Herning-elever viser vejen til grønnere transportvaner
9.10.2025 06:46:22 CEST | Midttrafik | Pressemeddelelse
Elever fra Lundgårdskolen har for andet år i træk vundet pointjagten i På Egne Ben ved at gå, cykle eller tage bussen i skole, fremfor at blive kørt. 4.B har på fem uger tilbagelagt 958 grønne kilometer og vinder derfor årets udgave af mobilitetskampagnen På Egne Ben.

4.B på Lundgårdskolen i Herning har gået, cyklet og taget bussen til en flot sejr i På Egne Ben – en mobilitetskampagne, der skal motivere elever i 4.-6. klasse til at transportere sig mere selvstændigt og bæredygtigt til og fra skole. Gåture, cykelture og kollektiv trafik giver point, mens forældrekørsel hele vejen til skole giver nul point.
Klassen løb med førstepladsen i den pointjagt, hvor 53 klasser fra otte skoler i Region Midtjylland og Aalborg Kommune deltog. I alt har eleverne transporteret sig 37.201 km bæredygtigt med gang, cykling og bus.
Viceskoleleder Kim Toft er stolt af det flotte resultat. Han fortæller:
”På Lundgårdskolen er vi så glade for, at det var 4.B, der løb med sejren i år i På Egne Ben. Det er en dejlig og aktiv klasse, der fra første dag har været klar til at komme i skole ved egen hjælp, så det er helt fantastisk, at de har vundet i år. Men jeg er personligt endnu mere stolt over, at samtlige klasser på Lundgårdskolens mellemtrin er gået så ambitiøst til opgaven med selv at komme i skole.
Det at kunne transportere sig selv giver en følelse af selvstændighed for vores elever, og har åbenlyse sundhedsfordele. Samtidig tror vi som skole på, at det at skabe gode og grønne vaner hos eleverne har langsigtede effekt til gavn for både eleverne og miljøet”.
Kampagne tager fat i aktuelle problemstillinger
Trængsel ved skolerne, stillesiddende børn og usikre skoleveje var baggrunden for, at det svenske trafikselskab Västtrafik udviklede På Egna Ben kampagnen i 2021.
Midttrafik tester en dansk version af På Egne Ben-kampagnen af på danske skoler i samarbejde med Region Midtjylland og Aalborg Kommune som et led i det fælles EU-projekt MOVE.
Lars Berg er direktør ved Midttrafik. Han fortæller:
”Vi kan jo sagtens genkende scenariet med, at mange børn bliver kørt i skole og til mange andre ting. Det har blandt andet den konsekvens, at børn ikke bliver præsenteret for den kollektive trafik. Derfor blev vi meget begejstret, da vi hørte om På Egna Ben. Skolebørn er en vigtig målgruppe for Midttrafik og i regi af MOVE-projektet har vi mulighed for at teste nye tiltag af. Det er vores ønske, at fremtidens børn får et mere nuanceret forhold til deres transport, så de ikke vælger bilen på autopilot, men i stedet overvejer andre muligheder som cykel og kollektiv trafik”.
Evaluering med henblik på udbredelse til flere skoler
Det er foreløbigt sidste gang, at På Egne Ben bliver afholdt på danske skoler, da EU-projektet MOVE slutter i sommeren 2026.
På Egne Ben er den eneste mobilitetskampagne i Danmark, hvor eleverne kan deltage uanset, om de går, cykler eller tager bus i skole. Den blev gennemført første gang i 2024, hvor seks skoler deltog. Den efterfølgende evaluering viste, at der var mindre forældrekørsel under og umiddelbart efter kampagnen. Evalueringen viste desuden, at kampagnen havde styrket det sociale fællesskab i klassen og øget elevernes bevidsthed om bæredygtig og aktiv transport.
Parterne bag På Egne Ben – Region Midtjylland, Aalborg Kommune og Midttrafik – gennemfører en grundig evaluering af 2025-kampagnen blandt forældre, elever og lærere med henblik på at videreføre kampagnen og udbrede den til skoler i hele Danmark.
Faktaboks: Hvad er På Egne Ben?
- En mobilitetskampagne, hvor eleverne i 4.-6. klasse får point for at komme aktivt i skole ved fx at gå, cykle, stå på rulleskøjter eller tage bussen i skole i stedet for at blive kørt i bil.
- Elever, der er nødt til at blive kørt i skole, får point ved at blive sat af minimum 500 meter fra skolen og gå det sidste stykke vej
- Klassen dyster i en pointjagt om at vinde hovedpræmier til klassekassen
- Forældre kan bidrage med bonuspoint, hvis de går, cykler eller tager kollektiv trafik til arbejde
- Eleverne kan også optjene bonuspoint, hvis de transporterer sig bæredygtigt til en fritidsaktivitet
- Hjemmesiden indeholder faktaark og øvelser inden for sundhed, bæredygtighed og transport, som læreren kan bruge i undervisningen og tjene ekstra point til klassen.
- 9 skoler med 53 klasser og 1.171 elever har deltaget i På Egne Ben i 2025.
- Se mere på: www.paaegneben.dk
Nøgleord
Kontakter
Midttrafiks pressetelefon
Tlf:70206650Billeder
Om Midttrafik
Midttrafik er et mobilitetsselskab, og står i spidsen for den kollektive trafik i Midtjylland. Det er Midttrafik, der administrerer den kollektive trafik med finansiering fra Region Midtjylland og de 18 kommuner i regionen.
Opgaverne spænder bredt fra blandt andet planlægning og koordinering af bustrafikken, gennemførelse af udbud og kontraktadministration, kvalitetskontrol, fastsættelse af priser og rejseregler, kundeservice til information og markedsføring af den kollektive trafik.
Følg pressemeddelelser fra Midttrafik
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Midttrafik
Turen til Djurs Sommerland starter i bussen26.3.2026 12:14:59 CET | Pressemeddelelse
Fra 30. marts kan du købe en Djurs Sommerland Kombibillet, der både giver adgang til bus og letbane tur/retur i hele Region Midtjylland og indgang til Djurs Sommerland for 330 kr. Den billige pris skyldes et billetsamarbejde mellem Midttrafik og Djurs Sommerland.
Basiskortet er klar til dem, der ikke bruger app17.2.2026 11:22:01 CET | Pressemeddelelse
Nu er det muligt at bestille et Basiskort og rejse på et fysisk kort, når man skal med bus eller tog i Midttrafiks område. Letbanekunder kan rejse med Basiskort i løbet af foråret. Basiskortet er et fysisk alternativ til Rejsekort-appen, der erstatter det fysiske Rejsekort.
Kunder skal bruge Rejseplanen og Midttrafik live6.2.2026 08:00:10 CET | Nyhed
Midttrafiks hjemmeside er nede på grund af tekniske problemer. Vi henviser kunderne til at orientere sig om busafgange på Rejseplanen eller Midttrafik live.
Danmarks første BikePod er landet i Holstebro4.2.2026 12:55:55 CET | Pressemeddelelse
Frem til august 2026 kan bus- og togpendlere parkere deres cykler trygt og sikkert i Midttrafiks BikePod på Holstebro Station. Sammen med Midttrafik tester Holstebro Kommune om gode parkeringsfaciliteter kan gøre det mere attraktivt at kombinere cykel og kollektiv trafik som et alternativ til bilen.
Midttrafik får ny bestyrelse med Claus Leick i spidsen26.1.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Fredag 23. januar kom der navne på de 9 personer, der indtager bestyrelsesposterne hos Midttrafik de næste fire år. Claus Leick er valgt som formand, mens Steen Vindum og Jakob Fuglsang Andersen tager posten som henholdsvis 1. og 2. næstformand. Midttrafik administrerer den kollektive trafik i Region Midtjylland og transporterer årligt cirka 57 mio. passagerer med bus, tog, letbane og flextrafik.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


