Tusindvis af unge går glip af unik mulighed: Alt for mange kommuner bruger slet ikke juniormesterlære
En ny opgørelse fra SMVdanmark viser, at regeringens forventning om, at 5 procent af en årgang skal i juniormesterlære, langt fra er indfriet. Kun hver femte kommune lever op til forventnigen, mens flere kommuner har slet ingen eller meget få elever tilmeldt. SMVdanmark efterlyser, at alle kommuner tager ordningen alvorligt og løfter ansvaret.

Alt for mange unge dumper i dansk og matematik og oplever, at folkeskolen føles for teoritung og virkelighedsfjern. Flere oplever skolevægring. Mange ender uden job og uddannelse. Samtidig vælger for få en erhvervsuddannelse.
Her kan juniormesterlære være en vigtig del af løsningen. Tidligere forsøg har vist lovende effekter: Eleverne bliver både mere motiverede og klarer sig bedre fagligt, fordi undervisningen pludselig giver mening. De fik mulighed for at koble teori med praksis og mærke, at deres kunnen havde værdi.
Fra dette skoleår har juniormesterlære været en mulighed for alle folkeskolens 8.- og 9.-klasseselever. Men desværre har en stor del af kommunerne endnu ikke taget ordningen til sig. Det viser en ny opgørelse fra SMVdanmark baseret på aktindsigter hos kommuner i hele landet.
”Juniormesterlære kan blive et vendepunkt for mange unge, men det kræver selvsagt, at kommunerne bruger ordningen. Desværre viser vores opgørelse, at en alt for stor andel af kommuner stadig står helt uden elever i juniormesterlære. Endnu flere meget få elever med. Det er uholdbart, når vi ser, hvor stort et behov, der er for nye veje i folkeskolen,” siger Lasse Kjær, chefkonsulent i SMVdanmark.
Store kontraster mellem kommuner: Fra 11 til 0 procent af en ungdomsårgang
I Rebild Kommune er hele 11 procent af eleverne i juniormesterlære. På Ærø (9,8 procent), i Hedensted (7,5 procent), Assens (7,5 procent), Lolland (7,3) og i Frederikssund (7,2 procent) ligger tilmeldingen pænt over regeringens forventning med ordningen, som ligger på 5 procent. Det viser, at juniormesterlære kan lykkes, når den bliver prioriteret politisk og administrativt.
I den modsatte ende finder man blandt andre Ishøj, Glostrup, Vallensbæk, Furesø, Rudersdal og Hørsholm, hvor nul elever er tilmeldt. Det betyder, at alle unge i disse kommuner lige nu går glip af muligheden for at prøve kræfter med en erhvervsrettet vej. Også Brøndby, Rødovre og Frederiksberg ligger under 1 procent.
”Det paradoksale er, at nogle af de kommuner, hvor behovet er størst, slet ikke har én eneste elev med. Det gælder for eksempel for Ishøj, hvor hver femte elev dumper dansk eller matematik. Det er simpelthen ikke godt nok,” siger Lasse Kjær.
Kommunernes ansvar er tydeligt
SMVdanmark understreger, at ansvaret for at få juniormesterlære til at fungere ligger hos kommunerne. Det er kommunerne, der skal sikre, at elever og forældre kender ordningen, og at skolerne arbejder aktivt med den. Det må ikke overlades til den enkelte elev selv at finde ud af, at muligheden eksisterer.
Flere kommuner peger på, at det kan være vanskeligt for forældrene at skaffe praktikpladser til deres børn. Men netop derfor bør kommunerne gå foran og ansætte erhvervsplaymakere, som kan hjælpe både elever og virksomheder med at finde hinanden, mener SMVdanmark. Albertslund er et eksempel på, at det virker, når man gør en målrettet indsats.
”Hvis man i Rebild kan få hver tiende elev med, og man i Albertslund kan få hver 20. med, så kan man også få det til at lykkes i Glostrup og Ishøj. Det kræver politisk vilje og et tæt samarbejde med erhvervslivet. Her mener vi, at de kommunale erhvervsplaymakere kan spille en vigtig rolle, så vi undgår at tabe de unge på gulvet.” siger Lasse Kjær.
SMVdanmark anbefaler: Juniormesterlære for alle med mindre snævre regler
SMVdanmark foreslår, at alle kommuner forpligter sig til et bindende mål: Mindst 5 procent af eleverne skal i juniormesterlære. Flere kommuner viser allerede, at det kan lade sig gøre, så det er hverken urealistisk eller uopnåeligt.
Det første år med ordningen skal bruges til at evaluere, lære og inspirere. De gode eksempler skal frem i lyset, men udfordringerne skal også adresseres. Flere virksomheder peger på, at reglerne for, hvad eleverne må, er for snævre. Det bør ændres, hvis ordningen skal udnytte sit fulde potentiale.
Samtidig skal juniormesterlære være et tilbud for alle elever – ikke kun dem, der er fagligt udfordrede. Det handler om at styrke faglig stolthed og give unge lyst til at prøve kræfter med erhvervsvejen uden at blive sat uden for fællesskabet. Derfor bør eleverne blive i deres stamklasser, så de ikke ”straffes” socialt for at vælge juniormesterlære. Kommunerne bør endvidere styrke koordineringen ved at udpege en engageret erhvervsplaymaker, der kan bygge bro mellem skoler, virksomheder og forældre.
”Vi er meget begejstrede for juniormesterlære, og for at regeringen gør en stor indsats for at tale ordningen op. Vores virksomheder vil virkelig gerne spille med. Men hvis kommunerne ikke vil prioritere det, så bliver det ikke noget. Juniormesterlære er et tilbud med et stort potentiale, men kun hvis det får de rigtige rammer og den nødvendige politiske opbakning,” siger Lasse Kjær.
Fakta om juniormesterlære:
-
Tilbud til alle folkeskoleelever i 8. og 9. klasse – også elever i specialundervisning.
-
Kombinerer folkeskolens undervisning med praktik eller praktiske forløb.
-
Skal styrke motivation, kundskaber og alsidig udvikling gennem praktiske erfaringer.
-
Eleven vælger selv juniormesterlære, men kun med forældrenes samtykke.
-
Kommunerne har ansvaret for at sikre, at alle elever får tilbuddet og den støtte, de har behov for.
Fakta fra SMVdanmarks opgørelse:
-
SMVdanmark har søgt aktindsigt og fået svar fra 94 ud af de 98 kommuner.
-
Kun ca. hver femte kommune lever op til regeringens forventning om at 5 procent af en elevårgang skal i juniormesterlære. Det gælder kommuner som Rebild, Ærø, Hedensted, Assens, Lolland, Frederikssund, Faxe, Odsherred, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted, Tønder, Morsø, Sorø, Lemvig, Kalundborg, Vejen og Halsnæs
-
Knap hver tredje kommune (29 procent) har 1 procent eller færre tilmeldte
-
Over hver tiende kommune har 0 tilmeldte. Det gælder kommuner som
Ishøj, Vallensbæk, Glostrup, Furesø, Hørsholm, Stevns, Rudersdal, Samsø, Læsø og Fanø
-
I sin tale på Socialdemokratiets årsmøde sagde statsminister Mette Frederiksen: ”Og juniormesterlæren. I al beskedenhed. Det er simpelthen genialt. For juniormesterlæren er ikke blot en håndsrækning til den skoletrætte teenager. Det er et livtag med den afstand til virkeligheden, som teorien kan have. Det er en styrkelse af det praktiske og virkelighedsnære.”
Danmarkskort: Se procentvis andel af elever i juniormesterlære på kommuneniveau:
Kontakter
Asbjørn LindsøKommunikations- og pressechef
Tlf:21534364lindsoe@smvdanmark.dkSMVdanmark er paraplyorganisation for brancheorganisationer, lokale tværfaglige håndværker- og industriforeninger og over 1.000 direkte medlemsvirksomheder. SMVdanmark repræsenterer omkring 18.000 små og mellemstore virksomheder og er den eneste hovederhvervsorganisation, der udelukkende arbejder for SMV’ernes interesser – både nationalt, lokalt og på EU-plan. Læs mere på SMVdanmark.dk.
Følg pressemeddelelser fra SMVdanmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra SMVdanmark
SMVdanmark roser ny karakterskala: Belønner faglighed og skaber mere retfærdighed6.11.2025 11:22:23 CET | Pressemeddelelse
Regeringens forslag til en ny karakterskala får opbakning fra SMVdanmark, der kalder ændringen både retfærdig og motiverende. Den nye skala styrker fagligheden, belønner ekstraordinære præstationer og mindsker skævheden i uddannelsessystemet.
Ny analyse: SMV’ernes fremtidsforventninger rammer lavpunkt – industrien trækker ned29.10.2025 12:05:14 CET | Pressemeddelelse
Erhvervstilliden blandt små og mellemstore virksomheder falder i oktober til det laveste niveau i næsten to år. Det er især industrien, der trækker ned, viser SMVdanmarks seneste konjunkturbarometer.
SMVdanmark: Flere gode nyheder til SMV’erne i ny finanslov23.10.2025 13:43:33 CEST | Pressemeddelelse
Finansloven for 2026 indeholder flere konkrete forbedringer for små og mellemstore virksomheder, herunder afgiftslettelser, seniorfradrag og mål for bureaukratireduktion. SMVdanmark roser aftalen som et klart skridt i den rigtige retning for erhvervslivet. Eneste malurt i bægeret er, at finansloven fjerner støtten til vigtig digitaliserings- og cybersikkerhedspulje.
Ny rapport fra EU-Kommissionen: Tre ud af fire SMV’er kæmper med sene betalinger19.10.2025 05:55:00 CEST | Pressemeddelelse
73 pct. af europæiske SMV’er oplever sene betalinger. For hver tredje er det et systemisk problem, der truer deres overlevelse, og et klart flertal ønsker lovfastsatte betalingsfrister. Det viser en ny EU-undersøgelse. SMVdanmark opfordrer Danmark til at gå forrest i EU’s arbejde for nye regler.
Mere end halvdelen af alle kommuner udelukker udsatte unge fra private fritidstilbud15.10.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny opgørelse fra SMVdanmark viser, at mange kommuner afviser, at børn og unge kan gøre brug af den kommunale fritidspasordning, hvis fritidsaktiviteten udbydes af en privat aktør. Det begrænser udsatte børns adgang til fritidsaktiviteter. SMVdanmark opfordrer til at droppe forskelsbehandlingen og sætte børn og unges behov forrest.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum