Skolekoncept har succes - rekordhøjt optag på skole i fængsel
Kriminalforsorgens pop-up skole i Sdr. Omme Fængsel har succes med at tiltrække elever til uddannelserne som fængselsbetjent, transportbetjent og værkmester. For fjerde gang i år er der fuldt hold på skolen, og det er rekord.

I går havde 19 elever første skoledag på pop-up skolen i Sdr. Omme Fængsel. Dermed er klasselokalet for fjerde optag i år igen fyldt med elever, som vil være fængselsbetjent, transportbetjent eller værkmester.
I alt 81 elever har taget hul på deres uddannelse på skolen i 2025, og det er rekordmange for en pop-up skole, siden det særlige skolekoncept blev introduceret i 2022.
Justitsminister Peter Hummelgaard siger:
”Tiltag som disse er med til at tiltrække flere dygtige medarbejdere til kriminalforsorgen. Det glæder mig meget. For skolen er dermed med til at understøtte den massive investering i vores fængsler og arresthuse, hvor vi har indført fuld løn under uddannelsen og et historisk lønløft. Samtidig har vi med strafreformen afsat over en milliard kroner frem mod 2030 til at sikre bedre arbejdsvilkår for de medarbejdere, som hver dag går på arbejde for at sikre vores alle sammens tryghed. Vi vil også styrke rekrutteringen, så blandt andre vores dygtige fængselsbetjente kan få flere kolleger – det er hårdt tiltrængt. Jeg ser frem til at hilse på de mange nye studerende og se det færdigbyggede fængsel.”
Direktør for kriminalforsorgen Ina Eliasen siger:
”Det glæder mig virkelig, at vi for fjerde gang i år kan fylde klasselokalet på pop-up skolen i Sdr. Omme Fængsel. Vi har brug for mange uniformerede kolleger, fordi vi udvider kapaciteten så kraftigt, og placeringen af skolen i tilknytning til fængslet har vist sig at være attraktiv. Pop-up konceptet har vist sit værd, så det fortsætter vi med i de kommende år, hvor vi med strafreformen skal bygge mange nye fængselspladser.”
Skolen i Sdr. Omme Fængsel er åbnet for fire hold i år, fordi fængslet udvider kapaciteten fra 222 til 422 indsatte i begyndelsen af 2026. Med udvidelsen bliver fængslet Danmarks største fængsel for afsonere og får derfor brug for flere hænder.
Pop-up skolerne er et fleksibelt koncept, hvor skolerne kan åbne der, hvor kriminalforsorgen vurderer, at det giver bedst mening i forhold til potentiale og behov. For nylig besluttede kriminalforsorgen derfor også at genåbne pop-up skolen på Fyn, som ligger centralt i Odense på Kold College, og som også har haft succes med sine to tidligere hold.
Ansøgningsfristen til optag på pop-up skolen på Fyn er den 13. oktober 2025, og nye elever har første skoledag på Kold College den 5. januar 2026. Uddannelsen til fængselsbetjent tager i alt tre år, mens uddannelsen til transportbetjent og værkmester varer to år.
Fakta om Sdr. Omme Fængsel
- Sdr. Omme Fængsel er i dag et åbent fængsel med 222 pladser, men som en del af kriminalforsorgens flerårsaftale 2022-25 blev aftalepartierne enige om at etablere 200 nye pladser i fængslet. Den samlede kapacitet bliver dermed 422 pladser, hvilket gør det til landets største fængsel for afsonere.
- De 200 nye pladser er fleksible pladser. Det vil sige, at de som udgangspunkt er lukkede fængselspladser, men også kan ombygges til arrestpladser eller anvendes som åbne fængselspladser, hvis der opstår et særligt behov herfor. Pladserne forventes idriftsat primo 2026.
- Sdr. Omme Fængsel består i dag af en bygningsmasse på cirka 28.000 kvadratmeter. Udvidelsen betyder yderligere 19.000 kvadratmeter og vil bestå af bygninger med celler samt dertilhørende beskæftigelsesbygning med værksted og skole samt en købmand. Der skal desuden opføres idrætshal samt et fælleshus til sociale formål. Udvidelsen sker i tilknytning til det eksisterende fængsel og dermed på egen matrikel.
Fakta om pop-up skoler
- Kriminalforsorgen driver permanente skoler i Birkerød, Møgelkær ved Horsens og i Storstrøm Fængsel på Falster. Der er etableret pop-up skoler i Odense, Esbjerg, Vestre Fængsel i København, Odense og i Sdr. Omme Fængsel.
- Kriminalforsorgen har massivt fokus på at rekruttere og fastholde flere fængselsbetjente, hvilket betyder, at der foruden at udvide antallet af skoler blandt andet er indført merituddannelser for transportbetjente og værkmestre, fuld løn under uddannelsen og mulighed for at få merit og tage uddannelsen til fængselsbetjent på kortere tid, hvis man har relevant uddannelse og/eller erhvervserfaring fra andre områder.
Nøgleord
Kontakter
Pressevagt
Tlf:7255 4141presse@krfo.dkFølg pressemeddelelser fra Kriminalforsorgen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kriminalforsorgen
Søbysøgård Fængsel holder åbent hus17.9.2025 09:27:23 CEST | Pressemeddelelse
Hvis du overvejer en karriere som fængselsbetjent, transportbetjent eller værkmester, så kom til åbent hus i Søbysøgård Fængsel lørdag den 27. september kl. 9.00-15.00.
Oplev et fængsel indefra på Kulturnatten12.9.2025 10:09:14 CEST | Pressemeddelelse
Oplev et fængsel indefra, når kriminalforsorgen åbner dørene til Nytorv Fængsel for en enkelt aften.
Kriminalforsorgen åbner igen pop-up skole på Fyn15.8.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Til januar 2026 er det igen muligt at uddanne sig til fængselsbetjent, transportbetjent eller værkmester på Fyn, når kriminalforsorgen gentager succesen og åbner dørene til en ny pop-up skole i Odense.
Fodlænken fylder 20 år1.7.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fodlænken har i to årtier været et effektivt alternativ til fængselsstraf og et vigtigt værktøj i kriminalitetsforebyggelsen
Aftale om strafreform indgået – historisk løft af kriminalforsorgen25.6.2025 11:09:54 CEST | Pressemeddelelse
Der er i dag opnået enighed om en strafreform for Danmark og dermed de økonomiske rammer for kriminalforsorgen frem til 2030.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum