Nu begynder fyringssæsonen: Sådan holder du varmeregningen nede
9.10.2025 08:05:55 CEST | NRGi | Pressemeddelelse
Efteråret markerer starten på fyringssæsonen. Men inden man fyrer op for varmen, er det vigtigt at tjekke boligens varmesystem. Det kan være med til at undgå kolde rum og høje varmeregninger, lyder det fra en ekspert.

Når efteråret tager fat og temperaturen falder, bliver der skruet op for varmen i landets husstande. Men det er langt fra sikkert, at alle boliger er klar til fyringssæsonen. Og det kan føre til kolde radiatorer, fugt i hjørnerne og en højere varmeregning end nødvendigt.
Derfor anbefaler Bo Halm Andersen, byggesagkyndig og energikonsulent i energi- og rådgivningskoncernen NRGi, at man gennemgår en tjekliste for sit varmesystem, inden kulden for alvor bider sig fast.
”Det kan virke som småting, men selv mindre fejl eller mangler i radiatorerne kan koste dyrt i både varme og komfort. Derfor er det vigtigt, at man sætter lidt tid af til at tjekke, at boligens radiatorer og termostater fungerer, som de skal. Det er hverken svært eller dyrt, og hvis man tager fat nu, inden kulden for alvor bider, kan man spare både penge og frustrationer,” siger Bo Halm Andersen.
Små justeringer kan gøre en stor forskel
En gennemgang af hjemmets varmekilder er ikke kun med til at holde varmeregningen nede. Det kan også være med til at forebygge fugt og skimmelsvamp og generelt sikre et godt og behageligt indeklima.
”Når enkelte rum holdes kolde, eller når varmen ikke fordeler sig rigtigt, kan det skabe fugtproblemer og i værste fald føre til skimmelsvamp. Og så står man pludselig over for en langt dyrere udfordring end bare en kold stue. Derfor er det vigtigt, at varmen kan cirkulere frit, og at hele systemet er i orden,” forklarer Bo Halm Andersen.
Han fremhæver også, at det ikke kun handler om at skrue op for termostaten.
”Et varmt og behageligt hjem handler også om at holde på varmen. Særligt døre og vinduer skal være tætte, så varmen bliver inde i huset, hvor man selv får glæde af den og samtidig undgår unødigt varmetab. Ofte er det de små vaner, der gør den store forskel både for indeklimaet og for pengepungen.”
Gode råd til opvarmning af boligen
Bo Halm Andersen har samlet en række praktiske råd til en effektiv og behagelig opvarmning af husstanden.
- Luft radiatorerne ud: Luft i systemet kan give dårlig varmefordeling.
- Tjek termostaterne: Termostater kan sætte sig fast. Overvej at skifte til elektroniske termostater for bedre styring.
- Rens radiatorer og ventiler: Støv og snavs kan reducere varmeafgivelsen og gøre systemet mindre effektivt.
- Undgå blokering: Gardiner, møbler eller andet foran radiatorer forhindrer varmen i at sprede sig.
- Tjek vinduer og døre for utætheder: Selv små sprækker kan give træk og kulde langs gulvet. Tætningslister eller en justering af vinduer og døre kan ofte løse problemet og give et markant bedre indeklima.
- Varm alle rum op: Undgå kolde zoner og træk, som kan føre til fugt og skimmelsvamp, især i hjørner og ved ydervægge.
- Hold en jævn temperatur: Et varmesystem arbejder mere stabilt, når der ikke er store temperaturforskelle mellem rum.
- Husk forskellen på gulvvarme og radiatorer: Gulvvarme reagerer langsomt og fungerer bedst ved stabil temperatur, mens radiatorer kan justeres hurtigere.
Nøgleord
Kontakter
Lars PedersenPR & Content Manager
lped@nrgi.dkBilleder
Om NRGi
NRGi er en landsdækkende energi- og rådgivningskoncern. Vi er også et forbrugerejet andelsselskab, der er ejet af 235.000 andelshavere, og består af 1.725 kompetente og engagerede medarbejdere, som med både hænder og viden bidrager til et grønnere og et mere velfungerende Danmark - på kort og på lang sigt.
Følg pressemeddelelser fra NRGi
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra NRGi
Tøvejret afslører boligskader: ”Det kan skabe store problemer”27.2.2026 08:03:57 CET | Pressemeddelelse
Efter en lang periode med sne, hård frost og nu tøvejr har mange boliger været hårdt presset af vejret. Det får NRGi til at opfordre landets boligejere til at tjekke deres hjem for skader og overveje, om huset er klar til de næste vejrmæssige udfordringer.
NRGi Puljen åbner for helårlig støtte til elektrificeringen i Østjylland18.2.2026 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
For at understøtte elektrificeringen af samfundet og gøre det lettere at føre konkrete energiløsninger ud i livet åbner NRGi nu op for, at foreninger, organisationer og virksomheder kan søge om støtte året rundt til investeringer i ladestandere og varmepumper.
Skiferie i elbil: Få de vigtigste råd før afgang5.2.2026 07:52:56 CET | Pressemeddelelse
Når tusindvis af danske familier i uge 7 pakker elbilen og sætter kurs mod pisterne, kalder vinterens forhold på lidt ekstra planlægning. Her deler NRGi de vigtigste råd til en vellykket kør-selv-ferie i elbil.
Er strømmen gået? Fejlen kan ligge et helt andet sted end du tror4.2.2026 09:03:14 CET | Pressemeddelelse
Er strømmen gået i boligen, selvom alle sikringer er intakte? Det er ikke altid i eltavlen, at årsagen skal findes. I nogle tilfælde sker afbrydelsen i elskabet ved vejen.
Varmepumpepuljen åbner 5. februar: Så meget kan du få i tilskud2.2.2026 08:42:46 CET | Pressemeddelelse
Nu kan landets boligejere søge om tilskud til at udskifte deres olie- eller gasfyr med en varmepumpe. Og i år er tilskudsbeløbet forhøjet til 27.000 kroner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
