Stor sø vender tilbage efter 200 års dræning
25.9.2025 10:59:14 CEST | Arkil A/S | Pressemeddelelse
Siden foråret 2024 har Arkil arbejdet på at genskabe Søborg Sø i Nordsjælland – et af landets største igangværende naturgenopretningsprojekter.

Snart vil vandet flyde igen i det, som engang var en af Nordsjællands største søer. Når pumperne slukkes om få dage, bliver 338 hektar tidligere landbrugsareal til sø, og yderligere 260 hektar bliver til eng og skov.
Søborg Sø har været tørlagt siden 1790’erne, men siden foråret 2024 har Arkil udført en bred palet af anlægsarbejder for Naturstyrelsen på den 600 hektar store byggeplads.
Kilometervis af dræn er sløjfet, og grøfter er fyldt op. Der er bygget diger samt etableret ud- og indløb til søen, ligesom der er anlagt P-pladser og stier til gående, cyklister og ryttere – alt imens der er taget hensyn til det lokale dyreliv som fx en fredet grævling.
Særligt to forhold har gjort anlægsarbejdet til noget ud over det sædvanlige. Der har været ualmindelig langt fra den ene ende af byggepladsen til den anden, og den bløde jord har været en udfordring at arbejde i og på.
”Så det har krævet planlægning, omtanke og omhyggelighed,” siger Erik Mathiesen, divisionsdirektør i Arkil og fortsætter.
”Derfor er jeg også rigtig godt tilfreds med det stykke arbejde, vi har lykkedes med at gennemføre i samarbejde med Naturstyrelsen som bygherre og WSP som rådgiver.”

Fra tørlagt land til klimatilpasset landskab
Søborg Sø var oprindeligt en af Nordsjællands største søer. Allerede i 1790’erne begyndte man dog at dræne den for at skaffe mere landbrugsjord – i første omgang igennem primitive kanaler, og siden 1950 med moderne pumpeteknologi.
Efterhånden som den tidligere søbund satte sig, blev store dele af arealet for vådt til landbrugsdrift. Nu genetableres Søborg Sø ved at afvikle pumpningen og etablere et stryg, så vandet kan vende tilbage gradvist og kontrolleret.
Den nye sø forventes at levere både natur- og klimaeffekter – herunder reduktion af drivhusgasudledninger fra lavbundsjorde samt bedre vandmiljø – samtidig med, at området fremover vil kunne håndtere kraftig nedbør mere naturligt.

Pejlemærke på kommende projekter
Indvielsen af Søborg Sø markerer afslutningen på et projekt, der både har natur- og klimapolitisk betydning. Men det er også startskuddet til en ny æra, hvor anlægsarbejde bliver en faktor i implementeringen af Grøn Trepart.
Grøn Trepart-aftalen betyder, at tusindvis af hektar lavbundsjord skal udtages, og store arealer skal omlægges til skov og natur. Projekterne skal udformes lokalt, men realiseres nationalt.
”Her viser Søborg Sø vejen med en kombination af statslig finansiering, lokale processer og entreprenørfaglige løsninger,” siger Erik Mathiesen.
Søborg Sø bliver indviet den 30. september 2025 kl. 15-18. Læs mere om arrangementet her:
Indvielse af Søborg Sø - Naturstyrelsen

Nøgleord
Kontakter
Johannes Hartkopf-MikkelsenKommunikationskonsulent
Tlf:+45 73 22 50 26JHMIK@arkil.dkBilleder




Om os:
Med 2.300 ansatte og en omsætning på ca. 4,7 mia. kroner er Arkil én af Danmarks største entreprenører. Som en familieejet virksomhed prioriterer vi blandt andet ordentlighed, dialog og ansvar, både i forhold til medarbejdere, kunder og samfundet omkring os.
Vi udfører små og store infrastrukturprojekter i Danmark, Tyskland og Irland. Vi anlægger veje og asfalterer. Vi byggemodner, etablerer fjernvarme og kloakerer. Vi bygger broer, vandværker og industrianlæg. Vi udfører alle typer fundering, og vi håndterer både forureninger og grundvand.
Vi løser opgaver for små og store private kunder, forsyningsselskaber, kommuner og regioner samt nogle landets største bygherrer som Vejdirektoratet, Banedanmark og Energinet. Vi håndterer alt fra den lille opgave til store totalentrepriser – og vi stiller gerne vores ekspertise til rådighed tidligt i processen.
Følg pressemeddelelser fra Arkil A/S
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Arkil A/S
Nyt vandværk endte fem mio. under budget25.9.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Da Svendborg Vand skulle bygge nyt vandværk, var entreprenøren med i projekteringen sammen med bygherren og rådgiveren. Fredag indvies værket til tiden og under budgettet på 76 mio. kroner. Forklaringen? Partnering, tidlig involvering og grundig planlægning.
Træning på livet løs inden WorldSkills i Shanghai16.9.2026 16:48:58 CEST | Nyhed
Midt imellem paller af krydsfinér og reoler fyldt med armeringskurve, står Tue Nikolai Buhl Larsen og Silas Skovgaard Nørr. De to bygningsstruktører har hver deres røde hjelm med et dansk flag malet hen over toppen og deres navne skrevet i hånden på panden.
Manden med Arkils længste stillingsbeskrivelse - og efter 25 år på posten er der én ting, han gerne vil indrømme...1.9.2026 09:52:38 CEST | Nyhed
Erik Sandvej har været produktionschef i Arkil Kolding siden 2008 – og filosofien er enkel: Bliver det ved med at give mening, så bliv ved. Læs historien om jubilaren, der hellere vil ud i marken end at være i rampelyset.
Fra maskinfører til formand – manden folk pegede på21.8.2026 12:47:18 CEST | Nyhed
"Det prøver jeg da lige." Sådan startede det for 40 år siden. Nu er René formand i Arkil – uden han nogensinde bad om det.
El-drevet milepæl: Elektrisk byggemodning halverede CO₂-udledningen1.7.2026 13:29:46 CEST | Pressemeddelelse
El-maskiner kan reducere CO₂-udledningen i anlægsfasen med næsten 45 pct., når de rette betingelser er til stede. Det viser beregninger fra Danmarks første byggemodning på el, som Esbjerg Kommune, DIN Forsyning og Arkil står bag.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum