Fra Slim Shady til manosfæren: LOSE YOURSELF på Aveny-T
I LOSE YOURSELF undersøger instruktør Niels Erling idealfantasien om mandefiguren som hård, hvid og uimodståelig – fra 00’ernes tough boys til vor tids (online)fællesskaber af sigmaboys, træningstechbros og rigtige mænd – med både begær og afsky.

Instruktør Niels Erling og dramatiker Ida Marie Hede tager med LOSE YOURSELF afsæt i den amerikanske rapper Eminem, der med hits som ”The Real Slim Shady” og ”Lose Yourself” blev soundtrack for en hel generation. Med sine rim og ikke mindst filmen 8 Mile (2002) slog underdoggen tilbage og bidrog til idealiseringen af den uforsonlige, vrede mand. Men hvordan er du egentlig en rigtig mand, hvis du ikke er en tough boy?
“Eminem inkarnerede alt det, jeg begærede og frygtede allermest.”
Instruktør Niels Erling er vokset op med Eminem. Som ung, homoseksuel mand fyldte forgudelsen af Eminem Niels Erling med lige dele begær og afsky. Eminem var både tiltrækkende og skræmmende. For de uforlignelige rim og den rå attitude var ledsaget af vrede, voldsfantasier og homofobi. På den måde blev Eminem for Niels Erling et billede på den ambivalens ved succesfulde mænd, som har fulgt ham lige siden.
”Hiphop-kulturen var på det tidspunkt virkelig bygget op omkring en meget snæver version af maskulinitet – en aggressiv maskulinitet – som blev bifaldet af alle drenge omkring mig, der kunne finde ud af at være drenge på den ”rigtige” måde. Jeg selv følte, at jeg faldt udenfor. Jeg var ikke dreng på dén måde, og jeg følte mig både forkert og uønsket i den kultur. Og samtidig lærte jeg gennem kulturen at begære denne stærke, maskuline aggressivitet – det samme ideal, der holdt mig udenfor.”
Forvrængede mandeidealer og selvpiskeri på TikTok.
I udviklingen af LOSE YOURSELF har Niels Erling og dramatiker Ida Marie Hede brugt Eminem, der var stor i 2000’erne, som ansporing til en undersøgelse af nutidens mandeidealer. Sammen har de spurgt sig selv og hinanden, om der går en lige linje mellem Eminem og mange andre rapperes udfald mod bl.a. homoseksuelle og feminister, til de såkaldte “manfluencere”, der dominerer de sociale medier i det, meningsdannere har døbt “manosfæren.”
I manosfæren er testosteron-optimering, bananskrælsmasker og overlegen ufølsomhed ingredienserne i opskriften på en rigtig mand. Her er kvinder fraværende og underdanige, mens mænd, der vil frem i verden, står op kl. 05 og tager et isbad, inden de begynder at opbygge muskelmasse. Her lever forestillingen om, at mænd med flid, motivationsvideoer og hårdt arbejde kan vriste sig fri af underdoggens position – og køre i store biler i Dubai.
”Jeg skræmmes af hele det her online-univers, der udformer sig som 00’ernes opdeling mellem ”rigtig” og ”forkert” maskulinitet, bare på speed. De unge fyre i de her videoer er typisk hvide, muskuløse, gerne konservative, kristne, helt sikkert heteroseksuelle og så taler de vildt grimt til deres seere. Ved at udskamme og fordømme alle de forkerte mænd ude bag skærmene – at kalde dem soy boys og fat asses – sælger de på samme tid et sæt superdiskriminerende kønsidealer og typisk også et testosteron- og looks-maxxingprogram, som er grebet ud af den blå luft og ikke gør andet end at gøre en masse unge mænd ulykkelige.”
Eminem er den sidste blonde babe.
LOSE YOURSELF udgør sidste del af Niels Erling og Ida Marie Hedes trilogi om “blonde babes.” Efter WORK BITCH om popstjernen Britney Spears og PAMELA om skuespilleren Pamela Anderson, er turen kommet til Eminem med sit karakteristiske afblegede hår. Trilogien har undersøgt aktuelle idealer med populærkulturelle figurer, der var store for få årtier siden, for at forstå, hvordan begær har ændret sig efter årtusindskiftet.
