Svendborg Rabbits hjælper unge i job og uddannelse
Mange unge har svært ved at finde vej til job og uddannelse. Indsatsen Sportucation, der lokalt er et samarbejde mellem Svendborg Rabbits, FGU Syd- og Midtfyn og Danmarks Idrætsforbund (DIF), skal nu hjælpe unge fra Svendborg og omegn godt på vej.

Planlægning, opdækning i VIP-lokalet og klargøring af hallen. Når spillerne fra Svendborg Rabbits løber på banen onsdag for at møde Bakken Bears i Basketligaen, er det unge mennesker fra den lokale FGU-skole, FGU Syd- og Midtfyn, der har været med til at gøre lounge og hal klar til kamp.
De er en del af indsatsen Sportucation, der hjælper unge mennesker ind på arbejdsmarkedet eller videre i uddannelse med udgangspunkt i sport og idræt. Indsatsen udbydes nu som en linje på den lokale FGU-skole i Svendborg med særligt fokus på planlægning, udvikling og afholdelse af events.
”De unge i Sportucation får deres daglige gang i byens nye arena, Bølgen – og ikke på skolen, som vores øvrige elever. De er en del af et autentisk læringsforløb. Her er der rigtige kunder i den anden ende, kollegaer med forventninger til dem, og de bliver en del af en arbejdsplads med et fælles mål om at lykkes – for eksempel med at blive klar til kamp. De er ude i virkeligheden, og det er her, de lærer bedst,” siger uddannelseschef Charlotte Løkke fra FGU-skolen i Svendborg.
I Svendborg Rabbits har man set frem til hverdagen med de unge.
”Vi tror på, at vi kan være med til at rykke de unge. Og vi vil gerne give noget tilbage til vores lokalsamfund. I klubber som vores har alle værdi, og vi har brug for alle – ansatte, frivillige og spillere – for at nå vores mål. Det stærke fællesskab glæder vi os til at dele med de unge,” siger direktør Troels Mortensen fra Rabbits.
”Vi skal skabe noget selv”
Selv om det er Svendborg Rabbits, der står for de unges hverdag i Bølgen, er deres forløb et samarbejde mellem mange aktører i og omkring arenaen. Og netop det at komme ud og prøve en masse forskellige ting af har betydning for de unge på linjen.
”Det er et godt alternativ, hvis man er skoletræt. Vi sidder sjældent stille, og vi har idræt tre gange om ugen, hvor alle kan være med. Jeg har altid hadet idræt, men nu kan jeg faktisk godt lide det – for her handler det ikke om at være den bedste. Vi skal ikke opnå noget, vi skal bare være med,” lyder det fra Sofie på 21 år, som er en del af det nye forløb.
Masser af frisk luft gør hende naturligt træt, men giver også ro og energi til at kaste sig over de andre fag, hun skal igennem.
”Vi har stadig dansk og matematik, men vægten ligger på events. Vi skal ud at skabe noget selv. Og vi skal tage æren for vores arbejde og stille os frem og præsentere det. Det giver noget lidt andet til rygraden,” siger hun.
Sportucation har eksisteret siden 2019, men er kommet til Svendborg af en særlig grund.
”Arenaområdet i Svendborg er noget helt særligt. Det samler både klubber, foreninger og et væld af aktiviteter, og det giver os nogle unikke muligheder for at give de unge et fedt forløb. Der er altid liv i arenaen, og det kan noget,” lyder det fra projektleder Jon Nedergaard fra Sportucation i Danmarks Idrætsforbund (DIF).
I alt er 11 unge fra FGU Syd- og Midtfyn nu en del af Sportucation i Svendborg. Indsatsen er støttet af midler fra den såkaldte Kulturpaspulje i Slots- og Kulturstyrelsen og af midler fra Bikubenfonden.
FAKTA
Sportucation – en del af Startblokken
Sportucation af en del af det nationale initiativ Startblokken, der har sit udspring i Danmarks Idrætsforbund (DIF).
Fælles for alle indsatser under Startblokken er et ønske om at hjælpe mennesker, der kan have svært ved at finde deres plads, videre i livet mod enten job eller uddannelse. Det sker ved at fokusere på trivsel og fællesskab – og ved at styrke deres udvikling og tro på sig selv gennem de unikke rammer, idrættens arenaer kan bidrage med.
Sportucation blev i efteråret 2024 valgt ud af Kulturministeriet som et af de 15 kulturpasforløb, der skal være med til at fremme trivsel og mental sundhed for Kulturpassets målgruppe og understøtte gruppens vej mod beskæftigelse eller uddannelse
Idéen med indsatsen er at gribe unge i 8. til 10. klasse, som er i risiko for ikke at få en ungdomsuddannelse, og gennem indsatsen ruste dem til at mestre deres liv, inden de påbegynder en ungdomsuddannelse. Det sker i tæt samarbejde med landets FGU-skoler.
Sportucations indsats i Svendborg er foruden kulturpasmidlerne støttet af midler fra Bikubenfonden.
Startblokken er helt overordnet støttet af Grundfos Fonden, Det Obelske Familiefond, Spar Nord Fonden og af midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse – herunder midler fra EU.
FGU Syd- og Midtfyn
FGU er en forkortelse af Forberedende Grunduddannelse og er en uddannelse med almene fag, undervisning på værksteder og i praktik. FGU er et tilbud til unge fra 15 til 25 år, der ikke har ikke gennemført en ungdomsuddannelse, mangler fag og karakterer eller er i tvivl om valg af uddannelse.
FGU Syd- og Midtfyn har skoler i Svendborg, Ringe og Faaborg og har mange års erfaring med unge, der har brug for at ruste sig, inden de kan starte på uddannelse eller i job.
Sportucation i Svendborg er en del af skolens eventlinje. De unge har deres faste tilknytning til Svendborg Rabbits, men får også lov at prøve kræfter med kulturlivet mere bredt – herunder koncerter og teater.
Sportucation i Svendborg er også ved at etablere et samarbejde med GOG.
Bikubenfonden
Bikubenfonden er en uafhængig, erhvervsdrivende fond, der arbejder med at katalysere systemiske forandringer for at nyskabe muligheder for unge på kanten af samfundet og for aktuel scene- og billedkunst. Fonden har støttet Sportucation siden 2019.
Nøgleord
Kontakter
FGU Syd- og Midtfyn: Uddannelseschef i Svendborg, Charlotte Løkke, telefon: 23 80 08 30. Charlotte kan stå for kontakt til de unge og besøg i Svendborg Rabbits.
Svendborg Rabbits: Direktør Troels Mortensen, telefon: 61 26 27 26.
Sportucation/Danmarks Idrætsforbund: Projektleder Jon Nedergaard, telefon: 51 92 80 08.
Bikubenfonden: Chef for public affairs og kommunikation på socialområdet, Karen Marstrand Mygind, telefon: 31 58 43 74.
Billeder

Links

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Ny indsats: DIF undersøger nye typer af frivillige3.10.2025 09:55:32 CEST | Pressemeddelelse
Med støtte fra Spar Nord Fonden skal DIF i samarbejde med landets idrætsforeninger tilpasse både opgaver og tilbud til en ny type af frivillige. Indsatsen skydes i gang med en stor konference 25. oktober.
Stor pris: Hvem er Årets Frivillig 2025?29.9.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det er nu muligt at indstille frivillige ildsjæle fra foreningslivet til den prestigefyldte pris Arbejdernes Landsbank og DIF’s Årets Frivillig. Der venter vinderen en check på 75.000 kroner og en kæmpe hyldest foran hele Danmark ved det store tv-show SPORT 2025.
DIF vil gøre det fedt at fejle med ny trivselsmetode25.9.2025 14:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny trivselsmetode med øvelser og råd skal klæde både trænere, ledere og forældre på til at skabe de bedste rammer for de 900.000 børne- og ungemedlemmer i landets idrætsforeninger.
Nu starter sportens unikke hyldest: Her hyldes danske soldaterveteraner25.9.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra København til Nordjylland hyldes veteraner over de kommende 12 dage i hele sportsdanmark. Torsdag aften starter Veteran Match, når HØJ Elite spiller mod Nordsjælland Håndbold. Få overblikket over alle hyldestkampe her.
Åben for indstillinger: Kender du Danmarks bedste holdkammerat?19.9.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
DIF og A.P. Møller Fonden kårer Fremtidens Idræt for Børn og Unge ’Årets Holdkammerat’ til Sport 2025 i Herning i januar. Der er nu åbnet for, at både holdkammerater, trænere, frivillige, forældre eller andre kan indstille til prisen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum