Stort forskningssamarbejde skal kortlægge unges syn på naturfag i rigsfællesskabet
Et nyt forskningsprojekt, støttet af Novo Nordisk Fonden, skal kortlægge unges interesse for og holdninger til naturfag og teknologi på tværs af rigsfællesskabet. Projektet er en del af den internationale ROSES-undersøgelse, og bliver ledet af Professionshøjskolen Absalon og Københavns Universitet i tæt samarbejde med forskere og uddannelsesinstitutioner i Grønland og på Færøerne.
Fra 2025-2028 skal forskere i Danmark, Grønland og Færøerne i fællesskab indsamle og analysere data fra 14-16-årige skoleelever for at få en forståelse af unges interesse, holdning og fremtidsplaner indenfor naturfag og teknologi.
Projektet med titlen ROSES - The Relevance of Science Education – Second er støttet af Novo Nordisk Fonden med en bevilling på 4,875 mio. kr., og er en opfølgning på ROSE - Relevance of Science Education, som Danmark deltog i tilbage i 2003. Dengang blev der indsamlet data om unges interesse for naturfag og teknologi på tværs af ca. 40 lande – denne gang deltager 50 lande.
"Det bliver særligt interessant at følge udviklingen siden den oprindelige ROSE-undersøgelse, hvor det stod klart, at unges syn på naturfag varierede markant. Dengang sagde mange, at naturfag er vigtigt, men 'ikke noget for mig', og der var tydelige kønsforskelle. Ved at sammenligne de to studier kan vi se, om tiltagene for at fremme interesse for naturvidenskab og teknologi har haft effekt, og om de unges interesse for naturfag i skolen er blevet mere positiv – eller om vi skal gentænke undervisningen," siger Anders Vestergaard Thomsen, lektor, ph.d. ved Professionshøjskolen Absalon og projektleder på ROSES.
ROSE og ROSES er tænkt som supplement og modspil til internationale undersøgelser som fx PISA og TIMMS, hvor ROSE og ROSES adskiller sig særligt ved at fokusere på elevernes holdninger, værdier og interesseområder – ikke deres præstationer.
Mulighed for at måle effekten af 20 års indsats
Siden 2003 er der investeret betydelige ressourcer i at styrke naturfagsundervisningen i Danmark – blandt andet med støtte fra private fonde. Alligevel er der begrænset viden om, hvordan unges interesse og holdninger til naturfag har ændret sig over tid. Med ROSES bliver det muligt at følge op på den tidligere undersøgelse og kortlægge, hvilken effekt indsatserne har haft – ikke bare nationalt, men også i et nordisk og globalt perspektiv.
ROSES bygger derfor på det oprindelige ROSE-skema fra 2003, men er blevet tilpasset til nutidige forhold. De næste år vil eleverne i danske, grønlandske og færøske skoler derfor skulle svare på 250 spørgsmål, hvoraf en væsentlig del stammer fra den oprindelige undersøgelse fra 2003, men hvor der er tilført mere nutidige spørgsmål om bl.a. klimaforandringer, bæredygtig udvikling og sociale/digitale medier.
Projektbevillingen fra Novo Nordisk Fonden giver desuden mulighed for at sammenligne unges interesse for naturfag på tværs af rigsfællesskabet. Færøerne og Grønland deltog ikke formelt i dataindsamlingen i 2003 - men bliver denne gang en integreret del af den danske deltagelse i ROSES fra start:
“Selvom Færøerne ikke deltog formelt i den oprindelige ROSE-undersøgelse, blev ROSE spørgsmålene alligevel besvaret nogle år senere af både elever og lærerstuderende. Svarene viste en markant kønsforskel i interessen for naturfaglige emner – især inden for fysik, kemi og teknik – men også, at eleverne ofte udviste større naturfaglig interesse end de lærerstuderende. I den nye undersøgelse ser vi frem til at udforske, hvordan disse forskelle har udviklet sig over tid, og hvilke tiltag der muligvis kan fremme naturfagene i skolen,” siger Erla Olsen, lektor, ph.d. ved fakultetet for undervisning på Universitetet på Færøerne, som også udførte den oprindelige undersøgelse på Færøerne.
Projektet forventes at omfatte 40-60 skoler i Danmark (over 1.000 elever) samt cirka 700 elever på Færøerne og 800 i Grønland, som skal deltage i ROSES, når dataindsamlingen starter i 2026.
”Vi håber, at undersøgelsen kan være med til at kaste lys over unges interesse for naturvidenskab bredt set, men også hvordan mere uformelle oplevelser med natur og naturvidenskab får betydning. Herudover bliver det spændende at blive klogere på både hvordan naturvidenskab har betydning for unge på tværs af rigsfællesskabet, men især hvordan interesse for naturvidenskab har ændret sig siden første ROSE-undersøgelse, med henblik på mulige justeringer af læreplanen og eventuelt også undervisningen på læreruddannelsen,” siger Lars O. Demant-Poort, Lektor, ph.d. ved Grønlands Universitet.
Samarbejde på tværs af geografi, sprog og skolekultur
Projektet organiseres som et fælles forskningsprojekt på tværs af rigsfællesskabet, hvor data ejes lokalt, men indsamles og analyseres i tæt samarbejde. Danske forskere vil besøge kolleger i Grønland og på Færøerne og deltage aktivt i både dataindsamling og analyse. Dermed bliver projektet også en anledning til at udveksle erfaringer og viden om naturfagsundervisning og skolekultur på tværs af de tre lande.
Målet er, at resultaterne præsenteres i 2027 på den internationale NARST-konference og ESERA-konferencen.
Fakta
- ROSES står for Relevance of Science Education – Second
- Projektet gennemføres i samarbejde mellem Danmark, Grønland og Færøerne
- Projektet indsamler data om unges interesse for naturfag og teknologi på tværs af 50 lande.
- Data fra alle tre lande analyseres og publiceres i fællesskab
- Projektet ledes af Professionshøjskolen Absalon i samarbejde med Københavns Universitet
- Bevillingsgiver: Novo Nordisk Fonden
- Projektperiode: 2025–2028
For interview kontakt:
Anders Vestergaard Thomsen, projektleder, lektor, ph.d. ved Professionshøjskolen Absalon. Tlf.: 72482215.
Erla Olsen, lektor, ph.d., Fróðskaparsetur Føroya. Tlf. 299433 / erlao@setur.fo
Lars O. Demant-Poort, Lektor, ph.d. ved Grønlands Universitet. Tlf.: 00299 34 74 02 / lodp@uni.gl
For mere information kontakt:
Anne Troldtoft Hjorth, presseansvarlig, Professionshøjskolen Absalon. Tlf.: 72481175 / asth@pha.dk
Per Arnfjord, leder af Internationalisering & Kommunikation, Grønlands Universitet. Tlf.: +299347324 / per@uni.gl
Brynhild Thomsen, presseansvarlig, Fróðskaparsetur Føroya. Tlf.: +298 292517 / brynhildt@setur.fo
Følg pressemeddelelser fra Professionshøjskolen Absalon
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Professionshøjskolen Absalon
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum