Mysterium opklaret: Sådan fanger og spiser store fla-germus spurve i luften

Et internationalt forskerhold har kastet lys over, hvordan Europas største flagermus jager og æder småfugle om natten. Resultatet er netop offentliggjort i Science, og det er på fascinerende læsning om natlig luftakrobatik, drab og lemlæstelse.

Hvert år flyver milliarder af spurvefugle på træk frem og tilbage mellem deres yngleområder og vinterkvarter. Mange arter flyver højt oppe og om natten bl.a. for at undgå dagaktive rovfugle. Men det er ikke risikofrit, for flagermus jager om natten.

På ryggen af flagermusene

Forskerne har praktisk talt sat sig til rette på ryggen af Europas største flagermuseart – stor brunflagermus (Nyctalus lasiopterus) – ved at forsyne nogle af dem med bittesmå rygsække, der indeholdt biologgere, udviklet på Aarhus Universitet. Og de var heldige: To af flagermusene fløj på fuglejagt med rygsæk på.

Biologgerne er instrumenter, der kan optage flagermusenes bevægelser, acceleration, højde og lyd (inklusive flagermusenes ekkolokaliserings-kald) – og derved kan de afsløre flagermusenes jagtteknikker i over en kilometers højde i mørket. 

Og de afslørede, at flagermusene kan flyve over en kilometer op i nattemørket for at finde og angribe de intetanende fugle. Intetanende, fordi fuglene modsat visse insekter ikke kan høre disse kald, så i bedste fald opdager de faren i sidste øjeblik og forsøger at flygte.

At flagermusene kan opdage fuglene på den afstand skyldes, at deres ekkolokaliserings-kald er kraftige og relativt lavfrekvente. Så snart de har udvalgt deres bytte, går de til angreb – det kan høres på dens lange strøm af korte ekkolokaliserings-kald.

Halsbrækkende styrtdyk

Dataene fra biologgerne viser, at de to flagermus forfulgte deres bytte i halsbrækkende dyk mod jorden, omtrent som jagerfly i nærkampe.

De sprintede lodret nedad i henholdsvis 30 og 176 sekunder, mens de slog hurtigere og kraftigere med vingerne og tredoblede deres acceleration, mens de konstant udstødte de kald, som de bruger lige før et angreb.

Den med 30 sekunders styrtdyk gav tilsyneladende op. Fuglene er mindst lige så adrætte flyvere som flagermusene.

Tyggede i 23 minutter

Men den anden flagermus fangede sit bytte tæt på jorden efter næsten tre minutters jagt. Mikrofonen opfangede 21 nødskrig fra fuglen (en rødhals) efterfulgt af 23 minutters tyggelyde fra flagermusen, mens den fløj vandret i lav højde.

Kombineret med røntgen- og DNA-analyser af spurvevinger, som er fundet under disse flagermus’ jagtmarker, giver dataene fra to flagermus et klart billede af, hvordan det sidst slag udspiller sig:

Flagermusene bider fuglene ihjel for derefter at bide deres vinger af – formentlig for at mindske vægt og luftmodstand. Forskerne tror, at flagermusene derefter bukker haleflyvehuden mellem bagbenene frem som en kurv og gnasker fuglen i sig, mens den flyver.

Vilde manøvrer

”Vi ved, at spurvefugle laver vilde manøvrer som loops og spiraler for at undgå at blive fanget, når de jages af rovfugle om dagen, og de ser ud til at bruge den samme taktik mod flagermusene om natten. Det er fascinerende, at flagermus ikke bare kan fange dem, men også kan slå dem ihjel og spise dem, mens de flyver. Sådan en fugl vejer jo ca. halvt så meget som flagermusen selv. Det ville svare til, at jeg nedlagde og spiste et dyr på 35 kg., mens jeg løb en tur,” siger adjunkt Laura Stidsholt fra Institut for Biologi på Aarhus Universitet.

Hun er en af førsteforfatterne på studiet og har gennem flere år benyttet og forfinet biologger-teknologien i sin forskning i flagermus, hvilket har resulteret i adskillige videnskabelige artikler og overraskelser.

Mens hun færdiggjorde dataindsamlingen og udførte analysen til den videnskabelige artikel, var Laura Stidsholt i øvrigt postdoc ved Leibniz-Institut für Zoo- und Wildtierforschung (Leibniz-IZW) i Berlin.

25 år gammel hypotese

Det har i et par årtier været kendt, at i hvert fald tre arter af store flagermus benytter sig af den flyvende buffet. Når man ved det, skyldes det ikke mindst en utrættelig indsats fra den spanske flagermus-forsker Carlos Ibáñez og hans kolleger fra Doñana Biological Station, CSIC, i Sevilla.

Siden han for snart 25 år siden opdagede fjer i afføringen på de store brunflagermus, har han og holdet samlet flere og flere beviser på, at disse flagermus fanger og spiser spurvefugle.

Det spanske forskerhold har i mange år studeret den store brunflagermus, som ikke bare er sjælden, den er også vanskelig at overvåge. Forskerne har opsat ”smarte” kunstige flagermuse-sovekasser i Doñana-reservatet og forsynet hver flagermus med en lille mikrochip under huden, som registreres af en antenne i hver sovekasse. Systemet logger flagermusenes bevægelser, gemmer dataene og sender beskeder direkte til forskerholdets mobiltelefoner.

Årelang jagt på beviser

Holdet har i årevis også forsøgt at opklare, hvordan flagermusene rent praktisk fanger og æder fuglene i luften. 

“Vi vidste, at den store brunflagermus fanger og spiser insekter, mens den flyver, så vi gik ud fra, at den også spiste fugle i luften. Men vi var nødt til at bevise det,” siger Carlos Ibáñez.

Hypotesen blev dog mødt med skepsis i den videnskabelige verden, da nogle fugle vejer op til halvt så meget som flagermusen og derfor kunne gøre det svært for flagermusene at flyve.

Da flagermusene jager om natten, kan man ikke filme jagten. I stedet forsøgte man sig med kameraovervågning af sovekasserne, militær radar, ultralydsoptagere i varmluftballoner og GPS-trackere. Den store udfordring var at finde udstyr, som var let nok til, at flagermusene kunne bære dem.

Nu, med letvægts-udstyret fra Aarhus Universitet – og kort før Carlos Ibáñez går på pension – er det endelig lykkedes holdet at tage en stor brunflagermus på fersk gerning.

Vigtigt for bevaring af sjældne flagermus

For Elena Tena, som også er en af hovedforfatterne på artiklen, var det et særligt intenst øjeblik efter så mange år at høre lydoptagelsen af fuglens nødskrig efterfulgt af brat stilhed og langvarige tyggelyde:

”Selvom det kalder på medfølelse for byttet, er det en del af naturen. Vi vidste, at vi havde dokumenteret noget enestående. For teamet bekræftede det, hvad vi havde ledt efter så længe. Jeg måtte lytte til det flere gange for helt at forså, hvad vi havde optaget.”

I øvrigt er der næppe grund til bekymring for, at flagermusene gør indhug i bestandene af spurvefugle. Den store brunflagermus er meget sjælden og mange steder truet af udryddelse, fordi dens habitater forsvinder.

Studiet er således vigtigt for arbejdet med at beskytte og bevare de store brunflagermus. Når man skal lægge effektive strategier for at forvalte bestanden, er det afgørende at forstå artens økologi og jagtadfærd, påpeger forskerne.

FAKTA:

Stor brunflagermus er den største flagermus i Europa, med en samlet hoved- og kropslængde på op til 10,4 cm., et vingefang på op til 46 cm. og en vægt på mellem 35 og 60 gram. Den lever i små og spredte populationer i Frankrig, Spanien, Portugal, det sydlige Polen, Kaukasus, Iran, Kasakhstan, Gibraltar, Sicilien og det sydlige Grækenland. Alle steder er den meget sjælden, men den er mest talrig i Spanien og Grækenland.