Forslag: Markant højere straf for gylle på frossen jord
Regeringen vil skrue hårdt op for bødestraffen til landmænd, der spreder gylle på frossen jord. Der skal sættes en stopper for den økonomiske fordel, der kan være i at risikere en bøde frem for at investere i større kapacitet i gylletankene.

I årets tidlige måneder blev der flere steder bragt gylle ud på frosne marker, til trods for, at det er forbudt. I frostvejr kan gylle ikke trænge ned i jorden og risikerer i stedet at løbe direkte ud i vandløb og fjorde, hvor det forurener vandmiljøet, medfører iltsvind og skader dyrelivet i vandet – og det modvirker den store indsats, der gøres i de lokale treparter for at nedbringe udledningen af næringsstoffer til vores vandmiljø. Ministeriet for Grøn Trepart lægger nu op til at hæve bødestraffen for ulovlig udbringning af gylle. Når det nuværende bødeniveau bliver hævet markant, elimineres den økonomiske fordel i at sprede gylle på frossen jord frem for at øge kapaciteten i gylletankene.
Det er i forvejen ulovligt at sprede gylle på frossen, vandmættet, oversvømmet eller snedækket jord på grund af risikoen for direkte afstrømning til det omkringliggende vandmiljø. Efter vinterens sager med gylle på frossen jord har Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø med hjælp fra Rigsadvokaten undersøgt bødeniveauet. Størstedelen af sagerne ender med bøder på 10.000-20.000 kr. Ministeriets analyser viser, at bødernes størrelse har kunnet give gennemsnitlige bedrifter en økonomisk gevinst ved at udbringe gyllen ulovligt frem for at betale udgiften til at øge opbevaringskapaciteten i gylletankene.
Derfor foreslår ministeren for grøn trepart nu et nyt vejledende bødeniveau på 50.000 kr. for ulovlig udbringning af gylle på vandmættet, oversvømmet, frossen eller snedækket jord. Straffen skal skærpes af præventive årsager, så der ikke er en økonomisk gevinst i at risikere en bøde. Og landbrugere, som tager en chance og udbringer gylle i frostvejr i håb om, at jorden tør op i tide, skal med de nye bødetakster tilskyndes til mere forsigtighed til gavn for vandmiljøet.
Minister for grøn trepart Jeppe Bruus siger:
”Vi kan ikke tolerere, at der bliver bragt gylle ud på tidspunkter, hvor landbrugeren udmærket ved, at det både er ulovligt og giver miljøskader. Helt generelt er vi i gang med et godt samarbejde med landbruget for at få genskabt livet i vores vandmiljø, så vi skal også sætte hårdere ind mod de ganske få landmænd, der snyder og ødelægger det for alle de andre. Det er dybt usolidarisk at sprede gylle ulovligt, for det skader både miljøet og landbruget.
Reglerne er helt klare, og når nogen sviner vores fælles vandmiljø til for at spare lidt penge, så er vi nødt til at gøre det tilpas meget dyrere at snyde. Det gør vi nu.”
Forslaget om den skærpede straf sendes i høring sidst i september og vil kunne træde i kraft ved indgangen til 2027.
Fakta
- Gødningsanvendelsesbekendtgørelsens §10 stk. 8: ”Gødning må ikke udbringes på en måde og på sådanne arealer, at der er fare for afstrømning til vandløb (herunder dræn), søer større end 100 m² og kystvande. Husdyrgødning må ikke udbringes på en måde og på sådanne arealer, at der er fare for afstrømning til vandforsyningsanlæg. Udbringning af gødning på vandmættet, oversvømmet, frossen eller snedækket jord er ikke tilladt.”
- Kommunerne fører tilsyn med området samt håndhæver reglerne med indskærpelser, påbud og i mere alvorlige tilfælde politianmeldelse. På grund af måden, overtrædelser registreres, findes der ikke et præcist overblik over problemets omfang.
- Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø udarbejder et inspirationskatalog til kommunerne med konkrete forslag til, hvordan kommunerne kan tilrettelægge tilsynet på området frem mod den kommende vintersæson, både mht. reglerne om udbringning og opbevaringskapacitet.
- Bødeniveauet foreslås hævet til 50.000 kr. Skærpelsen sendes i ekstern høring ved udgangen af september 2025 og forventes at træde i kraft 1. januar 2027.
Kontakter
Ministeriet for Grøn Treparts pressetelefon (Modtager ikke SMS)
Tlf:21 84 35 92Følg pressemeddelelser fra Ministerium for Grøn Trepart
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Ministerium for Grøn Trepart
Danmarkshistoriens største tilskud til rejsning af skov åbner8.9.2025 12:00:54 CEST | Pressemeddelelse
Fra i dag er det muligt at søge den nye tilskudsordning til skovrejsning, der blev aftalt i den grønne trepart. Det er starten på en historisk investering på 20 milliarder kroner i nye danske skove.
Forslag: 12 millioner til Naturmødet i Hirtshals og Klimafolkemødet i Middelfart28.8.2025 06:20:17 CEST | Pressemeddelelse
Regeringspartierne foreslår at støtte Naturmødet i Hirtshals og Klimafolkemødet i Middelfart i de kommende år for at styrke den lokale forankring i den grønne omstilling.
Markering af årsdag for Den Grønne Trepart18.6.2025 12:13:33 CEST | Presseinvitation
Ministeriet for Grøn Trepart inviterer pressen til at deltage ved markeringen af årsdagen for Den Grønne Trepart i Naturcenter Herstedhøje den 24. juni 2025 kl. 13-15.
Nyt vækstteam skal styrke fremtidens grønne landbrugs- og fødevareproduktion og biosolutions9.5.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen har nedsat et nyt vækstteam, der skal komme med anbefalinger til, hvordan vi i Danmark fastholder og udvikler et konkurrencedygtigt landbrug, der leverer nogle af verdens mest eftertragtede fødevarer og samtidig er bæredygtigt.
Nye ordninger giver tilskud til både helt små og meget store vådområder8.5.2025 14:44:11 CEST | Pressemeddelelse
Flere vådområder er helt centralt for at kunne hjælpe det danske vandmiljø, og nu kommer der nye og mere fleksible muligheder for at oprette vådområder. Det er partierne bag den grønne trepartsaftale blevet enige om i en aftale om udmøntningen af mere end en milliard kroner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum