Unge, der mistrives, har forhøjet risiko for flere alvorlige problemer i de efterfølgende år
Et stort dansk studie af næsten 68.000 unge viser, at mistrivsel i gymnasie- og erhvervsskolealderen hænger tæt sammen med markant forhøjet risiko for efterfølgende psykisk sygdom, selvskade, misbrug af alkohol og stoffer, vold og selvmordsforsøg.
Studiet er udarbejdet af forskere ved Statens Institut for Folkesundhed og netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift The Lancet Regional Health.
Det bygger blandt andet på spørgeskemabesvarelser fra næsten 68.000 unge i alderen 15–19 år, indsamlet i 2014 på gymnasier og erhvervsskoler landet over. Her blev de unge spurgt om, hvordan de oplevede deres mentale sundhed og trivsel, og ud fra disse svar kunne forskerne identificere fire overordnede grupper med varierende grad af mental sundhed:
- Grøn gruppe: unge, der trives godt, har høj livskvalitet, godt selvværd, gode relationer til venner og forældre og sjældent føler sig stressede eller ensomme.
- Rød gruppe: unge, der mistrives på de fleste områder og ofte føler sig kede af det, ensomme og stressede.
- Gul og orange gruppe: unge, der ligger mellem de to yderpunkter.
I studiet bygger forståelsen af mental sundhed på WHO’s definition. Den rummer to sider: For det første handler det om, hvordan man oplever sit liv – om man føler glæde, livskvalitet og trivsel. For det andet handler det om, hvordan man fungerer i hverdagen – om man kan klare sine opgaver og indgå i gode relationer til andre mennesker.
Rækker ind i de første voksenår
Forskerne fulgte de unge gennem de næste otte år, til de var 23–27 år, og koblede deres spørgeskemabesvarelser med landsdækkende registre over blandt andet psykisk sygdom, selvskade og selvmordsforsøg, skadestuekontakter på grund af alkohol eller stoffer, vold samt dødelighed af alle årsager.
Resultaterne viste, at de unges egen oplevelse af deres mentale sundhed allerede i teenageårene hænger tæt sammen med, hvordan det går dem i de følgende år. Unge, der mistrivedes, havde en klart forhøjet risiko for psykisk sygdom og selvskade i løbet af hele opfølgningsperioden.
Det forklarer professor Janne Tolstrup, der har stået i spidsen for studiet:
”Vi finder, at de unges egen vurdering af deres mentale sundhed har stor betydning for, hvordan det går dem fremover. Blandt unge i den røde gruppe var det for eksempel næsten hver femte, der senere fik en psykiatrisk diagnose, mens det kun gjaldt fire procent af unge i den grønne gruppe.”
Risikoen for selvskade og selvmordsadfærd var også markant forhøjet i den røde gruppe. Her var der over ti gange så stor risiko sammenlignet med de unge i den grønne gruppe.
Samtidig viste studiet, at mistrivsel hænger tæt sammen med de unges livsomstændigheder. Unge, der rapporterede dårlig trivsel, havde oftere forældre med økonomiske problemer, psykisk sygdom eller alkoholmisbrug.
Janne Tolstrup understreger, at studiet kun omfattede unge, der var i gang med en ungdomsuddannelse – altså en relativt ressourcestærk gruppe. Alligevel var sammenhængene mellem mistrivsel og dårlige udfald meget tydelige.
”Det vigtige er, at vi faktisk kan se, hvem der trives, og hvem der mistrives – og at mistrivsel i ungdommen har konsekvenser mange år frem. Derfor skal vi tage de unges egne udsagn om, hvordan de har det, dybt alvorligt,” siger hun.
TrygFonden har støttet studiet.
Kontakt: Professor Janne Tolstrup, e-mail: jest@sdu.dk, tlf.: 2076 4819, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Ny forskning: Sandbund kan være overset kilde til drivhusgas16.9.2025 16:23:29 CEST | Pressemeddelelse
Nyt studie afslører, at der kan dannes metan i de øverste dele af sandbund, og det overrasker forskere. Særlige mikroorganismer er på spil, og det sker formodentligt langs kyster over hele verden.
Gabriele Berg-Beckhoff udnævnt til professor i epidemiologi og anvendt statistik ved SDU12.9.2025 11:44:19 CEST | Pressemeddelelse
Professoratet skal styrke forskningen i folkesundhed med fokus på brug af tal og data – og på at inddrage patienters egne erfaringer.
Den uvildige udredning af spiralsagen offentliggøres i dag9.9.2025 16:12:24 CEST | Pressemeddelelse
Udredningen belyser den såkaldte spiralsag, hvor grønlandske piger og kvinder i Grønland og på efterskoler i Danmark fra 1960erne og frem fik opsat svangerskabsforebyggende spiraler.
Esbjerg åbner for fremtidens psykologer1.9.2025 14:35:49 CEST | Pressemeddelelse
75 studerende tager hul på samfundsorienteret og praksisnær bacheloruddannelse på SDU.
SDU bag international kongres i bioakustik på Fyn1.9.2025 10:38:09 CEST | Pressemeddelelse
Lundsgaard Gods ved Kerteminde bliver 7.-12. september rammen om International Bioacoustics Congress. Her vil 300 forskere fra hele verden mødes om de nyeste opdagelser indenfor forskning i dyre- og menneskelyde.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum