Assens Kommune

Fire nye helhedsplejegrupper melder klar

Del

Onsdag den 1. oktober 2025 bliver den røde løber rullet ud i de fire nye helhedsplejegrupper i Assens Kommune, når hjemmeplejen og sygeplejen lægges sammen. Og for første gang møder både social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, sygeplejersker, rehabiliteringsterapeuter, træningsassistenter, farmakonomer og visitatorer ind samme sted.

Assens Kommune

Sammenlægningen af hjemmeplejen, sygeplejen og rehabiliteringsterapeuterne i fire nye helhedsplejegrupper sker i forbindelse med den nye ældrelov, hvor begrebet helhedspleje er et centralt element.

De i alt cirka 300 medarbejdere i helhedsplejen har haft mulighed for at ønske, hvilken helhedsplejegruppe, de helst ville tilknyttes. I den proces er det lykkes at få puslespillet til at gå op, så samtlige medarbejdere kan se frem til at møde ind netop det sted, de har prioriteret højest.

”Vi samler nu alle fagligheder under samme tag og samme ledelse. Det skal understøtte Ældrelovens målsætning om en velkoordineret faglig indsats med fokus på borgerens selvbestemmelse og rehabilitering. Samtidig er der i den nyligt indgåede budgetaftale 2026-2029 afsat i alt 1 mio. kroner over to år til kompetenceudvikling i helhedsplejen," forklarer formand for Social- og Ældreudvalget, Poul-Erik Svendsen.

Direkte besked til alle modtagere af helhedspleje

De 1.400 borgere, der modtager helhedspleje i Assens Kommune, får direkte besked i e-Boks om sammenlægningen og hvad, den kommer til at betyde.

”Vores mål er, at man som borger oplever, at vi i endnu højere grad får iværksat den helt rette hjælp og støtte meget hurtigt, fordi faggrupperne nu har lettere ved at koordinere indbyrdes. Vi fortsætter med faste teams, så det er de samme medarbejdere, der kommer i hjemmet. I begyndelsen vil der dog være nye ansigter, fordi sammenlægningen også betyder en vis omrokering, men de nye vil være borgernes ”nye faste” medarbejdere,” fortæller chef for Ældre- og Rehabilitering i Assens Kommune, Stine Dideriksen.

Helhedsplejen får også et nyt telefonnummer. Til gengæld er der nu kun ét nummer at huske - uanset hvor i kommunen, man bor, eller hvilken faggruppe, man ønsker at tale med.

Invitation til åbning:

Pressen er velkommen til at dække åbningen af Helhedsplejen Aarup/Vissenbjerg, hvor medarbejderne møder ind til flag, rød løber og fælles morgenmad fra kl. 6:40. Mange medarbejdere kommer fra andre enheder og har altså første dag i det nye fællesskab i de nyrenoverede lokaler i Aarup.

Kontakt: Lene Hauberg Andersen, leder Helhedsplejen Aarup/Vissenbjerg: Tlf. 25 23 29 83

Adresse:  Indre Ringvej 8, 5560 Aarup

(For fotos fra dagen kontakt pressekonsulent Luise Thomsen luict@assens.dk / Tlf. 24 98 05 25).

FAKTA:

I Helhedsplejegrupperne sammenlægges de seks nuværende hjemmeplejegrupper og sygeplejen samt rehabiliteringsterapeuterne. De fire nye helhedsplejegrupper dækker hhv.: Assens, Haarby/Glamsbjerg, Tommerup og Aarup/Vissenbjerg.

Fra 1. oktober kan helhedsplejen kontaktes på: 64 74 77 70

Telefontiden er kl. 8-10 og kl. 13-15 på alle hverdage.

Helhedspleje er en del af den nye ældrelov. Borgere visiteres efter tre, sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb, som Byrådet godkendte den 21. maj 2025. De skal understøtte den ældres selvbestemmelse, tillid til medarbejderne og den borgernære ledelse. Og ske i tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.

Kontakter

Poul-Erik SvendsenFormand for Social og ÆldreudvalgetAssens Kommune

Tlf:29 20 12 00

Stine DideriksenChef for Ældre og Rehabilitering

Tlf:24 90 89 57

Billeder

Assens Kommune
Download

Om Assens Kommune

I vores fællesskab er der hjerterum, albuerum og højt til loftet. Vi har plads både til dem, der bidrager til fællesskabet og til dem, der har brug for det. Hos os lever det gode nærdemokrati og aktive medborgerskab.

Følg pressemeddelelser fra Assens Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Assens Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye