Nye tal: Næsten alle skoler er aktive på Skolernes Motionsdag
En evaluering viser, at hele 97,8 % af landets skoler afholder Skolernes Motionsdag. Dermed er mere end 1.800 skoler og 650.000 elever en del af den over 40 år gamle tradition. Meget positive tal, for de aktive fællesskaber er ekstremt vigtige, lyder det fra Dansk Skoleidræt, der står bag dagen.

Når Skolernes Motionsdag fredag den 10. oktober finder sted for 44. gang, så kan landets skoler mønstre en helt unik opbakning til begivenheden. I en ny evaluering fra Dansk Skoleidræt svarer 97,8 % af landets grundskoler således, at de afholder dagen.
Dansk Skoleidræt opfandt Skolernes Motionsdag i 1982, og det glæder organisationen, at mere end 650.000 skoleelever så mange år efter fortsat hopper i idrætstøjet til en aktiv dag med leg, dans, løb og alverdens andre aktiviteter.
- Skolernes Motionsdag har for længst udviklet sig til en af de helt store mærkedage i skolernes kalender. Det er en stolt dansk tradition, at landets skoler på præcis samme tidspunkt er aktive, og de nye tal understreger blot den enormt store opbakning, som vi kun kan være meget glade for, siger Bjørn Friis Neerfeldt, generalsekretær i Dansk Skoleidræt.
Trivselskommissionen udkom tidligere på året med en række anbefalinger, hvoraf flere peger på vigtigheden af at prioritere bevægelse i skolen for at skabe en varieret skoledag og fremme bevægelsesglæde blandt eleverne. Det bidrager Skolernes Motionsdag til, mener Dansk Skoleidræt.
- Der er så meget god energi og samhørighed på tværs af klassetrin på Skolernes Motionsdag. Aktive fællesskaber er ekstremt vigtige, for de kan bidrage til vores mentale og sociale sundhed. Så når børn er fysisk aktive sammen, styrker det også deres trivsel, siger Bjørn Friis Neerfeldt.
Løb hitter fortsat
Den nye evaluering af Skolernes Motionsdag giver også et indblik i, hvad skolerne foretager sig på dagen. Her er løb den suverænt mest populære aktivitet. Én ud af tre skoler angiver, at de har fastholdt den oprindelige form med løb som omdrejningspunktet, mens omtrent halvdelen af skolerne har løb sammen med andre aktiviteter. Her nævnes alt fra spil og lege, diverse træningsaktiviteter og traditionelle boldspil.
- Skolerne gør sig umage og tager ejerskab for at skabe en festlig dag. Mange steder er der en masse sjove og kreative aktiviteter i kombination med forskellige varianter af løb. På den måde er der rum for forandring, samtidig med at det faste holdepunkt med løberuten fastholdes i trygge pædagogiske rammer, siger Bjørn Friis Neerfeldt.
Dansk Skoleidræt udgiver hvert år et gratis inspirationsmateriale, skolerne kan gøre brug af. I år er der fokus på trivselsfremmende aktiviteter på tværs af klassetrin. Det indbefatter blandt andet en række øvelser og lege, hvor store og små elever skal samarbejde.
- Mange elever er vilde med løbeturen. Men for at sikre, at de knapt så begejstrede også får en god oplevelse med dagen, har vi skabt en række inkluderende aktiviteter fra et mere legende univers, hvor det ikke handler om at vinde eller komme først. På den måde ønsker vi år for år at supplere skolernes egne faste traditioner for dagen med lidt nyt, siger han.
---
Fakta om Skolernes Motionsdag
- Skolernes Motionsdag blev oprindeligt stiftet i 1982 som "De Fynske Skolers Motionsløb" af en gruppe idrætslærere i Dansk Skoleidræts daværende amtsudvalg på Fyn. Første år deltog mere end 55.000 elever i løbet. Begivenheden bredte sig allerede året efter til resten af landet og blev omdøbt til ”Skolernes Motionsløb”. I begyndelsen var det udelukkende en dag med løb, men motionsaktiviteterne udviklede sig rundt om på skolerne, og i 1993 blev dagen omdøbt til "Skolernes Motionsdag".
- En ny evaluering fra december 2024 viser, at 97,8 % landets grundskoler deltager i Skolernes Motionsdag med cirka 650.000 aktive elever. Oveni tallet kan lægges flere efterskoler, gymnasier og erhvervsskoler samt et ikke opgjort antal daginstitutioner.
- Dansk Skoleidræt står bag Skolernes Motionsdag. Organisationens overordnede mål er at fremme alle elevers læring og trivsel gennem idræt og bevægelse i en varieret skoledag.
- Læs meget mere om Skolernes Motionsdag her.
Nøgleord
Kontakter
Bjørn Friis NeerfeldtGeneralsekretærDansk Skoleidræt
Tlf:29899817bc@skoleidraet.dkNiels Henrik SørensenKommunikationskonsulentDansk Skoleidræt
Kan hjælpe med Skolernes Motionsdag-cases i hele landet.
Billeder




Links
Om Dansk Skoleidræt
Dansk Skoleidræt er en landsdækkende non-profit idrætsorganisation stiftet i 1946, der er forankret i både skole- og idrætsverdenen. Organisationens overordnede mål er at fremme læring og trivsel gennem idræt og bevægelse for alle elever i skolen.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Skoleidræt
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dansk Skoleidræt
Nyt initiativ skal styrke bevægelse i SFO’er26.8.2025 06:50:00 CEST | Pressemeddelelse
Dansk Skoleidræt modtager bevilling fra Folketingets forebyggelsesreserve til at etablere en indsats, der indeholder konkrete bevægelsesaktiviteter og styrker arbejdet med aktive fritidstilbud for de yngste skolebørn i kommuner med stor ulighed i sundhed.
Nyt projekt skal styrke legen for elever i specialundervisning5.8.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Dansk Skoleidræt modtager 12,6 mio. kr. fra LEGO Fonden til at etablere Legepatruljer i specialundervisningen. Mere end 3000 elever forventes at få glæde af initiativerne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum