PFAS fundet i ministerens blod
8.10.2025 07:00:33 CEST | Miljøministeriet | Pressemeddelelse
Miljøminister Magnus Heunicke er sammen med en række EU-ministerkolleger og EU’s miljøkommissær Jessika Roswall blevet testet for PFAS i blodet. Testen er gennemført for at sætte fokus på PFAS som et grænseoverskridende problem, og som en del af Danmarks formandskabsprioritet om fælles EU-handling mod PFAS-forurening. Hos halvdelen af deltagerne overskred niveauerne de europæiske grænser for sundhedsrisiko. Resultaterne understreger behovet for en samlet indsats mod PFAS på EU-niveau.
Fire typer PFAS er blevet fundet i Magnus Heunickes blod. Det viser resultatet af den blodprøve, som miljøministeren fik taget sammen med flere af de andre ministre og øvrige EU-ledere, der deltog i det uformelle rådsmøde i Aalborg den 10-11. juli 2025.
Ministerens blod blev testet for 13 forskellige PFAS, og der er blevet fundet spor af PFOA, PFNA, PFHxS og PFOS. Niveauet af de fire PFAS i ministerens blod er så lave, at de ikke giver bekymring for sundheden. Der blev fundet PFAS i alle EU-ledernes blod, hvoraf halvdelen af målingerne viste niveauer, hvor sundhedsskadelige virkninger ikke kan udelukkes.
Danmark har sammen med fire andre lande udarbejdet et forslag til et EU-forbud mod alle PFAS-stoffer. Det er det mest omfattende forslag til begrænsning af kemikalier i EU nogensinde, som på sigt vil gøre PFAS forbudt i hele EU i alle de anvendelser, hvor det er muligt at undvære PFAS.
Miljøminister Magnus Heunicke siger:
”Stofferne er udbredte i industrien og i forbrugerprodukter, og derfor var der som ventet PFAS i mit blod. Jeg testede positiv for fire stoffer, og tre af dem kan skade ufødte børn, forstyrre hormonsystemet, skade leveren og mistænkes for at være kræftfremkaldende. Mit resultat og det samlede billede er en skræmmende virkelighed, og det er afgørende, at vi får sat ind mod PFAS-forurening, så vi ikke bliver ved med at blive udsat for de her skadelige stoffer. Nu skal der handles i hele EU, så PFAS kan blive afværget, inddæmmet og oprenset.”
EU-kommissær Jessika Roswall siger:
”Som mange andre borgere rundt om i Europa har jeg PFAS i kroppen. Jeg testede positiv for 6 ud af 13 PFAS, herunder nogle, der er klassificeret som giftige for reproduktiv sundhed. PFAS-forurening er et alvorligt folkesundhedsproblem. Det styrker kun min beslutsomhed for at fortsætte arbejdet for stærkere handling på europæisk plan. Min prioritet er at arbejde for et hurtigt EU-forbud mod PFAS i forbrugerprodukter. For industrielle anvendelser skal vi hurtigst muligt overgå til rene og bæredygtige alternativer og sikre strenge regler, der kontrollerer forureningen, indtil der kan findes erstatninger.”
Fakta:
- Foruden miljøminister Magnus Heunicke blev i alt 14 ministre, otte stabschefer, to generaldirektør samt EU-kommissær Jessika Roswall testet for PFAS i blodet. For halvdelen af EU-lederne overskred forureningen de grænseværdier, hvor sundhedsmæssige virkninger ikke kan udelukkes. Det var dog ikke tilfældet for miljøminister Magnus Heunicke.
- 8 ud af de 13 PFAS-stoffer, der blev målt for, blev påvist i de 24 blodprøver. PFOS blev fundet i den højeste koncentration og PFUnDA i den laveste. 12 resultater overskred de europæiske grænser for sundhedsmæssig bekymring, og flere af de påviste PFAS er helt eller delvist reguleret i EU.
- Her er de 8 PFAS, der blev fundet på tværs af prøverne, sammen med deres minimums- og maksimumkoncentrationer målt i ng/ml:
- PFOA: 0,33 – 4,23 (påvist i alle 24 prøver)
- PFNA: 0,0 – 3,54 (påvist i 20 prøver)
- PFDA: 0,0 – 1,19 (påvist i 13 prøver)
- PFUnDA: 0,0 – 0,39 (påvist i 10 prøver)
- PFHxS: 0,22 – 2,57 (påvist i alle 24 prøver)
- PFHpS: 0,0 – 0,29 (påvist i 2 prøver)
- PFOS: 1,42 – 17,19 (påvist i alle 24 prøver)
- PFBS: 0 – 0,13 (påvist i 1 prøve)
- Det anses som af sundhedsmæssig bekymring, hvis summen af PFOA, PFNA, PFOS, PFHxS overstiger 6,9 ng/ml.
5 forbindelser blev ikke påvist (PFBA, PFPeA, PFHxA, PFHpA, PFHpS).
PFOA, PFOS og PFHxS er globalt forbudte undtagen til visse anvendelser. Brugen af PFNA, PFDA, PFUnDA, PFHxa og PFDoDA er begrænset for visse anvendelser i EU. Derudover er PFHpA og PFBS udpeget som særligt problematiske stoffer i EU. De øvrige PFAS (PFBA, PEPeA og PFHpS er ikke regulerede.
Læs mere om PFAS hos Miljøstyrelsen i linket her.
Yderligere oplysninger:
Pressevagten: Tlf. +45 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS)
Mail: presse@mim.dk
Links
Følg pressemeddelelser fra Miljøministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljøministeriet
Danmark og Tyskland enige: Slut med bundslæbende fiskeri i Flensborg Fjord29.9.2026 11:29:43 CEST | Pressemeddelelse
Fra 1. januar 2027 bliver det også forbudt at fiske med bundslæbende redskaber i Flensborg inderfjord. Forbuddet indføres for at beskytte havmiljøet i fjorden.
Efter flere års kamp: Miljøministeren lander aftale om beskyttelse af sårbare rev i Nordsøen25.9.2026 16:00:56 CEST | Pressemeddelelse
Vejen er banet for forbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber på ’Gule Rev’ og fire andre sårbare rev i Nordsøen. Det er vigtig beskyttelse af blandt andet dødningehåndkoral, søanemoner, torsk og sej, lyder det fra ministeren.
Beredskab og robusthed i vandsektoren styrkes24.9.2026 13:31:11 CEST | Pressemeddelelse
Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at Rusland i de kommende måneder vil intensivere sin hybridkrig yderligere. Det kan eksempelvis omfatte destruktive cyberangreb med alvorlige konsekvenser for samfundsvigtige funktioner. Derfor er der behov for en fortsat indsats, der styrker beredskabet og giver større muskler til en i forvejen robust vandsektor.
Landbruget skal forebygge mere og sprøjte mindre23.9.2026 10:48:17 CEST | Pressemeddelelse
Forebyggelse fylder ikke nok i landbrugets plantebeskyttelse. Den frivillige indsats har ikke sikret, at landmændene i tilstrækkelig grad forebygger ukrudt, sygdomme og skadedyr, før det bliver nødvendigt at bruge pesticider. Derfor vil miljøminister Maria Reumert Gjerding se på yderligere tiltag som led i de kommende forhandlinger om ny pesticidstrategi.
Muslingefiskeriet slipper for fuld sortering af fangster: EU godkender stikprøveplan23.9.2026 08:54:51 CEST | Pressemeddelelse
EU-kommissionen har netop godkendt, at Danmark kan gå videre med en stikprøveplan for vejning af muslingefangster. Ordningen er nu sendt i en kort høring, og fiskerne forventes at kunne begynde at sortere efter den nye ordning allerede i begyndelsen af oktober.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum