Coop amba skifter ud i direktionen
Adm. direktør, Mike Dranov, stopper i foreningen Coop amba og erstattes af den nuværende CFO, Thomas Finnerup, der bliver konstitueret som interim direktør.
Efter otte år som adm. direktør i foreningen Coop amba, der bl.a. ejer halvdelen af dagligvarekoncernen Coop Danmark A/S, stopper Mike Dranov efter gensidig aftale med bestyrelsesformand, Pernille Skipper.
Pernille Skipper fremhæver, at Mike Dranov har været en stærk direktør for Coop amba gennem otte år.
”Mikes erfaring og evner inden for strategi, transformation og ledelse samt hans netværk, har været aldeles vigtigt. Det kan ikke understreges nok, hvor loyal og afgørende han har været i den transformation, vi har været igennem det sidste halvandet år,” siger Pernille Skipper.
Den nuværende CFO i Coop amba, Thomas Finnerup, overtager som interim direktør i Coop amba, indtil en permanent afløser for Mike Dranov er fundet. Thomas Finnerup er i forvejen interim direktør i Coop amba-datterselskabet Republica, en rolle han fortsætter i.
Grundlæggende ændringer
Foreningen Coop amba har været gennem en omkalfatring, siden OK a.m.b.a. kom ind som medejer af Coop Danmark A/S i april 2024. Siden har foreningen solgt bl.a. Coop Bank, omlagt investeringsselskabet og været igennem en optimerende forandringsproces. Det betyder, at foreningen Coop amba i dag er en langt mere fokuseret organisation.
Samtidig har Pernille Skipper allerede bebudet, at hun sidder på lånt tid, da familien er flyttet til USA. Bestyrelsen og Landsrådet, foreningens højeste myndighed, er i gang med at finde en afløser. Det er som følge af disse grundlæggende ændringer, at bestyrelsen og Mike Dranov er nået frem til, at der fremover er brug for en anden profil i direktionen.
Fakta om foreningen Coop amba
Foreningen Coop amba er med over 2 millioner medlemmer en af Danmarks største.
Sammen med andelsselskabet OK a.m.b.a. ejer vi dagligvarekoncernen Coop Danmark A/S og de cirka 900 Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen og 365discount-butikker.
Coop amba står bag månedsmagasinet Samvirke, Coop Madskole GoCook og Madpyramiden.
Foreningen ejer tillige ikoniske FDB Møbler samt reklamebureauet Republica.
Kontakter
Simon Nyborg, kommunikations- og pressechefCoop amba
Tlf:2152 5160simon.nyborg@coop.dkCoop amba
Foreningen Coop amba er med over 2 millioner medlemmer en af Danmarks største. Sammen med andelsselskabet OK a.m.b.a. ejer vi dagligvarekoncernen Coop Danmark A/S og de cirka 900 Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen og 365discount-butikker, du møder landet over. Lige siden vi stiftede Danmarks første brugsforening i 1866, har foreningen Coop amba arbejdet for en mere bæredygtig hverdag til gavn for vores medlemmer, for samfundet og kommende generationer. Vi står bag månedsmagasinet Samvirke og Madpyramiden, og vi er stolte over at have introduceret økologi i supermarkederne og kvalitetsmøbler til folket gennem ikoniske FDB Møbler, som vi driver den dag i dag.
Følg pressemeddelelser fra Coop amba
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.