Glem musen – mød videnskabens nye håb

I mere end 50 år har forskere brugt bl.a. mus og bananfluer til at forstå den menneskelige biologi og sygdomme. De har været uundværlige i forskningen – men de er faktisk ret fjernt beslægtede med os. 

Det betyder, at meget laboratorieforskning ikke umiddelbart kan overføres til mennesker – og det er et stort problem, når vi f.eks. vil udvikle nye behandlinger.

Nu peger to nye studier, der netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature, på en overraskende kandidat til at hjælpe forskerne videre: Muse-lemuren – en lille, nataktiv primat fra Madagaskar. 

Den er tættere beslægtet med mennesker, men stadig så lille, at den er nem at arbejde med i laboratoriet. Og der findes millioner af dens slags i naturen.

Et biologisk skatkammer

Sammen med kolleger fra 15 forskningsinstitutioner verden over har forskere fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet undersøgt, om muse-lemuren kan være en god model for at forske i menneskelig biologi og sygdom.

I det ene studie har forskerne skabt et detaljeret celleatlas over muse-lemuren. Det betyder, at de har kortlagt, hvilke gener der er tændt og slukket i over 226.000 celler fra 27 forskellige organer i den lille halvabe. I det andet studie har forskerne brugt celleatlasset til at undersøge, hvorvidt muse-lemurens celler ligner mennesket eller musen mest.

Det er kun tredje gang, sådan et atlas er blevet lavet for en primat – tidligere har man gjort det for mennesker og makak-aber.

”Et celleatlas giver et samlet overblik over cellernes placering, funktion og genekspressions-mønstre. I de tilfælde, hvor vi kan se, at muse-lemuren bedre afspejler den menneskelige biologi end mus, kan det give forskningen et kæmpe rygstød,” siger lektor Antoine de Morree, som leder projektet på Aarhus Universitet.

Hvorfor ikke bare bruge mus?

Muse-lemuren har over 400 gener, som findes hos mennesker, men ikke i mus. Mange af de gener er knyttet til sygdomme. Muse-lemuren kan derfor hjælpe forskerne med at studere sygdomme, de før slet ikke kunne undersøge i dyremodeller. Flere af muse-lemurens celler ligner også menneskets mere, end musens gør.

”Det er ikke bare vigtigt for forskere. Det betyder, at vi i fremtiden kan udvikle behandlinger, der er baseret på dyremodeller, som minder mere om os selv – og derfor er mere pålidelige. Det kan spare tid, penge og i sidste ende redde liv,” siger Antoine de Morree.

En muse-lemur med kræft – og en ny metode

Overraskende var det, da forskerne opdagede, at én af muse-lemurerne havde metastatisk kræft i livmoderen – en alvorlig sygdom, der slet ikke findes hos mus. 

”Det minder på mange måder om den mest aggressive form for livmoderkræft hos mennesker. Ved at kombinere celleatlasset og vævsundersøgelser kunne vi finde både kræftens oprindelse og dens spredning i kroppen,” forklarer Antoine de Morree.

”Vores resultater viser, hvordan et celleatlas kombineret med histologi kan bruges til at identificere det primære sted for kræftformer af ukendt oprindelse, som udgør cirka to procent af alle humane kræftformer. Det kan afsløre udviklingen af en sygdom og dens virkninger i hele kroppen med cellulær og molekylær præcision,” siger han.

”Vi kalder det en ’molekylær celleobduktion’, og det er en helt ny metode, som kan blive en vigtig brik i at forstå, hvordan sygdomme udvikler sig – og hvordan man kan behandle dem.”

Hjælper lokale forskere i Madagaskar

Samtidig kan muse-lemurens nye rolle i forskningen give et løft til forskningsmiljøet i Madagaskar, hvor arten stammer fra. Lokale forskere har været med i studiet fra begyndelsen, og det kan styrke både uddannelse og den videnskabelige kapacitet i et af verdens fattigste lande.

”Muse-lemuren er ikke kun spændende i sig selv – den viser også, hvordan vi kan finde nye, bæredygtige måder at forske på,” siger Antoine de Morree.

Bag om forskningsresultatet

• Studiet er en undersøgelse af fire muse-lemurer – to af hankøn og to af hunkøn, 27 organer, 226,000 celler og 750 celletyper.
• Ingen dyr blev aflivet i forbindelse med studiet. Forskningen er begrænset til dyr, der er døde af alderdom, eller som skulle aflives på grund af naturligt forekommende sygdom.
• Alle dyr undergik en fuld obduktion, hvor dødsårsagen blev fastlagt.
• Fra hver muselemur blev 27 forskellige typer af væv udtaget af vævseksperter, så det enkelte dyr gjorde størst mulig nytte for forskningen.
• Alle data genereret i studiet er offentligt tilgængelige.
• Studiet er et samarbejde mellem 16 forskningsinstitutioner – bl.a. Stanford University.
• Finansiering: Chan Zuckerberg Foundation
• Læs mere i de videnskabelige artikler her og her - og ikke mindst i Natures feature om emnet her. 

Kontakt

Lektor Antoine de Morree 
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Telefon: 60 79 07 22
Mail: demorree@biomed.au.dk