Har du hørt om Region Østdanmark?
22.9.2025 06:31:09 CEST | Region Sjælland | Pressemeddelelse
To regioner bliver til én. I 2027 bliver Region Sjælland og Region Hovedstaden til Region Østdanmark – og 18. november 2025 får mere end to millioner borgere mulighed for at stemme om, hvem der skal sidde i det samlede regionsråd. Ny kampagne gør opmærksom på den kommende region forud for regionalvalget.

Fra i dag og frem mod valget vil borgere i den kommende Region Østdanmark støde på kampagnen i en kampagnefilm, radiospots og bannere i større medier, som skal skabe kendskab til den nye region og motivere til at stemme til det kommende regionalvalg.
”Region Østdanmark får ansvaret for rigtig mange borgeres liv, sundhed og hverdag. Og når to regioner bliver til én, er vores fornemmeste opgave at skabe mere nærhed, sammenhæng, kvalitet og lige muligheder for borgerne lige fra Sjællands Odde i nord til Gedser i Syd, og fra Korsør i vest til Svaneke i Øst. I den nye region vil der bo omkring 2,8 millioner borgere i alle aldre, og via deres stemmer har de medindflydelse på regionens opgaver og løsninger,” siger regionsrådsformand i Region Sjælland Trine Birk Andersen.
For de to regionsrådsformænd for henholdsvis Region Sjælland og Region Hovedstaden fylder den kommende region og fusionen allerede meget. Dog er borgernes kendskab til egen læge og det nærmeste hospital eller sygehus formentlig noget større end kendskabet til regionen og de politiske beslutninger, som vedrører vores sundhedsvæsen. Og derfor er der behov for en kampagne, som fortæller borgerne om den nye, samlede østdanske region.
”Vores sundhed og trygheden i at vide, at vi kan blive behandlet af dygtige læger, jordemødre og sygeplejersker på et sygehus eller et hospital i vores region, er for mange nogle af de vigtigste politiske prioriteter. Men regionalpolitik er meget mere end sygehuse og hospitaler. Din stemme til regionalvalget den 18. november er med til at forme beslutninger om placeringer af ambulancer og sundhedshuse, men også køreplaner for busser og lokaltoge, rensning af forurenede grunde og lægedækning i både byer og på landet,” siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden Lars Gaardhøj.
Din stemme er vigtig
Den 18. november 2025 skal danskerne stemme til regional- og kommunalvalg, og for alle borgere øst for Storebælt bliver regionalvalget et valg til Region Østdanmark. En region, som endnu ikke findes, men som får ansvaret for hele sundhedsvæsenet i de nuværende Region Sjælland og Region Hovedstaden.
Regionernes hovedopgave er at styre det danske sundhedsvæsen lige fra sygehuse og hospitaler til det nære sundhedsvæsen. Derudover varetager de også opgaver inden for socialområdet og regional udvikling såsom regionale busruter og planer for råstofgrave. Regionalvalget til det nye Region Østdanmark er derfor et valg, som vedrører vores allesammens sundhed og hverdag.
Se kampagnefilmen og læs mere om Region Østdanmark og det kommende valg på www.regionoest.dk/stem
Fakta:
Region Østdanmark
- Som en del af sundhedsreformen har Folketinget besluttet, at de to nuværende regioner, Region Sjælland og Region Hovedstaden, skal samles i en ny Region Østdanmark.
- Region Østdanmark er geografisk alt øst for Storebælt. Dvs. Sjælland, Lolland, Falster, Bornholm og de mange øer, som ligger ud for kysterne i de områder.
- Region Østdanmark har mere end 2,8 millioner borgere
- Region Østdanmark bliver danmarkshistoriens største virksomhedsfusion og vil tælle mere end 60.000 medarbejdere.
- Sundhedsområdet udgør den største af de regionale opgaver. Som en del af sundhedsreformen flyttes en række sundhedsopgaver fra kommuner til regioner fra 1. januar 2027, og Region Østdanmark får således et øget ansvar for at planlægge og levere sundhedsindsatser til borgere på hele Sjælland, øerne og Bornholm. Region Østdanmark skal sikre lige adgang til sundhedsydelser i høj kvalitet – fra forebyggelse til behandling og rehabilitering – samt varetage opgaver inden for det præhospitale område, akutberedskab, sygehusdrift, patientrettigheder og praksissektoren. Regionen skal samtidig sikre, at der sker en omstilling til et mere nært sundhedsvæsen.
Kontakter
Pressetelefon, Region Sjælland
Pressetelefonen omstilles til pressevagten. Der kan ikke sendes sms.
Region Hovedstadens presseRegion Hovedstaden
Tlf:70209588presse@regionh.dkBilleder
Links
Følg pressemeddelelser fra Region Sjælland
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Sjælland
Sjællands Universitetshospital åbner sin første almenmedicinske lægeklinik9.6.2026 12:02:35 CEST | Pressemeddelelse
Der mangler praktiserende læger i mange dele af Region Sjælland – også i den sydlige del af regionen. Derfor har Sjællands Universitetshospital i dag – 9. juni – indviet sin første lægeklinik i Nykøbing Falster.
Region Sjælland vedtager ny råstofplan: Vi skal bruge færre nye råstoffer2.6.2026 17:45:12 CEST | Pressemeddelelse
Regionsrådet i Region Sjælland har vedtaget Råstofplan 2026. Planen sikrer råstoffer til byggeri og anlæg ved udpegning af nye graveområder. Der sættes samtidig mål om at reducere behovet for nye råstoffer gennem mere genanvendelse samt tidligere dialog og større hensyn til borgere, natur og miljø allerede inden, der søges om gravetilladelser.
Ny gratis hjemmetest for klamydia og gonorré13.5.2026 07:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra i dag kan unge i Region Sjælland bestille en gratis hjemmetest for seksuelt overførte infektioner direkte fra hjemmesiden www.selvtest.dk. Løsningen baner vejen for en landsdækkende ordning.
Datoer for indflytning i de sidste to sengebygninger er på plads5.5.2026 17:11:06 CEST | Pressemeddelelse
Der er nu fastsat en ny tidsplan for indflytning i de sidste to senge- og behandlingsbygninger på Sjællands Universitetshospital i Køge. På trods af at entreprenøren har varslet en forsinkelse på otte måneder, sker selve indflytningen kun tre måneder senere end planlagt.
Ny sociolance skal hjælpe sårbare borgere i Region Sjælland4.5.2026 12:02:47 CEST | Pressemeddelelse
En ny sociolance skal sikre bedre hjælp til nogle af de mest sårbare borgere i Region Sjælland. Bag indsatsen står Region Sjælland i samarbejde med Kalundborg, Holbæk, Lejre og Odsherred kommuner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