Hvor WORK BITCH og PAMELA undersøgte kvindernes position i præstationssamfundet, er turen med LOSE YOURSELF nu kommet til maskuline forbilleder og deres vrangsider. Det sker i en hæsblæsende monolog med skuespiller Oskar Salvatore flankeret af skuespilelev Josefine Münster-Swendsen og med original musik af sangskriverne Asbjørn og Skt. DeLarge, der også står på scenen i Lise Marie Birchs scenografi.
LOSE YOURSELF 25. oktober – 15. november 2025 på Aveny-T læs mere her: https://www.aveny-t.dk/forestillinger/lose-yourself
HOLDET BAG
KONCEPT & ISCENESÆTTER Niels Erling
DRAMATIKER Ida Marie Hede
MEDVIRKENDE Oskar Salvatore, Asbjørn, Sebastian Toft (Skt. DeLarge), Josefine Skjold Münster-Swendsen (scenetjeneste, DDSKS)
SCENOGRAF OG KOSTUMEDESIGNER Lise Marie Birch
KOMPONISTER Skt. DeLarge og Asbjørn
LYSDESIGNER Malte Hauge
KOREOGRAF Ruth Rebekka Hansen
DRAMATURG Anders Thrue Djurslev
INSTRUKTØRASSISTENT Camille Hjernøe
PRODUCENT AKT1 og Aveny-T
FOTO Jasko Bobar
MED STØTTE FRA Statens Kunstfond, Koda Dramatik, Augustinusfonden, William Demant Fonden
Kontakter
Clara Lindstrøm Gleerup
Tlf:51932891clara@akt1.dkFølg pressemeddelelser fra Aveny-T
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aveny-T
PLATT-FORM redder julen med genbrugshumor og CO2-tunge satiriske cirkelspark i nyt show på AVENY-T29.9.2025 10:53:16 CEST | Pressemeddelelse
Publikum kan allerede nu begynde at se frem til knivskarpe ørehængere, når den anmelderroste satiretrio, Platt-Form med Mille Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby, roaster julen, så det dufter brunt og brændt. Med deres skarpe blik for tidens absurditeter piller Platt-Form julestjernen ned fra toppen af træet og undersøger, hvordan man egentlig finder julehyggen i en verden, der er ved at gå under? Er der returret på en personsøger? Og er humor overhovedet bæredygtigt? Det vil Platt-Form forsøge at finde svar på - måske endda i de hellige skrifter - når deres juleshow Genbrugsjul får premiere den 26. november 2025 på Aveny-T.
Aveny-T præsenterer GRWM: En iagttagelse af det 21. århundredes digitaliserede mediekultur - med TV-vært Helin Erdem i samarbejde med huskunstner Sofie Diemer6.8.2025 11:44:41 CEST | Pressemeddelelse
Hvor galt kan det gå, når man som medieperson begynder kun at se sig selv som et produkt? Det undersøger TV- og podcastværten Helin Erdem i monologen GRWM (Get Ready With Me), som har urpremiere på Aveny-T 4. oktober 2025. Forestillingen tager udgangspunkt i Helins egne oplevelser og observationer hos andre i samme situation. GRWM er første forestilling ud af to i Sofie Diemers huskunstnersæson på Aveny-T.
Teaterdirektør på Aveny-T, Marianne Klint, får forlænget sin kontrakt til 202811.6.2025 11:47:06 CEST | Pressemeddelelse
Rekordhøje antal aktiviteter, nomineringer til en Reumert-pris som ‘Årets Teater’ og et væld af andre tiltag og resultater.
Aveny-T's Årsregnskab 2024: Rekordhøjt aktivitetsniveau og voksende billetsalg på Aveny-T10.6.2025 10:05:18 CEST | Pressemeddelelse
Teatret Aveny-T har aflagt Årsregnskab med styrket egenkapital, rekordhøjt aktivitetsniveau og et væld af nye tiltag og initiativer.
Stigende mistrivsel blandt unge: Hvordan kan kulturen gøre en forskel?29.4.2025 11:39:22 CEST | Pressemeddelelse
Det spørgsmål sætter Dansk Kulturliv og Aveny-T til debat ved en åben og gratis kulturkonference fredag den 16. maj kl. 16.00–18.00 på Aveny-T. Her samles unge stemmer, eksperter, beslutningstagere og kunstnere for at dele indsigter og idéer til, hvordan vi sammen kan vende udviklingen og skabe bedre trivsel for de kommende generationer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum