Egmonts Fondssekretariat

Nye undersøgelser: Børn i fattigdom mistrives markant mere end jævnaldrende

Del

Et liv i fattigdom har også store konsekvenser for børn og unges livstilfredshed, sundhed, relationer og deres tro på sig selv, viser nye undersøgelser. Børn og organisationer opfordrer til handling.

Børn og unge i fattigdom har lavere livstilfredshed og føler sig oftere ensomme end deres jævnaldrende.
Børn og unge i fattigdom har lavere livstilfredshed og føler sig oftere ensomme end deres jævnaldrende. Foto (modelfoto): Richard Stachmann – Unsplash

På 27 ud af 53 indikatorer, som er vigtige for børns sundhed, relationer og skoleliv, trives børn i fattigdom dårligere end deres jævnaldrende. De har lavere livstilfredshed, føler sig oftere ensomme, har lavere tiltro til deres egen formåen, oplever mindre støtte fra lærere og familie og en lavere grad af imødekommenhed og accept fra klassekammerater. De har også en mindre sund og aktiv hverdag end deres jævnaldrende.

Det viser en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed (SIF) på Syddansk Universitet, der er suppleret af en interviewundersøgelse fra SUS - Socialt Udviklingscenter, begge udarbejdet til Egmont Indsigt  for Egmont og i samarbejde med Red Barnet, Mødrehjælpen og Dansk Folkehjælp.

”Det er dybt bekymrende, at børn og unge i familier med få penge ikke alene kæmper med økonomiske afsavn, men at fattigdommen også rammer dem på mange andre vigtige områder i et børneliv," siger Heidi Sørensen, direktør i Egmonts Fondssekretariat. "Det kan have alvorlige følger at vokse op i fattigdom, både for børn og unge nu og her – og for deres muligheder for at tage en uddannelse og få tilknytning til arbejdsmarkedet. Derfor mener vi, at vi som samfund er nødt til at sætte ind”.

Børn og unge kommer med anbefalinger
I interviewundersøgelsen giver 19 børn og unge fra familier med få penge udtryk for, at de kan genkende mange af udfordringerne fra SIF-analysen. For flere er det summen af de forskellige udfordringer, der kan føles tung i hverdagen. Samtidig savner mange af dem voksne, der møder dem med positive forventninger og støtter dem i hverdagen. Flere fortæller, at deres forældre ikke altid har samme muligheder for at hjælpe dem som andres forældre, selvom de gerne vil. Det handler om økonomi, men det handler også bredere om uddannelse og ressourcer.

I undersøgelsen kommer både børnene og de unge samt en række fagpersoner med anbefalinger til, hvordan vi som samfund kan støtte børn og unge i fattigdom. De efterlyser bl.a. at fagpersoner i fx skoler og dagtilbud klædes bedre på til at tage hånd om børn og unge i fattigdom, at fritidsaktiviteter bliver mere tilgængelige, og at egenbetaling i skole og fritidsliv minimeres, så alle børn og unge har mulighed for at være med i fællesskabet – uanset deres økonomi.

En fælles samfundsopgave at give børn lige muligheder
De to undersøgelser er blevet til i samarbejde med Dansk Folkehjælp, Mødrehjælpen og Red Barnet. Ligesom Egmont har de tre organisationer længe arbejdet for at sætte fokus på børnefattigdom og skabe bedre vilkår for de omkring 50.000 børn og deres familier, der er berørt i Danmark.

”Vi kan ikke være bekendt, at der i vores rige velfærdssamfund er børn, som vokser op i fattigdom. Det er et samfundsansvar at sikre alle børn i Danmark lige muligheder, og derfor er det vigtigt med et tæt samarbejde mellem blandt andre kommuner og civilsamfund, så vi i fællesskab kan sikre, at også børn i fattigdom er trygge og får plads i fællesskaber”, siger generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Mirka Mozer.

”En barndom i fattigdom har alvorlige konsekvenser, og det skal der handles på. Efterårets kommunalvalg er en chance for politikerne til at sætte børnene først: Alle kommuner bør lave forpligtende handleplaner mod børnefattigdom i samarbejde med civilsamfundet, og så skal man lytte til børnene, når de bl.a. siger, at fritidsaktiviteter skal være mere tilgængelige. Det kan ske, ved at børn i fattigdom får et fritidspas og støtte fra kommunale fritidsvejledere,” siger Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen.

”For første gang i flere år er antallet af fattige børn steget. Vi er rigt land, og at omkring 50.000 børn vokser op i fattigdom, og hver dag skal leve med de bekymringer, den stress og de store afsavn, der er forbundet med, at der ikke er råd til måltider eller at gå til fodbold – det kan vi ikke være bekendt. Det påvirker børnene – både deres trivsel og muligheder. Det er vi alle nødt til at handle på, og hver kommune i Danmark skal gøre meget mere for at bekæmpe konsekvenserne af børnefattigdom,” siger Red Barnets generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen.

De tre organisationer præsenterede sidste år, sammen med de andre aktører i netværket ”Børn i fattigdom - Nej tak”, en handleplan til bekæmpelse af børnefattigdom for at vise, hvordan fonde, kommuner, virksomheder og andre aktører kan bidrage til at bekæmpe børnefattigdommen og dens konsekvenser.

Læs mere om de to undersøgelser og find yderligere information på egmont.dk/indsigt.


FAKTA

Om undersøgelserne:

  • Analysen ”Børnefattigdom, familieindkomst og sundhed blandt børn i 5.-9. klasse” er gennemført af Statens Institut for Folkesundhed (SIF) på baggrund af Skolebørnsundersøgelsen i 2018 og 2022. Undersøgelsen viser blandt andet, at:
    • 20 pct. af børn i fattigdom vurderer deres livstilfredshed lavt, sammenlignet med 12 pct. af andre børn.
    • 13 % af børn i fattigdom føler sig ofte eller meget ofte ensomme mod 7 % af andre børn.
    • 75 pct. af børn fra familier over fattigdomsgrænsen oplever høj støtte fra lærerne, mod kun 69 pct. af børn i fattigdom.
    • 18 pct. af børn i fattigdom oplever lav eller middel støtte fra deres familie mod 9 % af børn i den øverste indkomstgruppe.
    • Børn i fattigdom spiser oftere fastfood, sjældnere frugt og grønt, dyrker mindre sport og sover mindre.
  • Interviewundersøgelsen "Der er simpelthen færre muligheder – børn og unges fortolkninger af, hvordan en opvækst med få penge påvirker livstilfredshed, relationer og sundhed” er gennemført af SUS – Socialt Udviklingscenter blandt 19 børn og unge. I interviewundersøgelsen kommer børnene og de unge med fem anbefalinger:

1.  Tal ligeværdigt til alle børn og unge.

2.  Støt os i vores drømme og planer for fremtiden.

3. Hjælp os til at finde fritidsjobs.

4. Gør sportsaktiviteter mere tilgængelige.

5. Gør sund mad billigere.

Begge undersøgelser kan hentes på egmont.dk/indsigt

Kontakter

Presse- og kommunikationschef i Egmonts Fondssekretariat, Tine Pind Jørum, tlf. 2711 6896, tj@egmont.com

Presseansvarlig i Mødrehjælpen, Andreas Hemme, tlf. 2256 5291,  ash@moedrehjaelpen.dk

Pressechef i Red Barnet, Laurids Bæk Simonsen, tlf. 2283 3692, labs@redbarnet.dk

Kommunikationskonsulent i Dansk Folkehjælp, Kasper Wielandt, tlf. 24 92 88 67, kw@folkehjaelp.dk

Vedhæftede filer

Links

Egmonts Fondssekretariat

Egmont er en erhvervsdrivende fond med et dobbelt formål: At drive medieforretning og støtte børn og unge i svære livsvilkår i Danmark, Norge og Sverige.

Følg pressemeddelelser fra Egmonts Fondssekretariat

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Egmonts Fondssekretariat

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye