Færre og nyere scannere giver patienterne bedre og hurtigere behandling
Region Hovedstaden har netop afsat i alt 65 mio. kroner til udstyr på hospitalerne – samtidig udvider hospitalerne åbningstiderne til undersøgelse til kl. 18, men der er stadig et stort behov for national hjælp til at løfte udskiftningen af medicoudstyr, understreger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).

I Region Hovedstadens Medicoboard arbejder man med ”Mallorca-princippet”.
Da Mallorca efter årtier med massiv turisme og nedslidte hoteller skulle vende skuden og skabe bæredygtig turisme, så var meldingen fra myndigheder til entreprenører: I skal fjerne to gamle hoteller, hver gang I bygger et nyt.
”Det samme gælder for fx scannere. Det er både grønnere og mere effektivt at reducere antallet af udtjente scannere. Til gengæld udvider vi åbningstiderne fra kl. 14 til 18 og visse steder til kl. 21, så vi både kan nå flere patienter og forbedre kvaliteten. Jo mere præcis en scanning er, jo bedre bliver diagnosen. Og på samme vis bliver behandlingen mere tryg, skånsom og effektiv, når man kan ramme en kræftknude helt præcist”, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).
Åbningstiden udvides
Han er meget tilfreds med, at foreløbig Herlev og Gentofte Hospital og Rigshospitalet har udvidet åbningstiderne til bl.a. scanninger. De øvrige hospitaler følger trop, så de enkelte maskiner kører flere timer i døgnet.
”For mange mennesker er det en stor fordel, at de ikke skal tage fri fra skole eller arbejde for at komme ind og blive scannet. Samtidig bliver udstyret brugt mere optimalt, og vi skal ikke gå og vedligeholde på forældet udstyr – det sparer både penge og er en grønnere løsning,” siger Lars Gaardhøj.
Når hospitalerne udvider åbningstiden og skal gennemføre det samme antal undersøgelser på færre scannere, kræver det også, at leverandørerne kan være fleksible, når de skal servicere skannerne – fx ved at planlagt service lægges uden for åbningstiden eller i hospitalernes lavaktivitetsperioder.
De kasserede scannere gøres klar til at kunne genbruges i lande, hvor de kan gøre gavn. Andre bliver renoveret og får forlænget deres levetid, så nyindkøb kan udskydes.
Mængden af gammelt udstyr vokser
Region Hovedstaden har en betydelig mængde medicoudstyr, i alt ca. 160.000 apparater med en samlet indkøbspris på ca. 8 mia. kr. – en tredjedel er forældet. Og mængden af for gammelt udstyr vil vokse med 300 mio. om året med Region Hovedstadens nuværende investeringsniveau. De andre regioner har tilsvarende udfordringer i større eller mindre omfang.
”Selv om regionsrådet i år har prioriteret i alt 65 mio. kroner til fornyelse af medicoudstyr, og hospitalerne bl.a. udvider åbningstiderne og udnytter udstyret bedre, vil der stadig ligge en regning på op mod 100 mio. bare til CT og MR-skannere inden 2030. Og forventeligt 250-300 mio. årligt for hele medicoområdet, selv efter vi har taget samme medicin hele vejen rundt. Alle regioner har behov for hjælp udefra, ellers knækker filmen på et tidspunkt – og så bliver det borgerne og patienterne, som kommer til at betale regningen,” siger 2. næstformand i regionsrådet Thomas Rohden (R).
Gamle bygninger æder fonden op
Randi Mondorf (V) medlem af Venstre i regionsrådet mener, at regeringens annoncerede sundhedsfond på 22 mia. kr. (over 10 år) er en meget kærkommen indsprøjtning.
”Men regningerne til renovering af gamle bygninger kan alene æde fonden op. Derfor er der behov for at afsætte penge specifikt til medicoområdet, så vi sikrer, at vores udstyr understøtter behandlingen af patienter bedst muligt,” siger Randi Mondorf.
Hun understreger, at medicoudstyr er et helt afgørende værktøj i diagnosticering, behandling og rehabilitering af patienter. Uden fungerende udstyr kommer selv de bedste sygeplejersker, jordemødre, radiografer, bioanalytikere og læger til kort.
Fakta - medicoboard
Alle hospitaler i Region Hovedstaden er samlet i et tværgående Medicoboard – det sikrer:
- Fælles tværgående prioriteringer ud fra behov
- Strategiske analyser af kapacitetsudnyttelse og apparaturbehov.
- Fælles fokus på vigtige emner som cybersikkerhed og klima, så det tænkes ordentlig ind fra start.
- Styrket leverandørstyring og strategiske partnerskaber i et svært internationalt marked med få meget store og dominerende aktører
Kontakter
Region Hovedstadens presseRegion Hovedstaden
Tlf:70209588presse@regionh.dkFølg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Operation af knæ og hofter skal speedes op i nyt center11.11.2025 15:12:00 CET | Pressemeddelelse
Patienter, der skal have en ny hofte eller et nyt knæ, skal opereres i det nye Center for planlagt Led- og Knoglekirurgi på Gentofte Hospital. Centeret er fælles for patienter i hele Region Hovedstaden, og kirurgerne kommer fra akuthospitalerne og opererer egne patienter.
Ansatte på hospitaler og i ambulancer bliver omfattet af voldsskadeforsikring11.11.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Der skal fremover være hurtigere og lettere adgang til at søge erstatning for personale på hospitalerne og i ambulancerne, der er blevet udsat for vold eller trusler. Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (A) kalder det et vigtigt tiltag, der sikrer, at medarbejderne er dækket af en god forsikring, når de plejer og behandler patienter.
Ekstra tryghed i nattelivet: København er klar til julefrokostsæsonen3.11.2025 11:34:31 CET | Pressemeddelelse
Fra J-dag den 7. november og i weekender resten af året vil man kunne få akut hjælp nær Rådhuspladsen i København. Region Hovedstadens Akutberedskab sætter nemlig igen i år den mobile behandlingsplads op. Samtidig er også Københavns Politi, Københavns Kommune og Hovedstadens Beredskab klar til at sikre et trygt natteliv for hovedstadens julegæster med ekstra betjente, flere Natteværter og samaritter i gadebilledet.
Ekstra tryghed i nattelivet: København er klar til julefrokostsæsonen3.11.2025 11:29:33 CET | Pressemeddelelse
Fra J-dag den 7. november og i weekender resten af året vil man kunne få akut hjælp nær Rådhuspladsen i København. Region Hovedstadens Akutberedskab sætter nemlig igen i år den mobile behandlingsplads op. Samtidig er også Københavns Politi, Københavns Kommune og Hovedstadens Beredskab klar til at sikre et trygt natteliv for hovedstadens julegæster med ekstra betjente, flere Natteværter og samaritter i gadebilledet.
Forbedret busdrift giver 270.000 flere passagerer på ét år30.10.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Et år med 10-minutters drift på buslinje 22 har fået over en kvart million flere passagerer til at tage bussen mellem Hvidovre og Glostrup. Det er næsten dobbelt så mange som forventet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum