i Mellemøsten og Nordafrika10.2.2026 10:23:21 CET | Pressemeddelelse
Allerede få uger inde i 2026 er konsekvenserne af vold og konflikt fortsat ødelæggende for millioner af børn i Mellemøsten og Nordafrika. Børn i regionen bliver fortsat dræbt, såret, fordrevet, frihedsberøvet og afskåret fra uddannelse, mens langvarige konflikter og nye eskalationer ændrer deres liv – ofte uopretteligt.
Deepfake-overgreb er overgreb4.2.2026 15:05:00 CET | Pressemeddelelse
UNICEF slår alarm over en markant stigning i antallet af AI-genererede seksualiserede billeder, herunder tilfælde hvor billeder af børn manipuleres og seksualiseres ved hjælp af kunstig intelligens.
Jacqueline Bryld ny partnerskabsdirektør i UNICEF Danmark27.1.2026 11:07:44 CET | Pressemeddelelse
UNICEF Danmark har ansat Jacqueline Bryld som ny partnerskabsdirektør. Jacqueline tiltræder med en stærk faglig profil og mange års erfaring med internationalt samarbejde, strategiske partnerskaber og politisk interessevaretagelse.
Efter to år: UNICEF får endelig adgang til Gaza med legetøj og skolematerialer til børn23.1.2026 15:05:23 CET | Pressemeddelelse
Efter mere end to års ventetid har UNICEF nu fået tilladelse til at bringe fritids- og aktivitetsmaterialer ind til børn i Gazastriben. Materialerne indeholder blandt andet legetøj og læringsredskaber, der kan støtte små børns læring, trivsel og mulighed for at komme sig efter krise og konflikt
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum