Erfaren international profil er Dansk Kulturinstituts nye projektkoordinator i Kenya
Dansk Kulturinstitut har ansat Ashley White som ny projektkoordinator i Kenya. Med omfattende erfaring fra udviklings- og menneskerettighedsarbejde i både Øst-, Vest- og Nordafrika bliver Ashley White en kapacitet i instituttets arbejde på kontinentet.

Landene på det afrikanske kontinent er i rivende udvikling. De er klar til nye samarbejder og fælles projekter, der kan bidrage til udvikling, velfærd og bæredygtige alliancer. Kulturlivet i flere afrikanske lande spiller her en vigtig rolle. Film, musik og andre kreative industrier vokser og markerer sig med kunstnerisk nytænkning og innovative løsninger. Samtidig skaber en tættere kulturudveksling mulighed for, at unge fra Europa og Afrika kan mødes om nye, konstruktive fælles fortællinger og muligheder.
Dansk Kulturinstitut udvider derfor nu sin tilstedeværelse med nye projekter i Østafrika med udgangspunkt i Nairobi. Kenya spiller med sin dynamiske kunst- og kulturscene en stadig vigtigere rolle som regionalt centrum og er dermed et naturligt omdrejningspunkt for instituttets tilstedeværelse.
For at understøtte dette arbejde har Dansk Kulturinstitut netop ansat Ashley White som ny projektkoordinator i Kenya. Hun kommer med omfattende erfaring fra udviklings- og menneskerettighedsarbejde på det afrikanske kontinent og bliver en væsentlig kapacitet i gennemførelsen af nye projekter.
Erfaring fra Institut for Menneskerettigheder og Dansk Flygtningehjælp
Ashley White kommer fra en stilling som projektleder ved Institut for Menneskerettigheder, hvor hun bl.a. har haft ansvar for EU- og Danida-finansierede programmer i Sahel-regionen. Hun har tidligere arbejdet for Dansk Flygtningehjælp med fokus på både Vestafrika og Nordafrika og har i mange år samarbejdet tæt med lokale partnere, regionale kontorer og internationale donorer.
Første stop: Johannesburg, Sydafrika
Ashley White tiltræder den 13. oktober og får en travl begyndelse, hvor hun straks rejser til Sydafrika for at repræsentere Dansk Kulturinstitut ved et regionalt møde i kulturnetværket EUNIC – sammenslutningen af europæiske kulturinstitutter. Kort efter går turen videre til Kenya, hvor hun skal møde Dansk Kulturinstituts samarbejdspartnere og påbegynde arbejdet med nye projekter.
Dansk Kulturinstituts indsatser i Kenya
Dansk Kulturinstitut er i fuld gang med at opstarte projekter i Kenya. Et af de centrale samarbejder er med modedesigner og den sociale entreprenør David Avido og hans organisation "Lookslike Avido", der bl.a. står bag Kibera Fashion Week – en årlig modebegivenhed i et af Nairobis mest udsatte kvarterer, hvor kreativitet, fællesskab, bæredygtig mode og social udvikling går hånd i hånd. Derudover er der bl.a. igangsat partnerskaber med den internationale ngo GAME, som arbejder med gadeidræt og social forandring, samt med Santuri East Africa – et østafrikansk musikfællesskab og innovationshub. Her vil danske musikere deltage i en musikfestival i begyndelsen af 2026.
Ashley White om sin nye stilling:
”Kulturel udveksling er en vej til at skabe gensidig forståelse og bygge bro, der styrker dialog og respekt mellem mennesker. Jeg ser et stort potentiale i mødet mellem Kenyas levende ungdoms- og kunstscene og Danmarks dynamiske kulturlandskab. Det er i disse udvekslinger – når kunst, historier og idéer krydser grænser – at vi finder ikke blot fælles grundlag, men også nye måder at forestille os, hvad vi kan skabe sammen."
Dansk Kulturinstituts direktør Camilla Mordhorst om ansættelsen af Ashley White:
”Ansættelsen af Ashley White kommer på et afgørende tidspunkt, hvor vi udvider vores aktiviteter i Østafrika. Med Ashleys indgående erfaring og indsigt fra langsigtede og omfattende internationale projekter vil vi tage fat i den store gensidige interesse, der er for at skabe nye møder og samarbejder, der kan styrke vores forbindelser og den kulturelle udveksling mellem Danmark og de afrikanske lande.”
Om Ashley White
Projektkoordinator for Dansk Kulturinstituts aktiviteter i Østafrika, Kenya
Fhv. projektleder, Institut for Menneskerettigheder
Fhv. grants specialist og grants officer, Dansk Flygtningehjælp
Cand.soc. i Development and International Relations / Global Refugee Studies, Aalborg Universitet
BA i Global Studies, University of Vermont, USA
Kontakter
Anne SplittorffKommunikationschef
Tlf:+45 2636 5775as@danishculture.comBilleder

Om Dansk Kulturinstitut
Dansk Kulturinstitut har siden 1940 arbejdet internationalt med udvikling af kunst-, kultur- og samfundsrelaterede projekter. Via kunst og kultur ønsker vi at fremme interkulturel dialog og forståelse på tværs af landegrænser. Det er vores vision at vise, at udveksling af kunst, kultur og viden kan bidrage til håndteringen af globale udfordringer og være med til at styrke FN’s Verdensmål. Vi har hovedkontor på Vartov i København og afdelinger og indsatser i de østlige nabolande, i Østersøregionen og de baltiske lande, Tyrkiet, Indien, Kina og Brasilien. I 2025 genstarter Dansk Kulturinstitut sine indsatser på det afrikanske kontinent med projekter i Kenya.
Følg pressemeddelelser fra Dansk Kulturinstitut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dansk Kulturinstitut
Dansk Kulturinstitut starter aktiviteter i Kenya7.7.2025 11:25:15 CEST | Pressemeddelelse
Dansk Kulturinstitut udvider sit internationale engagement og genoptager sine aktiviteter på det afrikanske kontinent med base i Kenyas hovedstad Nairobi.
Røde Kors’ generalsekretær indtræder i Dansk Kulturinstituts bestyrelse: ”Kultur kan bringe mennesker sammen på tværs af grænser og rejse vanskelige, men nødvendige debatter”4.6.2025 11:43:08 CEST | Pressemeddelelse
Generalsekretær for Røde Kors i Danmark, Anders Ladekarl, indtræder i Dansk Kulturinstituts bestyrelse og overtager pladsen fra rektor for Københavns Folkeuniversitet, Carsten Fenger-Grøndahl.
Dansk Kulturinstitut gør status for stort EU-finansieret støtteprogram for forfulgte kunstnere fra Belarus: ”Det er ekstremt vigtigt, at vi fortsætter kampen for det frie kulturliv"6.3.2025 15:36:19 CET | Pressemeddelelse
Siden 2022 har Dansk Kulturinstitut i samarbejde med Belarusian Council for Culture ledet det EU-finansierede program ”ArtPower Belarus”. Med et budget på 2 millioner euro har indsatsen til formål at støtte de hårdt pressede uafhængige kunst- og kulturfolk fra Belarus. I programmets første fase er 140 projekter og udvekslingsophold blevet støttet.
Ny regional chef: Anna Enemark skal lede Dansk Kulturinstituts indsatser i de baltiske lande og omkring Østersøen13.1.2025 08:06:19 CET | Pressemeddelelse
Fra 1. februar skal Anna Enemark stå i spidsen for Dansk Kulturinstitut i de baltiske lande og den øvrige Østersøregion. Anna Enemark er tidligere generalsekretær for UNESCO Danmark og har bl.a. arbejdet som chefkonsulent i FN Byen samt som seniorrådgiver for Nordisk Ministerråd med fokus på kultur.
Stor markering på Ukraines uafhængighedsdag: Festsalen på Københavns Universitet bliver fyldt med ukrainsk ånd og kulturel modstandskraft15.8.2024 12:17:05 CEST | Pressemeddelelse
Kendte ukrainske musikere og forfattere indtager scenen med de danske skuespillere Esben Smed og Kirsten Olesen, når Dansk Kulturinstitut, Københavns Folkeuniversitet og Ukraine House in Denmark sammen fejrer Ukraines uafhængighedsdag med en stor oplæsnings-, samtale- og musikbegivenhed i Festsalen på Københavns Universitet den 24. august. Målet er at styrke truet ukrainsk identitet og kultur, samt den gensidige forståelse mellem Ukraine og Danmark i en kritisk tid.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum