Rudersdal Kommune

Naturen får mere plads med ny strategi for biodiversitet

Del

Udkast til ny biodiversitetsstrategi er politisk godkendt og sendes nu i høring. Næste år skal den udmøntes i konkrete initiativer i tæt samarbejde med grundejere, fonde, borgere, foreninger og virksomheder.

Vild natur i Dumpedalen
Vild natur i Dumpedalen Rudersdal Kommune

Rudersdal sætter nu kurs mod mere vildskab og mangfoldighed i naturen. Biodiversitetsstrategien "Et vildere Rudersdal" sætter retningen for, hvordan kommunen i samarbejde med grundejere, fonde, borgere, foreninger og virksomheder vil øge biodiversiteten i byer og naturområder.

Kommunalbestyrelsen har netop godkendt udkast til strategi og besluttet at sende den i fire ugers offentlig høring. På kommunens samarbejdsplatform Sammen om Rudersdal kan borgere og foreninger komme med bidrag. Frist for høringssvar er torsdag den 23. oktober 2025.

Strategien beskriver, hvordan kommunen i samarbejde med andre aktører vil arbejde langsigtet med at skabe mere vild natur og bedre sammenhæng mellem naturområderne.

- Vores vision er, at Rudersdal skal være en kommune med en rig og mangfoldig natur, hvor naturen har plads til at udfolde sig i både by og landskab, og hvor vi i fællesskab med lokale og nationale samarbejdspartnere tager ansvar for at skabe en vildere natur, siger Court Møller, formand for Klima- og Miljøudvalget. Naturen har trange kår, vi oplever en biodiversitetskrise med færre dyre- og plantearter. Derfor skal vi også i Rudersdal bidrage til at vende udviklingen. Vi har et godt grundlag med mange og rige naturområder og store gamle træer. Det skal vi beskytte og udvikle i tæt samarbejde med fonde, foreninger, private grundejere, virksomheder, borgere og andre myndigheder.

Når strategien har været i høring, skal der samles op på de input, som kommer ind, og herefter skal Klima- og Miljøudvalget behandle strategien på mødet i december med henblik på en endelig vedtagelse.

Strategien skal ud og leve i hverdagen

Fra næste år skal strategien så ud og leve i hverdagen og blive til konkrete initiativer og projekter.

Det indebærer bl.a. gradvis omlægning af kommunens drift til endnu mere naturnær drift, beskyttelse og udvidelse af eksisterende værdifulde naturområder, forbedring af vandkvaliteten i søer og vandløb og udpegning af endnu flere bevaringsværdige træer. 

Et centralt element bliver også samarbejde med borgere, boligforeninger, interesseorganisationer og institutioner om forskellige tiltag, der kan fremme biodiversiteten i kommunen.

Det kan fx være workshops, informationsdage, græsningslaug, høsletslaug, havementorordning mv.

Processen indtil nu

Forud er gået en proces, hvor kommunens borgere har givet værdifuldt input til den videre proces og indholdet af strategien. Det skete på en workshop, og senere blev forslag til strategiske mål drøftet med Grønt Råd.

Blandt de ønskede indsatser, som er blevet foreslået, kan nævnes:

  • Styrket formidling om og privat inddragelse i projekter, der forbedrer biodiversiteten.
  • Mere omstilling til naturnær praksis, både i kommunens egen drift og hos boligforeninger, i grundejerforeninger samt private grundejere og større institutioner.
  • Opbakning til at fremme vandkvaliteten i søer, bl.a. gennem den planlagte separatkloakering og ønsker om flere våde arealer generelt.

Alle de fremsatte forslag er samlet og er indarbejdet i det materiale, kommunalbestyrelsen netop har taget stilling til.

Tre mål for naturarbejdet

Strategien sætter tre mål for arbejdet med naturen i Rudersdal

1. Fastholde og forbedre naturkvaliteten

    • Der er udpeget fem naturområder i kommunen, hvor man vil have særligt fokus
    • Arbejde på at fremme udvalgte fokusarter
    • Forbedre tilstanden i søer og vandløb

2. Omstille til mere naturvenlig drift

    • Opkvalificering af medarbejdere
    • Udvide initiativ med vilde vejkanter
    • Fremme græsning i naturplejen

3. Integrere biodiversitet i byen og i planlægningen

    • Fastholde fokus på bevarelse af gamle træer og buske i byerne
    • Fokus på biodiversitet i parker
    • Havementor-ordning/uddannelse af grønne ildsjæle

Kontakter

Court MøllerKommunalbestyrelsesmedlem

Klima- og Miljøudvalget, Børne- og Skoleudvalget, Organisering-rekruttering-fastholdelsesudvalget

Tlf:+45 72 68 10 90court@rudersdal.dk

Billeder

Vild natur i Dumpedalen
Vild natur i Dumpedalen
Rudersdal Kommune
Download

Links

Om Rudersdal Kommune

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Følg pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune

Ambitiøs budgetaftale styrker trivsel, læring, natur og fællesskaber25.9.2025 12:08:01 CEST | Pressemeddelelse

Alle kommunalbestyrelsens partier i Rudersdal Kommune er enige om en budgetaftale for 2026-29. Budgetaftalen styrker børn og unges trivsel og læring med tiltag som to-voksenordninger i folkeskolen og senere skolestart. Natur og biodiversitet tilgodeses med bl.a. en ny Sølivspulje, og kommunens ejendomme og veje får et tiltrængt boost. Der er desuden aftalt en mindre nedsættelse af indkomstskatten.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye